"Jeg tror altså, at hun vågner nu!"
   "Nej, hun sover stadig, bare skynd dig!"
   "Ja ja, jeg er næsten færdig."
   Jeg kunne godt høre dem, for jeg havde været vågen længe, jeg havde hørt dem grine da de kom på idéen, havde hørt dem finde tuschen frem, og hørt dem diskutere hvorvidt overskæg ville klæde mig. Jeg ville ikke vågne endnu, jeg nænnede simpelthen ikke at tage deres leg fra dem, faktisk lo jeg selv indvendigt, selvom jeg vidste, at om et par minutter ville jeg vågne og blive sur, sådan var traditionen. Det her var den bedste telttur nogensinde! Selvom alt det derhjemme stadig boblede i hovedet på mig, fik Sophies tusch mig til at grine, hendes hænder der forsigtigt tegnede i mit ansigt, fik mig til at glemme alt.
   Jeg slog øjnene op og greb fat om Sophies hænder og rev tuschen fra hende. Nanna hvinede og løb ud af teltet, og jeg lod Sophie løbe efter hende og smed selv benene ud af sove posen for at hoppe ud af den fugtige teltdør.
   "Hvad fanden har i lavet?" jeg grinede selvom jeg prøvede at lade være, og valgte i stedet at sætte i løb efter dem. Jeg havde stadig nattøj på, og rundt om mig gloede og grinede alle campisterne af mit nattøj og overskæg. Næsten alle, for midt i min pusten fik jeg øje på en lille pige, og jeg stoppede brat.
   Jeg havde set hende før, jeg vidste jeg havde set hende før! ikke fordi jeg genkendte hende, men fordi jeg genkendte hendes dukke. En slatten plastik dukke. Hvor havde jeg set den før? Jeg stod som forstenet og gloede, indtil det slog mig. Hun havde været der den dag, den dag hvor alt blev vendt, jeg havde husket hende, fordi jeg virkelig havde ønsket at være den dukke, bare kunne ligge i armene på en lille uskyldig pige, der holdt om mig uden at blande sig, eller snage, bare holde om mig. Men jeg var ikke den dukke, jeg ville aldrig blive den dukke. Desværre.
   Pludselig opdagede jeg, at Nanna og Sophie stod lige bag mig.
   "Er du okay? Du kom aldrig", Nanna var altid så bekymret, hun havde altid været den første til at ringe, bare man havde skrevet en sur-smiley på facebook. Hun var begyndt at klappe mig på skulderen. Normalt ville jeg have elsket at blive klappet på skulderen i den situation, men jeg skubbede hånden væk og vendte mig om.
   "Jeg er helt okay, i skal ikke have ondt af mig!" En løgn. Det var løgn at jeg var okay, og det var tydeligt, at de begge kunne se det, men det var ikke løgn, at de ikke skulle have ondt af mig. Jeg ville bare have sagt det stille og roligt, men i stedet råbte jeg ud over dem, hvilket jeg fortrød i samme øjeblik.
   "Det var altså ikke meningen, at vi ville gøre dig sur! Vi tegner altid på hinanden, det ved du sku da godt! Vi vidste ikke, du ville blive sur" Sophie var irriteret, men hun skældte mig ikke ud, det virkede mere, som om hun havde medlidenhed med mig,
   "Jeg er heller ikke sur!" Jeg stoppede, jeg ville have sagt, at jeg var skide ligeglad med tegningerne, men jeg orkede ikke at tage hele det-er-så-synd-for-mig-snakken, og valgte derfor bare at ryste på hovedet "Jeg er virkelig ikke sur, jeg har bare lige brug for at være lidt alene." jeg vendte mig om og gik, mens jeg kunne høre at Sophie og Nanna gik efter mig.
   "Lad mig nu bare være! Fuck af!" Jeg løb. Nu var jeg sur. Jeg var pisse træt af at alle skulle have ondt af mig. Jeg var pisse træt af altid at skulle snakke om alt, for ingen forstod det alligevel, det var så hult! Jeg var pisse træt af, at være hende man skule tage hensyn til. Jeg var pisse træt af alt, absolut alt. Jeg ville virkelig ønske, at jeg var den lille dukke, der kunne lukke øjnene og ignorere verden uden for. Men jeg var ikke nogen lille dukke, jeg kunne kun løbe. Jeg kunne løbe væk fra verden, dét var hvad jeg kunne.
   Jeg løb, indtil jeg faldt om på stranden, og først der lagde jeg mærke til hvor jeg var. Jeg var for længst væk fra camping pladsen og bade stranden. Her lå der sten overalt og havet var mørkt af tang og mudder. Jeg gik lidt og lagde mig så på en stor sten midt på stranden. Her ville jeg være, her var jeg alene, her var jeg fuldendt forladt.
   Solen bagte på min svedige krop, og jeg lukkede øjnene halvt for at skimme op mod solen. Det skarpe lys sad på nethinden længe efter, jeg havde lukket øjnene, det var men nu var det to forlygter, der kom nærmere og nærmere, og pludseligt gav det et kæmpe brag, og alt blev sort. Præcis som dén dag. Men i min drøm, var mine forældre der stadig, da jeg vågnede. Jeg følte mig som den lille slatne plastic dukke. Jeg kunne bare ligger dér og mærke solen, og ignorere verden omkring mig. Her var jeg alene, fuldendt forladt.