Hun gik hen ad den lille villavej op mod den lokale købmand, forbi fine sirlige haver på rad og række med tilhørende murstensvillaer. Ulastelige i deres eget svøb af småborgerlighed og med en lille smule strøsukker på toppen. Det var en god dag, og hun ville gå til købmanden, for blomsterne var lige ved at springe ud, og det er vigtigt at få sol i ansigtet efter en lang grå vinter. Hun kunne godt mærke, at solen allerede var begyndt at skinne al melankoli bort. Da hun kommer hjem med en hel posefuld madvarer, kan hun kun mærke en lille rest af vinterens tristhed.
   Man skulle ikke tro, at der var noget at frygte i et fredeligt villakvarter som dette. Ikke i en bittelille, uanselig forstadssoveby som i øvrigt knap nok, uden at prale, kan kalde sig en by. Men det er der. Det ved hun. For der er noget, der lusker rundt.
   Om dagen er det ikke så slemt, og slet ikke når solen skinner, og blomster springer ud. Hun kigger ud ad vinduet og ser naboens to unger løbe rundt i haven i dagens sidste solstråler. Smukke, og endnu uvidende om den sorte skygge der straks efter solnedgang vil jage gennem byen på udkig efter menneskesjæle.
   Især de sjæle hvor solen ikke har været effektiv nok og efterladt bare den mindste smule melankoli. For det er den lille smule, der er den farlige, hvor uendeligt ubetydelig den så end lader til at være. Den virker nemlig tiltrækkende på nattens hjemløse monster, der ved at, hvor der er plads til en lille smule melankoli, er der også plads til mere.
   Om vinteren hvor solen er svag, som om Gud med sin tommelfinger har tværet den ud blandt skyerne, er der masser af gemmesteder for et monster, og det kan ligesom fordele sig mere ligeligt. Men nu hvor der er sommer, tænker hun, er der vist kun ét sted. Så hun må være forsigtig, holde sig i gang, få masser af sol...
   Der er mørkt nu, solen er gået ned, men hun ved, hvordan man holder uhyret stangen. Der kommer en god film i fjernsynet, den hvor Meg Ryan simulerer en orgasme på en restaurant.
   Efter alt for kort tid kører rulleteksterne ned over skærmen, og hun overvejer at gå i seng, for det er sent, og det er meningen, at man skal stå op om morgenen.
   Da ser hun den. En hæslig uformelig skygge der suser forbi vinduet bag det slukkede fjernsyn. Det giver et lille sæt i hende, og angsten bider, men hun ved, at døren er låst.
   "Mon låste døre holder skygger ude?" tænker hun, mens hun går rundt og tænder samtlige lamper i huset og sætter en CD på med Janis Joplin.
   "Whooaaahh baby, cry baby....", den hæse rygerplagede stemme drøner ud gennem anlæggets højttalere og sammen med lyset beroliger det hende. Hun tager den bog, hun er i gang med ud af reolen, og sætter sig i hjørnet af sofaen med et tæppe trukket op over brystet. Bogen handler om, mennesker der ikke gemmer sig for monstre, men ser dem i øjnene. Direkte i øjnene. "Mon det er noget man kan lære?" tænker hun "eller bliver man født sådan?"
   Til sidst mærker hun endelig trætheden og lægger bogen fra sig på sofabordet, skruer lidt ned for Janis Joplin, og slukker lyset i køkkenet og stuen. Hun går hen til fordøren og lytter.... Ingenting. Tjekker en ekstra gang at døren er låst. Nu i seng, mens nattens udyr er fraværende. Måske har det fundet en anden sjæl at plage?
   Foran sengen smider hun i mørket sit tøj i en bunke og hopper hurtigt ned under dynen. Men søvnen er undvigende. Nu begynder tankerne at komme - de spirer frem ligesom blomsterne i naboens have i eftermiddags. Nu ved hun, at monstret har fået færten af hende.
   Tankerne er dets sendebud. En advarsel.
   Nu kommer det. Hun hører en skraben ved døren. Først helt sagte, næsten uhørligt.
   Janis Joplin har sunget sin sidste strofe.
   Nu er lyden ved døren blevet højere, ikke til at tage fejl af... Det prøver at komme ind. Hun trækker dynen lidt længere op og forsøger desperat at undslippe tankerne, at ignorere monstret. Men monstre finder sig ikke i at blive ignoreret. Det gør dem kun endnu mere pågående. Og hun ved det godt, men alternativet er skræmmende, for mennesker der ikke er født modige, og heller aldrig har lært at være det.
   Hun stivner under dynen, da hun hører braget fra døren, der smækker op i væggen. Der står en ram lugt af råddenskab og død ind gennem soveværelsesdøren, og hun hører, hvordan dets fremskudte klør advarende klikker hen over trægulvet i stuen.
   Med hårdt fastklemte øjne gør hun endnu et halvhjertet forsøg på at ignorere udyret; men som sagt lader den slags sig ikke overse. Stanken er næsten ikke til at bære nu. Uhyret står for enden af sengen. Hun ligger på ryggen, stivnet i rædsel - Uden mulighed for at undslippe.
   Med et adræt spring står udyret over hende. Hun mærker dets tunge ånde mod sit ansigt. Hun ved, at der kun er én mulighed nu. Med en kraftanstrengelse åbner hun øjnene og stirrer lukt ind i uhyrets sjæleløse øjne, og i et kort frygteligt øjeblik stirrer den tilbage, med øjne der er giftige af ondskab. En blanding af vrede og angst stiger op gennem hendes strube, og hun skriger udyret lige ind i dets uhyggelige ansigt.
   Udyret glipper hurtigt med øjnene og hopper ærgerligt ned fra sengen, lusker ud gennem soveværelsesdøren og videre ud i natten på stadig jagt efter en lille rest melankoli.