Min gang er stille listende, danser på min krop mærker min hud, blå usynlig og udvisket ubøjelig trang som kun et barn havde engang. Udstansede permanente aftryk, kroppen er ung med plads, en vej med mange minutter, forceres en meter før den slutter. Sanser en retning ved hvorhen, udgangspunktet forsvinder og kommer aldrig igen. Luften hvæser og er grå, latteren forsvinder hæs men rå, fodrer naturen og manden med hatten, hatten på hovedet blev taget ved patten. Kun papir og planter trøster de sanser, minuttet i tiden bliver kortere og standser, har kun den hvide streg og følger den blindt, som andre den har skrevet med frugter og flint. Betræder igen nu du bør vide med hvilken finger du dig i hovedet vil skyde. Dramatisk men sandt uden skrupler, med luften min drøbel vokser og snubler. Nu du ser jeg ikke kan, se forskel på op og ned eller hånd og tand. Mit håb er fortalt, en røver som viser, håner min væren mens hjernen fiser. Fornedret og træt famler i blinde, trækkes af sted ved navlen stille, min ven som trækker et korpus af stedet, en vej som blev lagt før jorden blev gødet. Du stille sind som du dog råber, af verden du ser forfulgt af tåber, uskyldigt en mening kan sejre, når du duften i luften vejrer. Men ak dette er kun et våben af trods, en samling af partikler som rammer os, fra nord til vest og syd mod øst dette er ingen sut men blot et bryst. En introduktion til menneskelig gavn, med viden som den sikre havn, en bavn som virker ved aerobt savn. En hjerne er delt måske jeg kan låne, den ud til alle min handling vil håne. En halvdel til dig en halvdel til mig, kan absolut vise en fælles vej. Nu du ved på hvilke præmisser, jeg mod enden skal nå lyset viser. Nu er jeg træt og hovedet trykker, jeg resten af livet lykkeligt vandrer på krykker. Tampen brænder historien er slut. Du min ven, en pjalt, en fjende, denne udvikling du aldrig kan vende.