Telefonen ringede. Højt og larmende igennem stilheden i lejligheden. Hun så ligeglad op fra sit lærred, som stod tomt på staffeliet. Efter 3 ring opgav hun og lod hånden tage den. Det var Den Grå. Hun kunne se for sig hvordan fingrene trommede utålmodigt mod pladen i det triste, kolde kontor. Utålmodig over, at hun, offeret, ikke bare lod sig glide med strømmen. Ikke helt var en tom skal endnu. For Den Grå havde jo klart ret. Det var bedst at blive, hun var jo så tæt på byen, på galleriet og på alle sine kontakter. Kontakter. Ordet havde en klang, som antydede, at disse mennesker kun interesserede sig for hendes talent.
   Hun var bevidst om, at det var alt, hun havde tilbage. Dem og så Den Grå. Hvad var også meningen med at søge efter en anden, lige så stille, måske lidt større lejlighed? Livet blev jo ikke anderledes, for alle mennesker reagerede ens på hende. Farven var forsvundet ud af lærredet på hendes store maleri, og man kunne ikke bare putte den tilbage igen. Nu var verden kun sort, grå og hvid. Ikke-farver. Så Den Grå fik lov til at tage beslutningen. Ikke at flytte, ikke at lade sig rokke fra det kendte. Okay, så blev det sådan. Hun gik tilbage til maleriet, og lod roen, bedøvelsen indfinde sig. Alt ville fra nu af være præcis, som det plejede.
   En raslen fra låsen fik hende til at kigge op fra sit tomme arbejde. Hendes øjne fandt håndtaget, som langsomt og præcist rokkede, først to grader op og så to ned. Uden følelse hørte hun, at låsen slog fra. Hendes hjerte bankede ikke hurtigere, og ingen pludselige indfald fandt vej til hendes hjerne. Kroppen reagerede af sig selv, lod overlevelsesinstinktet tage over og besluttede at flytte hendes ben. Lod dem hurtigt glide igennem den mørke stue, ind bag ved sofaen. Ørerne fangede lyden af stille trin. Fremmede skridt, bløde og katteagtige. Øjnene fangede lysglimtet da døren blev åbnet, og opgangens lys, lyset fra verden udenfor gled ind i entréen. Hun sad helt stille, smagte på den fremmedes duft i luften. Den var let, der lå en stemning af frihed i den lugt. Frihed? Ikke et ord hun kendte fra andet end bøgerne på hylden.
   Den fremmede, tyven slog det hende, gik ud i køkkenet. Hun hørte køleskabet blive åbnet, og lyden af grådig slubren. Sult, altfortærende sult. Hun havde aldrig mødt et menneske, som var sultent, som ikke havde andet end sig selv og sin sult. Tyven forlod køkkenet, hun kunne høre lyden af de lette trin. De bevægede sig imod den grå stue. Lyset fra vinduerne kastede hans skygge på den væg, hun sad opad. Han så på det tomme maleri på staffeliet. Hans ansigt var nysgerrigt, fuld af liv, og dog alvorligt, seriøst. Som en malers burde være, tænkte hun. Han tog en pose frem og lagde forsigtigt de dyre akvarel-farver ned i den. Ikke mine farver! Tanken strøg igennem hovedet, men kroppen var ubevægelig. Han fortsatte rundt i stuen, rippede forsigtigt væggene for malerier. Hun følte sig draget imod viljen, han udstrålede. Som om farverne lå tæt omkring ham, alle farver. Han stod i stærk kontrast til hendes verden af sort, grå og hvid. Ikke-farverne.
   Han var målrettet, og var snart på vej ud af stuen. Uden at være bevidst om det, kom hun til at flytte benet over gulvet. Lyden var lammende. Med et sæt vendte tyven sig om. Langsomt tog han et skridt ind i stuen, afsøgte den med øjnene. Som om hun først nu var vågnet, så hun pludselig alting skarpt. Hun styrede sin krop og kiggede forsigtigt op over sofakanten. Hun fangede tyvens blik. Hun så ikke en jaget tyveknægt, ikke frygt, ikke skam, men ro. Ro og farver, liv. Hun så bevidsthed, engagement, vilje. Viljen til at nå sine drømme. Drømme, han havde drømme. Hun havde... ingenting. Hun nikkede. Langsomt, men fast. Han så det, lukkede øjnene, åbnede dem igen, vendte sig om og var væk. På vej ud i skumringen, hurtigt væk i det tiltagende mørke.
   Hun så sig om, da han var væk. Gik over til kontakten og tændte lyset. Fortsatte over til maleriet. Ved siden af lå en nål. Langsomt prikkede nålen hul på huden på fingeren. En dråbe blod flød ud. Rødt, levende. Hun lod blodet dryppe ned på de hvide lærred. En, to, tre dråber. Et smil brød frem på hendes ansigt. Blodet lavede krusninger på maleriet. Hun tog telefonen, mærkede vægten fra røret, knappernes blødhed. Hun lukkede øjnene, og åbnede dem igen. Den Grå tog den ved andet ring. "Jeg flytter."