Fortumlet tager jeg mig til tindingen, hvor håndtaget på pistolen ramte. Fingrene føles våde og det fedtede stads på dem får mit hår til at filtrer. Smerten rammer simultant med forståelsen af, at jeg bløder, og i det samme skærpes min opmærksomhed. Nærmest som en gazelle, der vejrer fare. Jeg er i fare.
   De andre sæder omkring mig er tomme, men da jeg forsigtig læner mig ud mod midtergangen, kan jeg se, at jeg ikke er alene i toget. To rækker længere fremme sidder en ældre kvinde. Jeg kan kun se venstre side af toget, men der må også være en anden pige herinde, for jeg kan høre hende græde. Hun lyder bange, og jeg ved præcis, hvordan hun har det.
   Da jeg kigger tilbage og bagud i toget, kan jeg se, at der ligger en mand ude i gangen mellem kupeerne. En pøl af blod breder sig omkring ham, men selvom han ligger og kigger i min retning, kan jeg ikke få øjenkontakt med ham. Øjnene er som hvide glaskugler med et påtegnet mønster. Uden sjæl. Uden liv.
   Med ét føles det som om, at mine indvolde bliver revet ud af maven. Kroppen følger snart efter og jeg bliver kastet frem mod sædet foran. Skinnerne piber øredøvende, mens bremserne griber om dem og bringer toget til standsning. Hele kupeen bliver kastet rundt, og det flyver med tasker, vandflasker, jakker og madpakker. At dømme efter rodet, da toget endelig står stille, må der være flere herinde, end jeg først lige havde antaget.
   Højtaleren skratter og konduktørens stemme toner frem, mens jeg usikkert famler med at komme til at sidde oprejst igen. "Vi beklager den bratte standsning. Der en ingen grund til bekymring. Jeg er sikker på, at din rejse snart kan fortsætte". Meldingen forvirrer mig. En mand med en pistol har været gennem kupeen. Han har efterladt sit mærke på mig og dræbt en anden. Jeg spekulerer på, om konduktøren overhovedet ved, hvad der foregår.

"Hvad hedder du?". Den ældre kvinde kigger på mig med milde øjne og jeg lægger mærke til, at hendes vestre kind er fuld af arvæv. Hun sidder stadig på samme plads, men hun vender selvfølgelig også sådan, at hun blot blev presset ind i sædet bag hende. Måske er hun kommet hurtigt på plads efter tilbagekastet. "Jessie", svarer jeg. "Hvad foregår der?"
   "Han slog dig bevidstløs, da du genkendte ham, men jeg ved ikke, hvorfor han ikke slog dig ihjel. Jeg tror, at han overså mig, eller også syntes han ikke, at en gammel kone var værd at spilde krudt på". Hun nikker over mod sæderne til venstre for hende. "Mor og datter - de er...". Hun holder inde og jeg kan se rædslen brede sig fra hendes øjne og helt ud til fingernes yderste led, der griber fast om sædet. Døren bag mig går op, og jeg kan høre hastige skridt nærme sig. Jeg tør ikke bevæge mig, og jeg tør ikke kigge tilbage. Pistolmundingen er kold og overraskende lindrende, da stålet presser sig mod flængen over min tinding.
   "Jessie i dåsen", siger han med en iskold drævende stemme, der får de små hår i nakken til at rejse sig på mig. Stemmen føles som et stik, og jeg kan allerede mærke dens gift brede sig i kroppen på mig. Jeg holder vejret, mens svedperlerne springer frem på panden. Han ejer mig, og jeg er fuldstændig underlagt hans kontrol. Det føles som om tiden trækker i mig, og i løbet af et splitsekund er jeg tilbage til vores første møde.

Allerede dengang, ved første øjenkontakt, vidste jeg, at han var utilregnelig. Han havde henvendt sig i skadestuen og fortalt, at han havde slået adskillige mennesker ihjel. Detaljerne omkring mordene havde været horrible, men der var flere ting, der ikke rigtig stemte overens. Man vurderede, at de var produktet af en makaber form for ønsketænkning, fanget i tankespindet hos en mand, som ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi. Men de øjne, der borede sig ind i mine på gangen, da jeg mødte ind til aftenvagten dengang, fortalte en historie om ægte ondskab og manipulation. Han er den eneste patient, jeg nogensinde har været bange for.

I årene efter han lod sig udskrive, fik han afløb for sine voldsfantasier. Han lod flere mennesker gå, end han slog ihjel, men det var umuligt at gennemskue et mønster. Derfor var han stadig på fri fod. En retspsykiater udtalte på et tidspunkt, at døden måske nok kunne være en lindring for den enkelte efter den tortur og mishandling, han udsatte sine ofre for, men at mord var utilfredsstillende for den gerningsmand, der drives af ondskab. Det langvarige mord, som han kaldte det, bestod i at plante frygten, og se den æde alt indefra, indtil hver en fiber af ofrets krop dirrede af den og døden føltes barmhjertig og velkommen.
   Han opsøgte de samme ofre flere gange, og politiet stod magtesløse på sidelinjen. Man vidste aldrig, hvornår han kom igen og fortsatte mishandlingen. Det var et spil om kontrol og han var ubesejret.

"Jessie i dåsen".