Angst,
   Hviler på min sengekant.
   Jeg hviler der også.


"Hvorfor skriger du?", spørger han.
   "Det gør jeg da heller ikke", lyver hun. Fandens. Hvornår var han kommet? Hun trækker ærmerne ned og kigger henkastet på sit spejlbillede, der sløres af alt det forbandede vand. Det her er ikke slut, tænker hun.
   "Jamen hej for pokker... Det er længe siden!" Han smiler stort og hvidt og hun kvitterer med rødsprængte øjne og nedadvendte mundvige.
   "Hvad vil du?"
   "Nå, ja ja... Lige til sagen hva'? Jeg troede, vi skulle catch'e up, drikke kaffe og holde i hånd og se verden, du ved - som i gamle dage". Hans øjne stråler, som man ellers kun ser hos mennesker, der er forelskede. På samme måde. Fulde af liv, som sugede han næring af hver eneste time. Præcis som de der fjollede forelskede par.
   Han er ikke velkommen.
   Hun sætter sig i døråbningen, tænder en smøg og mærker hans lydløse skridt komme nærmere.
   "Hvad VIL du?!" hvæser hun, idet han sender varmegys gennem hendes krop med en hånd på skulderen. Han griner højt og længe og hvidt. En hver svigermors drøm. Så nydelig, så veldresseret.

Han lader hende stirre længe, stadig smilende, tilsyneladende upåvirket af hendes uhøflige adfærd.
   "Jeg mangler et sted at sove", siger han så endelig.
   "Du... Du", hun slår en latter op, "DU mangler et sted af sove?" Han står lidt, betragter hendes vanvidsudbrud, stille med hænderne på ryggen, stadig smilende.
   "Kom!" Hun river ham i ærmet, skideligeglad med om det er nypresset eller ej. "SE!" Han stopper op i døråbningen til soveværelset, betragter rodet og inhalerer den indelukkede luft, som jord eller muld eller for gammel kaffe.
   "Her sover jeg", hendes stemmer skærer i væggene, "vil du vide, hvem der ellers sover her?!" Han smiler og mærker fugten fra hendes svedige håndflade trænge igennem skjorten. "Det gør Angst og Depression. Uh, jeg kan godt fortælle dig, vi ligger i ske om natten." Han rykker lidt "Nej, du skal da ikke gå, jeg er slet ikke færdig endnu", stemmen skriger skingert nu "Du skal da hilse på de nytilkomne... Tomhed, jeg kalder ham bare Tom ha ha, ja, og Afmagt... Nå ja, og sidste nye i sengen: Dårlig Samvittighed. Jeg kan godt sige dig, at hun fylder!". Tårerne triller fra de rødsprængte øjne, og hun fortsætter:
   "Så fortæl mig... Hvor... HVOR ER DER PLADS TIL DIG?!"

Hun har endelig sluppet taget om hans arm. Han betragter hende på gulvet. Kollapset, med hovedet begravet i hænderne. Der er så meget, han gerne ville sige til hende, men.
   "Nej, det tænkte jeg nok... Alle sammen så skide egoistiske. Fuck jer! Fuck jer alle sammen. SKRID!"
   ... Han smiler og kaster et øjeblik lys fra sig. Hun ville have set dette, hvis ikke hun havde haft så travlt med at skrige...


Epilog

I døren:
   "Jeg forstår godt, hvorfor du skreg"
   "Det gjorde jeg ikke"
   "Indeni gjorde du..."
   Han står, høj og rank på trappeafsatsen, med rolige hænder og øjne der stirrer lige ind i hende.

"Hvem er du overhovedet?", hvisker hun ind i døren, i det han bevæger sig ned ad trapperne. Han vender sig om og smiler beroligende.
   "Jeg er Overskud"