Som månen skinner svagt gennem vinduet åbner jeg for livet igen. Mange timer for tidligt.
   En døsig forvirring indfinder sig. Jeg er normalt ikke en af dem der vågner om natten. Klatøjet misser jeg nærsynet ud i værelset. Hvad har vækket mig? Jeg ved det ikke. Jeg burde slet ikke være her, jeg bor ikke i denne verden og månen har aldrig set mig før.

Modvilligt træder jeg ud på gulvet i bare fødder. Jeg træder forsigtigt for ikke at falde over noget. Men jeg ved udmærket godt hvor tingene står. Eller gør jeg? Jeg kender ikke det her sted. Hvor er min reol? Jeg rækker fingrene ud. Den føles som før. Men det er bare en overflade, det ved jeg. Den skjuler noget derinde i træet, et eller andet. Jeg banker på det - nej det er hult! Helt hult. Der kommer endelig lyd ud, her er så stille. Jeg smiler, men knap nok når mine mundvige at rejse sig i lettelse før lyden udvider tomheden og temperaturen bliver endnu mere ikke-eksisterende og jeg alligevel føler mig mere levende end nogensinde før. At jeg alligevel er mere vågen end nogensinde før, klokken 4:23 om morgenen, april, sommertid.

Noget siger mig, at natten er ligeglad med detaljer, jeg tvivler på at den har en kalender. Den æder bare solen når den er sulten. Måske er det derfor solnedgangen er så rød, det er blod. Jeg væmmes ved alle de gange jeg har set på det, uvidende. Så må Solen være fugl Fønix... den genopstår. Men hvorfor sker der aldrig fejl i, hvordan det skifter fra dag til nat? Hvorfor sover natten ikke for længe, bare en gang imellem?

Men når naturen afstemmer det hele uden at behøve nogen hjælp udefra HVORFOR skal jeg så vækkes op klokken 4 når jeg ikke skal noget. ER DER EN SKJULT HENSIGT? Eller er det bare en "fejl" i min kropsmekanisme? Men det kan jo ikke passe, jeg er vel del af naturen på en eller anden måde, andet ville være mærkeligt, ville det ikke? Det kan godt være det ikke er planlagt hvornår solen bestemmer sig for at slukkes, men vil den ikke være ligeglad? Hvorfor skulle jeg ikke?
   OG HVORFOR SKAL JEG VÅGNE NU?

Mit åndedræt bliver hektisk.
   En svedperle rammer min næse.
   Dybe indåndinger. Nu.
   Der er ingen øjne i natten.
   Der er ikke noget i natten.

Der er syner i tal der ikke kan tælles i tal i natten.

Jeg leder videre, men jeg kan ikke finde nogen grund, ingen fugle der er fløjet ind i vinduet, ingen spor af et BRAG eller et BANG nogen steder. Jeg kan ikke finde noget liv. Jordens eneste overlevende, men hvor er de døde?
   "Opløst i tid," siger et spøgelse, der læner sig afslappet op ad væggen. Han er helt virkelig men han taler bare. Jeg kan ikke mærke hans tilstedeværelse.
   "Opløst i tid?", siger jeg.
   "Specifikt i nat. Og dit hoved," svarer han med en cigaret i hånden han ikke ryger. Men det tror jeg han gør, det er attituden der blænder mig.
   "Mit nathoved?"
   Han smiler. Og griner på en lidt underlig måde, men han nikker bekræftende. Og går.

Så spekulerer jeg lidt over, hvorfor der pludselig er spøgelser i mit værelse. Måske fordi vinden ikke blæser herinde. At det hele er gået i stå. Der skal jo være stille. For at der kan komme spøgelser. Ja, det er bare herinde det pludselig er gået i stå. Verden roterer, jeg står bare ikke hvor aksen hælder, selvfølgelig.

Vinduet fortæller mig noget andet. Det er ikke sandheden. Ikke før et stivnet egetræ hvisler sin søvn som et sagte signal. Forskrækket farer jeg ind mod væggen, da den fremmede partikel derudefra rammer mig og opløses igen. Jeg ryster ved tanken om, at det er den sidste.
   Selv ikke de letteste blade på græsset flyver. Tyngdekraften er det eneste tilbage.
   Jeg fylder for meget. Jeg fylder for 6 milliarder mennesker, der pludselig er forsvundet.
   Verden er et ekko, himlen er fuldt af paparazzier, jeg kan ikke være alene, månen er et SPOTLIGHT, det kan jeg se nu, i mørket vil jeg ikke opdage de fremmede spioner, lad mig nu være, der gemmer sig usynlige skabninger i havens buske, lad mig være...

Ind i dynen. Jeg graver mig en hule i det bløde sengetøj. De eneste lyde er min moslen og masen. Jeg trækker vejret ind og lukker mine øjne igen.
   Urets selvlysende viser rykker sig syv gange. Jeg vender mig om. Urets selvlysende viser rykker sig to gange. Jeg vender mig om. Jeg lukker øjnene i to tredjedele af et minut - jeg åbner dem - jeg lukker dem - jeg åbner dem - jeg lukker dem indtil jeg kløjes i rækkefølgen og pludselig lukker øjnene to gange i træk.
   Det vidste jeg ikke man kunne.
   Jeg konstaterer, at jeg er lysvågen.

Noget lægger hånden på min skulder. "Når natten slutter lever du igen"
   Nogen gange kan man ikke forholde sig til "snart". Der er det NU eller ALDRIG.
   "Hvornår?" råber jeg.
   "Snart," siger Noget i et uændret tonefald.
   "Hvornår?" råber jeg. Jeg kan mærke at jeg græder. Da Noget gentager sig selv ved jeg, at svaret for denne gang er ALDRIG. ALDRIG uden at jeg er død, jeg skal blive i ALDRIG forlader ikke ALDRIG.
   "Hvorfor ALDRIG," skriger jeg. Noget er udtryksløs.
   Jeg stirrer tomt mod himlen og venter på at solen skal stå op.
   Jeg er død til morgenen gryer.
   ALDRIG nogensinde. NU tomhed. ALDRIG nogensinde. NU tomhed. ALDRIG nogensinde.
   "Snart," siger Noget.
   "Snart," gentager jeg. Grædefærdig.