Råbte op, skabte mig som en gal og så.. Blev jeg flov. Den skide kaffe havde skubbet mig ud over kanten af raseri og nu stod hun der og kiggede på mig, som var jeg en eller anden tosse. Pinligt.
   Det var 5 år siden sidst jeg havde set hende. Hun lignede vel et eller andet sted sig selv, men alligevel var der noget anderledes over hende, men okay.. Man bliver vel også ældre at se på over 5 år.

Hendes lange lyse hår hang ned over hendes skuldre og endte ved hendes brystparti, var det bare mig, eller var det blevet større? Altså brysterne. Hendes lyse hår matchede den røde trøje godt, hun var også blevet brunere, måske havde hun lige været på ferie. Efter kort tids studering af hendes nydelige udseende, fik jeg endelig fremstammet et nervøst hej.
   Mine øjne kiggede på hendes smukke ansigt, mens det ene ord forlod mine læber. De mødte et venligt smil og så hendes læber forme et tilbagevendende hej.
   Hun var alene, eller det var hun i hvert fald nu, så jeg tillod mig og spørge om hun var her alene. Hun forklarede mig, at hun kun var her for at få en hurtig kop kaffe, men at vi godt kunne snuppe os et bord og sidde og snakke lidt. Og selvfølgelig syntes jeg godt om den ide.

Efter jeg havde talt hende fra cafeens hæslige kaffe, bestilte vi begge to os en kop varm kakao. Hun sad længe og drejede den lille ske rundt i koppen, før hun sagde noget.

"Kommer du her tit?"
   "Hmm, en gang imellem. Jeg plejer jo for det meste at komme og få kaffe, men efter de har fået ny maskine, er kaffen jo ikke længere som dengang" svarede jeg hende.
   "Nej, det er nu ikke nogen kaffe, der er som den vi fik dengang."

Dengang, et ord der dækkede over den ene gang vi mødte hinanden på Cafe Smagløs. Ja, kaffen havde været rigtig god, og ja tiden jeg sad og snakkede med hende på cafeen havde været rigtig god, men der var en ting der ikke var særlig godt var, at hun aldrig havde ringet til mig efter vores dag på cafeen. Var det nu jeg skulle spørge hvorfor?
   Jeg besluttede mig for at gøre det.

"Så.. Hvorfor ringede du aldrig tilbage til mig?" Fremstammede jeg over lang tid.
   "Ja, det må du virkelig undskylde, men jeg.. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og ja faktisk.. Havde jeg en kæreste dengang, det må du altså virkelig undskylde Peter!"

Kæreste, dengang, to ord der ødelagde øjeblikket jeg havde ventet allermest på, siden dengang. Det øjeblik hvor jeg mødte den pige jeg havde drømt om hver dag, de sidste 5 år. Jeg sank den klump der sad og holdte alle ord jeg tænkte inde.


"Jamen.. Har du stadig det?" Spurgte jeg forbløffet
   "Jeg er gift sagde hun så," og tog sig til den ring der klemte om hendes ene finger.
   "GIFT!" Spurgte jeg igen, ret højt.
   "Ja, som sagt UNDSKYLD!"

Hun tog min hånd og kiggede på mig, mens jeg sad og var ved at få et sammenbrud. Den pige, som nu var en kvinde, havde jeg drømt om i 5 år. Der var ikke en nat, uden hendes lyse hår og de blå øjne. Der var ingen nat hvor hendes blodrøde læber ikke nærmede sig mine, hun var min ultimative drømmekvinde, men nu var alle mine drømme pludselig knust og forsvundet væk med sandheden, den sandhed der gjorde så ondt. Jeg tog min jakke og forlod cafeen, jeg vidste at i det øjeblik jeg lod dørene klappe i bag mig, at jeg aldrig ville se hende igen.