Kender I det, hvor man først tænker på én ting, og pludselig leder den ene tanke til den anden, og så ender det som regel med at man tænker på noget, som ikke har den mindste relation til den oprindelige tanke? Jeg gør!
I mit tilfælde fik en flytning, på den varmeste sommerdag, mig til at tænke på en juleaften for mange år siden. Jeg skulle flytte til et nyt hus, hvorfor der ryddes op på hele loftet; det var der jeg fandt støvlerne.
Pludselig glemte jeg alt om voksenlivets stressende hverdag til fordel for min noget så fantastiske barndom. Sådan husker jeg den i hvert fald, fantastisk.

Jeg var 7 år på det tidspunkt, så jeg befandt mig altså stadig i min egen lille "problemfrie verden". Sådan husker jeg som sagt min barndom, langt det meste gik godt, men alligevel var denne juleaften noget specielt ud over det sædvanlige. Det var nemlig på det tidspunkt jeg første gang for alvor opdagede hvad fantasien var for en størrelse...

Da jeg vågnede om morgenen, styrtede jeg ned til min mor, som allerede stod med morgenmaden klar.
"Hvor er min gave, mor hvor er min gave?" spurgte jeg hurtigt, "jeg vil ha' den nu nu nu!"
"Den er under træet, skat." Svarede min mor med et stort smil. Selvom jeg selvfølgelig godt vidste, at gaven befandt sig under træet, så stoppede jeg alligevel op i 2-3 sekunder, som tænkte jeg "nååh ja for fa'an, under træet!" Jeg åbnede døren til stuen, og dér stod gaven; stor og majestætisk som var den lige ankommet med specialpost fra selveste Dronningen. Ikke så meget tænken og snak, den skulle bare pakkes op med det samme, og det blev den.
Her stod jeg så med et par grønne gummistøvler i min favn. Jeg var som sagt syv år, og var derfor ikke i stand til at se negativt på noget som helst, så jeg tog imod støvlerne med et smil, som var de den bedste gave nogen nogensinde kunne give mig. Uden den mindste spekulation omkring hvad jeg dog skulle bruge et par grønne gummistøvler til midt om vinteren, begyndte jeg at studere dem grundigt. Jeg var fandt hurtigt frem til, at der måtte være noget hemmeligt ved støvlerne, det skulle bare lige findes. En mission! Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at støvlerne var levende og havde følelser, de blev en slags venner for mig.
Støvlerne havde 4 store glade øjne, to på hver støvle, og en glad, rød mund. Jeg tog dem hurtigt på fødderne og spænede ind til min mors og fars soveværelse, hvor min mor netop sad på sengen og vækkede min far.
"De passer, de passer perfekt!" Nærmest råbte jeg, "se se se!" Jeg kunne se smilet komme frem på mors og fars læber. Jeg syntes bestemt, at mine forældre skulle informeres om støvlernes identitet, så jeg fortalte alt det, jeg havde fundet ud af om støvlerne. Jeg kan huske, at mine forældre bare smilede, som tænkte de: "den dreng og hans fantasi".
Men ingen skulle gøre grin med mine støvler! Hvad var det dog for noget?! Vi havde en mission, dem og jeg. En mission, der skulle klares, men hvilken? På det tidspunkt var jeg nok lidt for heftigt inspireret af alle superheltene fra fjernsynet såsom Batman, Supermand og Spiderman, som nok var med til at påvirke min fantasi en hel del.

Jeg fik hurtigt fortalt min mor om meningen med støvlerne, om at de var kommet til mig fordi vi sammen skulle redde denne juleaften. I første omgang tog hun det ikke specielt seriøst, og jeg blev så fornærmet og ked af det, at jeg begyndte at snakke til støvlerne.
"Hun er bare dum, dumme dumme mor! Hun forstår slet ikke, at I skal være med til at redde juleaften..." Og længere nåede jeg faktisk ikke, før den "dumme" mor kom og afbrød...
"Nu skal du hø..."
"I høre," afbrød jeg. "I, støvlerne er også levende, mor!"
"Haha! okay så, nu skal I høre:" Fortsatte hun, men med et endnu større smil på læben end før. "Jeg har fundet en mission til jer, I skal gå hen til kiosken og købe lidt småti... Lidt ting for mig, var det noget?"
Det var som om et lys gik op for mig, dét var missionen, det var meningen med støvlerne! Jeg fik stukket en lille indkøbsseddel og en hundredekroneseddel i hånden. "Denne seddel, kære støvler, er den vigtigste ting overhovedet i hele verden. Taber vi den, så taber vi alt!" Sagde jeg til støvlerne, og så var vi klar til den lange rejse, jeg skulle bare lige have én ting på plads først: "Moar! Er det ikke rigtigt, at hele juleaften bliver ødelagt, hvis ikke vi klarer denne store opgave. Hva' mor?"
Min mor smilede stort og svarede: "Jo selvfølgelig, dagen kan kun reddes på én måde, nemlig hvis jeres mission bliver fuldført. Hvis der overhovedet bliver nogen juleaften i år, så er det helt op til jer." Jeg blev helt vildt glad, og følte pludselig at jeg kunne være med til at redde hele verden. Rejsen kunne begynde.

Døren smækkede bag mig, og jeg var nu parat til den første udfordring, vejen. Den store, traffikerede, farlige vej, som jeg ellers aldrig før havde fået lov til at passere alene, nu stod den dér og ventede kun på os. Jeg gik frygtløst og målrettet hen over indkørslen og stod nu kun en enkelt meter fra vejen. Inden jeg bevægede mig ud på vejen, hvor bilerne kørte flittigt frem og tilbage, ville jeg lige sikre mig at støvlerne også var klar til at springe ud i det. Jeg kiggede ned på de stadig glade sko og blinkede til dem, jeg kunne næsten føle hvordan de blinkede tilbage til mig, nu var vi 100 % klar, næsten. For der var jo lige én enkelt ting, som var meget vigtig at huske på, inden man kunne bevæge sig over en vej, nemlig at se sig ordentligt for. Jeg kiggede først til venstre, så til højre, og så lige endnu en gang til venstre, sådan som lærerne altid havde fortalt mig at jeg skulle gøre. "I det øjeblik du kigger til højre, kan der muligvis være kommet en bil ud fra en sidegade på din venstre side, som du ikke har kunnet se." Sådan huskede jeg, at lærerne altid havde sagt, men hvad var det dog for noget at sige? I det øjeblik jeg kigger til venstre for anden gang, kan der vel også være kommet en bil fra min højre side, skal man bare fortsætte sådan, og så aldrig komme over vejen? Nej! Jeg måtte trodse lærerens vise ord og komme videre.
Dyb indånding, en skæv grimasse ned til støvlerne, som smilede tilbage til mig, og så var det bare om at komme over vejen.

Først skridt - nu stod vi på vejen. Angst. Panik! Havde vi mon set os godt nok for? Eller var der i netop dette øjeblik en bil på vej direkte mod os, som ikke havde nogen som helst følelser tilovers for små børn og gummistøvler?
Andet skridt - nu befandt vi så absolut i farezonen. Hvis der skete noget nu, så var der ingen vej tilbage.
Tredje skridt - et skridt som ingen andre. Tusinde af tanker fløj gennem mit hovede, nu var der altså lige så langt tilbage, som der var til den anden side af vejen. Jeg kunne mærke en bule under mine fødder, og pludselig var alt fokus rettet på den bule, hvad nu hvis støvlerne havde fået det dårligt? Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne klare opgaven uden støvlerne, så derfor syntes intet at være vigtigere end at få fjernet den bule. Jeg satte mig ned midt på vejen for at få opklaret mysteriet om den dumme bule, men hvad var nu det? Bulen var allerede forsvundet! "Jeg vidste det," sagde jeg stille og roligt til støvlerne, "sammen kan vi klare ALT, du og jeg". Ingen tid at spilde, nu var det bare om at komme op igen, og det blev gjort lystigt. Men hvad var nu dét, bulen var kommet tilbage? Lige som jeg rejste mig op, kunne jeg igen mærke den samme yderst irriterende bule under støvlerne. "HVAD SKER DER?! Råbte jeg højt og larmende, "HVAD VIL DU HOS OS? DUMME BULE!" Jeg satte mig ned igen, og fik denne gang øje på midterstriberne på vejen. Hvor var jeg dog dum, det var da bare fordi vi befandt os midt på vejen, sjovt nok der hvor midterstriberne var placeret.
"Årh, hvorfor fortalte I mig ikke noget, prøver I at drille mig?" sagde jeg med et kærligt tonefald til støvlerne, "hvor er I nuttede".

Men nu skete der pludselig noget, en bil havde fundet sig til rette på vejen, og var nu direkte på vej mod os. Hvad skulle der nu ske? Skulle missionen ende her? Jeg gik i panik, og gjorde det som jeg skulle have gjort lige fra starten, selvom det er "ulovligt". Jeg tvang støvlerne med mig i en hurtig bevægelse, vi spænede over vejen, vendte os om så snart vi kunne mærke fortovet under os, og stod nu bare der og betragtede vejen som ét stort monster, der kun var ude på at få os slået ihjel. I samme sekund sprang chaufføren ud af bilen:
"Skete der noget?" Spurgte den overraskede mand, "og hvad dælen laver du midt ude på vejen?"
"J-j-jeg eeeehm.. Jeg skulle bare lige binde mine sko," tøvede jeg. Manden kiggede dog bare på mig med et utroligt skeptisk ansigt og sagde: "Binde sko? Javel, så længe der ikke skete dig noget. Glædelig jul." På det tidspunkt tænkte jeg faktisk mere på, hvorfor folk dog ikke kunne opfatte støvlerne som levende væsner, end på hvad det var for noget sludder, jeg lige havde fyret af foran manden.

"Huh, sikke en omgang, hva'? Har I det stadig godt dernede?" Spurgte jeg støvlerne, de skulle jo nødigt føle sig glemte. Jeg tænkte, at det her helt sikkert måtte være en situation hvor min far ville have sagt noget i retningen af: "Uuh, jeg tror jeg ta'r mig en gibbernakker." Hvad en såkaldt Gibbernakker var, eller hvad det betød, forstod jeg dog ikke.

Pludselig blev jeg overrasket, positivt såvel som negativt.Vi stod helt stille med øjnene vendt mod vejen og kunne stadig se huset, som lå helt ud til vejen. Støvlerne nærmest ruskede i mig, som var der var noget jeg skulle se. Vi vendte os 180 grader, og stod nu og kiggede lige direkte ind i et stort skilt. "åbent søn- og helligdage fra 10 - 14" stod der med stor, fed skrift. Hvordan kunne det være rigtigt? Jeg turde næsten ikke at flytte blikket opad, i frygt om at blive imødekommet af ordet "købmand". Jeg gjorde det selvfølgelig alligevel, og ganske rigtigt befandt vi os lige foran købmanden.
"Hvordan kan det lade sig gøre?" Spurgte jeg støvlerne, som så lige så fortvivlede ud som jeg selv. "Jeg har måske bare været alt for optaget af jer, og ALT for optaget af at komme helskindet over den skide vej. Er det her godt eller skidt? Jeg mener, vi havde jo lige gjort os klar til en lang rejse med masser af udfordringer, og så var der kun én! Men vi klarede det jo, vi mangler bare én ting.
Vi bevægede os hen til den store dør, som ganske automatisk åbnede sig for os. "Kan I se dér? Jeg tror, at man har ventet vores ankomst, sådan som døren bare åbner sig for os, uden vi skal gøre noget. Endelig nogle fornuftige mennesker, der har forstået hvor vigtig vores mission er."
Vi trådte ind ad døren, og jeg fandt sedlen frem fra inderlommen. Med ét lyste mine øjne op, jeg vidste pludselig ikke, om jeg skulle løbe hjem og omfavne mor, eller om jeg skulle fuldføre mit ærinde her i butikken. Jeg skyndte mig hen til køleren og fandt kirsebærsovs, sødmælk og piskefløde frem, derefter fluks hen og hive en pose mandler ned fra væggen, og så gik turen ellers op til kassen.
"jeg skal bare ha' det her, og det skal gå hurtigt, for jeg tror da nok at vi er nogen her som skal hjem og spise ris a la mande." Sagde jeg til ekspedienten, som smilede og sagde "Glædelig jul"

Med alle tingene under armene løb vi hen mod udgangen, hvor den ellers før så fantastiske dør denne gang blot blev betragtet som et hadeobjekt, idet den tog utroligt lang tid om at åbne. Døren fik åbnet sig helt og afsted gik det, hen forbi den vej, som før var et stort problem, men som nu ganske enkelt bare var et stykke flat areal ligesom alt andet.
Jeg kom op til huset, gik ind ad døren og så skete det. Jeg blev alt for optaget af alt andet end støvlerne. De blev glemt. Jeg fik dem flået af fødderne, og så blev de ellers bare pænt smidt hen til alt det andet fodtøj. Der endte støvlerne altså deres rejse, indtil de blev flyttet op på loftet.
Resten af aftenen fortsatte ganske perfekt, men her slutter altså historien om støvlerne.
Nu sidder jeg så med dem her og kan kun tænke positivt tilbage på den juleaften.

Så lidt skal der til, for at gøre et lille barn glad.