Verden er fyldt med mange forskellige individer, det medfører mange bekymringer og uheldige tilfælde. Hvis et enkelt individs bekymringer får konsekvenser for andre, kan utænkelige og forfærdelige hændelser ske. Måske skal vi alle sammen glemme vores bekymringer og bare leve livet.

I det sommer grønne græs lå han. Inderst inde vidste han godt at han ikke skulle have drukket den sidste øl, inden han var gået fra det gråhårede værtshus, men sket var sket tænkte han. Han tog sig til panden og ømmede sig. Hans kadaver havde for længst overskredet salgsdatoen og han vidste godt der ikke var langt igen i den anden ende. Derfor havde han besluttet at nyde de sidste par år, der var tilbage. Han smilede ved tanken om, at det var første gang i flere år, han kunne mærke de fæle tømmermænd.

Han kastede et blik omkring sig og prøvede at gennemskue, hvor den forhenværende aften havde ført ham hen. Den skarpe sol stod ham direkte i øjnene, han holdt hånden for solen og kiggede sig omkring. Måske var det hans øjne der bedragede ham, men han syntes ikke at genkende noget omkring ham.

Det var netop derfor Erik aldrig drak. Han led af forfærdelige forestillinger om, hvad der ville ske, hvis han lod sit blod blande med denne væske. Han huskede ikke hvad der var sket dagen før, og pludselig var denne følelse af forglemmelse og tømmermænd ikke en fantastisk følelse, men et mareridt. Han knugede sine hænder om græsset og mærkede en følelse af ubehag. Hans hjerte slog hårdere og hans åndedræt blev hurtigere og tungere. Langs pandens rynker, gled en svedig dråbe, den sneg sig ned over kinden og fortsatte sin vej ned af halsens rynkede struktur.

Erik huskede ikke hvad der var sket aftenen før, han huskede ikke hvem han havde mødt og han huskede ikke hvad han havde lavet, men dybt inde i hans underbevidsthed vidste han, at noget var helt galt.
   Hans indre ur tikkede pludselig om kap, med hans hjertes slag.

Måske var det nu, han bare skulle lade fortiden ligge, men han glemte aldrig dengang.
   Han var så bange for, at det skulle ske igen og var det grunden til hans endeløse bekymringer. Han var så bange for, hvad der ville ske ham, at han ville gøre alt for at undgå det igen.

Det var ikke noget Erik gik og fantaserede om, faktisk var disse tanker mere et mareridt end noget andet.
   Han glemte aldrig det kolde metal mod hans ansigts bare hud og de tusinde tankestrømme der fløj gennem hans hoved. Gerningsmandens hånd førte pistolens kolde metal ned af hans fugtige hud, maste den mod brystet og klemte sin finger om den lille metalsplit. Kuglen gravede sig vej gennem brystets muskulatur og borede sig ind mod det hårdtslående hjerte.
   Eriks krop var sunket til jorden, mens hans livs mareridt var forsvundet ud af butikkens bagdør.

Kuglen var stoppet kort før hjertet og til Eriks fordel overlevede han, efter flere måneder på hospitalet.

Efter denne hændelse havde Erik startet et helt nyt liv. Han turde ikke længere gå ud og enhver situation der kunne virke truende, var et helvede. Han var ikke længere sig selv og han mindede snart mere og mere om den mand, der havde ødelagt verden for ham.

Det gamle skrog knagede hele vejen og da Erik endelig stod på benene, mærkede han den voldsomme kvalme komme susende hele vejen op gennem kroppen. Efterfølgende af denne kvalmende fornemmelse kom hovedpinen, trætheden og redegørelsen for kvalmen.
   Han mærkede tørken i halsen og vandet i øjnene, han klemte et par dråber ud af øjenkrogen og lod dem vandre ned over hans kind.

Omkring ham var ikke et eneste tegn på liv, men det irriterede ham på ingen måde fordi, i dette øjeblik ønskede han ikke andet end at være alene.

Erik var i dette øjeblik bange for det ukendte.
   Han vidste at der måtte have været en grund til at, han ikke var stoppet med at drikke i går. Måske var han blevet nervøs eller måske var det noget helt andet. Måske ville han glemme noget.

Fjernt derfra kunne Erik høre en sirene. Hans mærkede hurtigt at sveden løb ham kold ned af ryggen, da lyden kom tættere og tættere på.
   Han gned sine fingre mod håndfladen, bevægede foden lidt hen over græsset og kiggede så op.
   Der holdte nu en politibil foran ham.

Nogle måtte have set Erik ligge og sove i græsset, fordi de to politimænd der sad i bilen, tilbød ham et lift hjem.
   Erik blev enig med sig selv om, at han nok bare aldrig skulle tænke tilbage til den aften, hvor han glemte alting. Måske skulle han bare leve videre fra nu af og glemme fortiden. Han ønskede ikke længere at gå og være bange og frygte sig selv. Han ville løsrive sig fra sin skræk og leve livet. Han ville mærke vinden blæse ham i ryggen, solen skinne ham i ansigtet og størst af alt, ville han mærke hvad det ville sige at være menneske igen.