Månens lys blev reflekteret i det skarpe blanke stål, og sendte dansende skygger rundt i det ellers bælgmørke værelse. Et glimt af et par øjne viste sig et kort øjeblik i stålets blanke skær. Øjnene havde mistet sin gnist; ingen liv at spore overhovedet. Hånden der knugede kniven, rystede ganske let, men kun et kort øjeblik.
   Skikkelsen i det mørke værelse rejste sig lydløst fra sengen. Idet vægten fra sengen tog af, begyndte den massive blodpøl, som havde samlet sig på lagnet at sætte sig i bevægelse og langsomt flyde ud over kanten, hvor den faldt til jorden med små bløde plop.
   Ploppene tog til i styrke; en lind strøm af blod samlede sig efterhånden på trægulvets finpudsede overflade. Lyset fra månen spejlede sig i den mørkerøde substans, og afslørede fra sengens kant grove træk fra en kvindens ansigt, hvis tomme spejlblanke øjne stirrede ud i en verden hinsides denne.
   Idet skikkelsen stod oprejst, blev dennes overkrop oplyst af månens lyse stråler. Et svagt omrids afslørede en fremtoning, som bevidnede om, at der var tale om en mand. Han havde et smukt sort skræddersyet jakkesæt på. Ansigtet lå badet i skygge, og gav ingen identifikation om alder.
   En følelse af lettelse strømmede igennem kroppen på ham. Han klarede det; bedre end forventet. Tvivlen havde kommet ham til gode. At dræbe var noget, som aldrig havde været en del af hans moralkodeks. Noget han altid havde fundet afskyeligt, men nu var situationen vendt. For at opretholde fred og orden var det en nødvendighed. En nødvendighed som ikke tillod tvivl eller moralske skrupler.
   På vej gennem rummet standsede han et kort øjeblik foran det store mandshøje spejl, som var placeret overfor sengen. Han gennemgik hele forløbet i sine tanker. I spejlet så han kvinden og hendes lille søn, som lå i kærlig omfavnelse i sengen. Moderen kyssede drengen let på panden, mens hun fandt en bog frem, og begyndte at læse en godnathistorie. Drengen gabte, og inden længe sov han trygt og sikkert i sin mors favn.
   Døren til soveværelset stod på klem, hvor han lydløst i al stilhed, havde stået og iagttaget hele scenariet. Snart, tænkte han ved sig selv, snart. Han ventede på det rette øjeblik; var klar, men også nervøs.
   Moderen lagde bogen fra sig; vendte sig om mod sin søn, tog ham tæt ind til sig. "Elsker dig så højt lille skat, ingen får nogensinde lov til at tage dig fra mig. Jeg vil beskytte dig med mit liv, det lover jeg", hviskede hun sagte i hans øre.
   Hun slukkede den lille natlampe, som sendte et dæmpet, men begrænset lys ud i rummet, som kun lige med nød og næppe kunne holde skyggerne på afstand fra sengen. Hun vendte sig atter mod sin søn, lagde armene omkring ham, og faldt i søvn.
   I nattens mulm og mørke havde manden bevæget sig lydløst fra skygge til skygge skjult fra månens afslørende lys hen til sengen, hvor han uden den mindste ængstelse for sit kommende ærinde, stod og betragtede de sovende. Moderen lå stille ud mod sengens kant med drengen næsten gemt væk i hendes favn. Et syn som ville have berørt manges hjerter, men ikke sporede den mindste omsorg hos den mand, som nu stod, og betragtede dem.
   Kniven flænsede gennem mørket; borede sig dybt ind i kvindens blottede hals, hvor de takkede modhager skar, og huggede sig igennem den bløde hud uden den mindste form for modstand.
   Et kort øjeblik åbnede kvinden sine øjne. Ingen frygt at spore for hendes eget liv; kun en omsorg så tydelig og uhyggeligt klart indprentet i hendes blik, vidnede om, at hun vidste, hvad der skulle ske, og nærmest tryglede om at gøre det smertefrit for hendes søn.
   Drengens øjne var åbne, kiggede indgående på den fremmede mand i værelset, som tårnede sig op over ham med kniven i hånden; små bloddråber faldt ned og plettede drengens bare overkrop.
   Deres øjne mødtes. Manden følte en isnende fornemmelse, som løb hele vejen ned ad rygraden. Pludselig blev han overvældet af rædsel, og forstod nu, hvorfor det var så vigtigt at slå denne dreng ihjel. Han havde kun fået at vide, at hvis drengen overlevede, ville der ske noget frygteligt. Han vidste ikke hvad, men det ville få katastrofale konsekvenser. Nu imens han stod og stirrede ind i de sorte øjne, så han en ondskab; så kraftig og rædselsvækkende, at den helt tog pusten fra ham. Han reagerede overraskende hurtigt. Fornemmelsen af rædsel foretog sig lige så hurtigt, som den var opstået. Kniven glimtede gennem mørket, og med stor kraft splintrede han drengens spinkle brystkasse, og spiddede det lille bankende hjerte.
   Moderen havde været uden betydning. Men hun var et element, som skulle tages højde for, og var derfor nødt til at blive skaffet af vejen. Barnet var det oprindelige mål. Han havde fået en opgave; havde udført den. Flere ventede.
   En tåre tog form i hans venstre øjenkrog. En tåre han ikke kunne kontrollere. Det han havde gjort, var nødvendigt. Han var anderledes nu. Ikke som andre mennesker.
   Hans spejlbillede stirrede tilbage på ham, fra den anden side af glasset. Nu så han kun moderen og hendes søn i dødens evige omfavnelse.