jeg træder i det trætte savsmuld
hvor støvet ligger
i lag
og aldrig hvirvler
i luften i solen eller bare i mine øjne
barnets blå øjne under manegen
elefantskeletter i aflåste skabe.
jeg vandrer
i underjordiske
tunneller
hvælvingernes væltende tavshed
publikums rungende gemte latter opad, udover væggene
klæbende og klattende og
knitrende klaustrofobisk

cirkusteltet er en kirke
med larmende akustik og et ekko af sig selv
forstærket til 1000 decibel.
her foran barndommens alter
med knælende krop
ser jeg ballerinaen falde fra sin line
hendes knuste rester af lyserødt drys omfavner vakuummet i det ene sekund
fysikken tillader det.
de hvide klovne udfører den messende begravelse
af hende og deres egne smilende masker
nu er de bare mænd
med skovle i hænderne.
de ser også teltet tvinges i knæ af pressende hænder
fra steder, ukendte
usynlige kræfter fra et sted indefra

under en let dug af stof
under det trykkende tomrum mellem himmel og jord