Var det dig jeg brændte håbløst for
Var det dine grene jeg satte mig ved med håb
Ved at tilsidesætte de smukkeste skatte
var det dig jeg vendte tilbage for tusinde af gange
På mit hjertes væg har jeg skrabet dit minde
var det dit navn jeg gentog hvert eneste sekund
Ved denne sørgelige borthed, ved denne hjertes ørken
var det dig jeg kendte som livets vand og drak tørstigt af
hvordan er mit hjerte blevet væk i forskellige kroge
var det din trone jeg gled fra jo mere jeg holdt fast i
nogle tider i din vulkan smeltende i helvede
var det i din nordpol jeg blev til is
blomster i dit hår har afmystificeret mig
Var det dig jeg præsenterede for mit hjerte som "kæreste"
Har fundet ud af, at der findes talløse roser rødere end dig
var det dig jeg troede som var mit livs eneste rose