Jeg sidder på en bænk med front mod spor fire, et sted derude hvor det overdækkede ophører og lyset når ned. Jeg tænder en cigaret. Bag mig til min venstre, rullende og glidende på én gang, kommer et kort tog imod peronen. Så snart den bagerste vogn er nået ind, stopper det. Gruppen af fremtidige passagerer halser af sted, da de opdager, toget genert, eller i protest, ikke fortsætter, der er ellers ikke andre på spor fem, der fylder. Ud af toget kommer unge piger, børn halvt løbende efter voksne, de ældste af passagererne, mindre sikre på fødderne, sidst i en luft brændt 21 grader varm af den gule sol, der trænger sig på i starten af oktober, og alle er en smule forsvedte, da de når skyggen.
   Jeg flytter bogen op i skødet og bladrer frem til min anden nutid, romerriget, hvor Gajus er ved at blive til Cæsar, fortryder at bogmærket er ikke-eksisterende. Der går ikke længe før et par sætter sig ved siden af mig, snakkende, og den samme linje læser jeg seks gange. Han siger, det hele vil blive godt igen, hun læner sit hoved op af hans skulder og armen strejfer min, da han lægger den om hende. Jeg skoder cigaretten, forestiller mig, hvordan den brænder hul i hans bluse og når armen, sydende, på et kort sekund.
   Så kommer toget. Det er langt, og i mange sekunder ser jeg ikke andet end passerende, grå firkanter, der lidt efter lidt bliver spejle, solen stråler sig i og blænder alt andet end sig selv. Da dørene åbner, komer jeg i tanke om, at jeg ikke ved, hvor Helene vil stige ud, jeg aner det faktisk slet ikke, og jeg bliver en smule lettere, da jeg ser hende komme mod mig fra den sidste vogn. Hun smiler stort, da hun får øje på mig, vores kram er langt. Det er ikke så godt med hende, det fortæller hun, da vi når 7-eleven. Der skal hun ind og købe noget, tyggegummi eller en lighter, jeg kan ikke huske det, for selvom vi siger ikke meget i køen, fylder det alligevel hele kiosken og lægger mit hoved i pres. Hun siger: "Jeg kan ikke rigtig finde ud af det for tiden" og ansigtet falder sammen over ordene, og jeg er næsten ved at række ud for at gribe.
   Ude på fortovet, ved siden af de mange veje, der uundgåeligt giver et kaotisk første indtryk af Århus, er menneskene endnu flere. Jeg tager den langærmede af ved første busstoppested. Ved næste ser jeg mig bagud, en pludselig frygt for at miste Helene i mængden, lade hende flyde ud i rendestenen, griber mig, og jeg tager hendes hånd. Hun bliver lidt overrasket, sådan nogle søstre har vi aldrig været. Måske er det alligevel ikke rigtig noget, tænker jeg, og konkludere ville jeg, hvis det ikke er fordi, jeg ser, hvordan hun lader sig sætte i sofaen i lejligheden. Jeg bliver tung. Det tror jeg, hun ser, for hun trækker vejret dybt, suger luften ind, som er der en trængt cigaret placeret mellem de to læber og lader derefter det hele slippe ud gennem slap mund. Så siger hun: "Det er som om, skolens vægge stjæler med mursten og mørtel, efter ikke mange sekunder må jeg ud og hverve både luft og energi igen. Og så er det, jeg ikke altid kan finde det, jeg mangler, ikke engang udenfor, og så må jeg jo gå hjem, og så ligger jeg i min seng og tænker, at det også er mening, der ikke er til at finde nogen steder."
   Jeg sætter mig ved siden af hende, hun ser frem for sig; Jeg vil så gerne fylde noget godt i de øjne, der er så forfærdelig meget plads.