Det er aften. En ganske almindelig sommeraften og solen er langsomt ved at sænke sin runde skive ned i havet. Der er ikke mange ude nu, den lille by ligger stille hen. Kun nogle få surfere tumler i havets blide bølger.
   På hovedgaden går en pige. Lille og spinkel, men hvor spinkel hun end er, er hendes skridt faste og fulde af kraft. Tramp, tramp. Hvert skridt bliver plantet hårdt i fortovet. Hun nærmer sig vandet, men ikke hurtigt nok. En følelse af hastværk griber hende, og hun sætter i løb. Hurtigere og hurtigere løber hun. De få folk der er på gaden stirre på hende. Hun ser dem, men de er hende ligegyldige. Hun er i sin egen verden.

Hun når havet og endelig stopper hun op. Hun har tabt vejret og puster, men hun vil ikke lade sin krop tage overhånd. Hun tvinger sit åndedræt roligt, en af de eneste ting hun virkelig har kontrol over.
   Hendes øjne glider langsomt henover det dybblå vand. Helt ude ved horisonten er de små hvide skyer malet lyserøde af solen. En let vind fejer hen over havet og holder det i bevægelse. Stille går hun helt ned til vandkanten og her står hun stille og stirre længe ud over vandet. Der står hun længe, helt ubevægelig og ser ud på vandet. Kun hendes læber bevæger sig, ganske stille. Hun synger. En stille sang som kun hun kan høre, som kun hun har glæde af.
   Tårerne hænger lige i øjenkrogene. Hurtigt skubber hun skoene og stikker fødderne i det iskolde vand - det klare hjernen med det samme. Og holder tårerne tilbage for en tid. Hun bukker sig ned, stadig med blikket fæstnet mod et sted langt ude i bølgerne, og tager sine sko i hånden. Så rejser hun sig og går hen langs med stranden.
   Hendes skridt er tunge i det bløde sand, og for hvert skridt hun tager banker hendes tunge jakkelomme ind mod hendes side. Hendes læber bevæger sig stille, men stopper tit. Hendes hoved er tomt for tanker. Hun er på sin vis ikke længere i live.

Hun forlader stranden og går op i klitterne, her finder hun et sted at sidde med udsigt til havet, men en smule i skjul for verdens blikke. Her slår hun armene om knæene og lukker øjnene. Fantasien kan føre en langt og hun kæmper for at gøre sin så virkelig som mulig. Han kommer gående hen mod hende, ganske langsomt og sætter sig bag hende og holder om hende med stærke arme. "Far" hvisker hun stille. Tårerne klemmer sig på, men kun en enkelt løber ned af hendes blege kind. Hun sukker dybt.
   Farens arme forsvinder, han bliver ført bort. I stedet hagler minderne ind over hende. De tabte minder fra hendes tidlige år, dem der bare er tåger. Billeder af de ting hun helst vil glemme, af skænderier. Hendes fejl! De kunne fylde en hel bog og hun ved det. I det samme mærker hun lommens tyngde mod sit lår.
   Langsomt hiver hun sin fjende og ven op af lommen. Åh, hun ved hun vil fortryde det, men det lindre. Det hjælper ikke at nive sig i låret, eller hive i sit hår altid. Og i dag skal der stærkere midler i brug.
   Bladet er blankt og skarpt. Hurtigt trækker hun ærmet fra sin arm så huden bliver synlig. Så kommer kniven og skære lystigt i hendes kød. Det er væmmeligt. Men smerten lindrer og holder hende fra sindssygens rand - gør den ikke? Kniven falder ud af hendes hånd og hun holder fortvivlet om sig selv. Tårerne får frit løb. Hun skammer sig over sig selv, skammer sig så grusomt. Tænk at gøre sådan noget, det er jo ikke engang fordi hun har det så svært - der er da folk som har det værre.

Hun sidder der længe indtil tårerne er tørret ind på hendes blege kinder. Det er blevet sent, hun må hellere komme hjemad.

Stille og roligt vandrer hun hjemad. Vinden leger med hendes hår og pisker det rundt i hendes ansigt. De få tåre der stadig triller ned af hendes kinder river vinden også med sig. Hendes øjne er røde, og hun håber i sit stille sind, at hendes mor ikke opdager hun har grædt.
   Lige inden hun når helt hen døren derhjemme, tørrer hun øjnene endnu en gang og sætter sit bedste falske smil op og går ind. Hun hilser pænt på sin mor og undskylder sig så med at hun er træt og vil i seng. Der er lunt og varmt i stuen og ilden i kakkelovnen buldre, skønt det er sommer. Det trækker i hende at blive siddende, bare lige lidt. Men hun hører ikke til der, ikke lige nu. Stille lister hun ind i seng og her ligger hun længe i mørket og bare ser ud i luften.
   Flov. Åh, så flov hun er over det hun har gjort. Tårerne begynder at presse sig på endnu en gang, og snart flyder en vild strøm ned over hendes kinder. Hendes krop er træt og forvirret over al den smerte den rummer, den svare igen ved at begynde at ryste - sådan ligger hun længe og ryster og græder, indtil hun udmattet falder i søvn.