I dag lænede jeg mig tilbage
på mine smerter og tænkte på dig.
Jeg oplevede igen et øjeblik
vores beskudte drømme
og din gåen som om
du ikke ville vende tilbage.

Sørg ikke!
Stilhedens sværgende nætter,
de venskaber vi har brugt vores liv på
er blevet utaknemmelige og fulde af utro...
Det er faktisk dem,
der har været utaknemmelige,
og forladt os i samvær med utroskab.
Det er længe siden,
de gader vi gik rundt på, glemte os.
Vores fattige drømme,
er blandet sammen med rendestenene...
Som du vel forstår,
har alt og alle forladt os,
før tiden var inde!

I en uduelig tids galge,
har vi mistet vores ungdom.
Fordi vi begik den synd at leve...
De har altid været ligeglade
med vores tårer;
først blev der trådt på vore håb,
der endnu ikke havde set dagslys,
og derefter gik de bare..

Mine øjne er blevet bange
af at kigge bagud ...
Og din fravær piner mig
mere end sædvanlig...
Hjertet suger sig fast
ved ethvert minde...
Og mine hænder, søger
forsvundne venners hænder...

Ved du hvad min evigheds ven!..

Livet går hånd i hånd med tiden...
Det er måske muligt at glemme alt,
men kom og se,
broderskab og forræderi
er ikke til at glemme!

Vidste du at
lette smerter måske kan tale
men tunge smerter er stumme
min evigheds ven!
Øjne har vænnet sig til tårer,
og dagene til sorg.
Vores liv er ligesom en indånding
i livs vandfaldets læber..
Heltene er væk.. ærlighed er væk..
allevegne er vi omringet af forræderi ...

Hvad er det vi siger "livet" til;
en ukendt skrift i håndfladerne...
Længsel; i livets strøm...
Disse dage er et tegn på
en følelsesløs efterår...
Skønhed; er under arrest
i Züleyha's slotte.
Anstændighed, er billedgjort
på en sønderrevet skjorte...
At være smidt ned i disse brønde...
er værre end at være
i fangeskab med byrøvere...

Disse dage;
er tilbage fra de faldnes årstid...
Ved en dekoreret nats knæ,
har vi ikke andre tilbage
end Bedir's krigere.
Vores skuffede
og ligeglade hjerter
er på jagt efter en fordampet fortid.
Også i dag holder natten
rigtig fat om sorgen.
I en ukendt stjernes stråler,
har vi ventet på fortidens
og fremtidens kærlighed.
En forvirret følelse er faldet
til bunds i vores sind,
ligesom en klagesang..
Længslen sønderriver vore lunger,
ligesom følelsen for en elsket
der for nylig er mistet..
Vores kærlighed var et hus
på landet,
hvor vi havde ladet
vores hjerter ligge...
Ligesom en drøm i et eventyr,
noget unavngivet var vores kærlighed.

Årstiderne er begyndt at udtørre,
vi er havnet i vores livs' ørkner...
dette savn er ikke noget kendt,
pludselig er vi blevet
vores kærligheds fremmede.
Mordere drikker vores blod
af et "hellig glas"...
Sorg er profetens ven...
Hvad kan man sige, min evigheds ven?!

I dag, efterlader jeg dig;
sindsløse sætninger
som du hele dit liv
vil omfavne med en dødelig længsel...
Jeg efterlader dig små glæder
med en smag af forblødte franskbrød
og lægemidler der aldrig vil hele dig.
Jeg efterlader smerter som depositum
og som ingen vil vide noget til.

Vi var to par vorte fulde hænder
ved intethedens kolde ansigt.
Vi var steppens ensomhed;
i vores landsbys ensomme bjerge,
overmættede af hyrdefløjtens rytme...

I dag, efterlader jeg dig;
kulden jeg følte den aften du gik,
der trængte ind i marven og hjertet..
Og de sne partikler
der kyssede dens jord.
Jeg efterlader dig;
den gentagne gange sungne sang
fra en hyrdes fløjte,
der ved hver fløjt
tager livet igen
af en Yemen martyr..
Og jeg efterlader;
en klagesang,
som synges i hvert hjem,
i hvert land,
som synges for en mistet søn.

Jeg efterlader dig fattigdom
og bønfaldelse hver dag,
fem gange,
samt en ensomhed,
der vil skælve dit hjerte...

Kære evighedsven,
jeg kan ikke opråbe mit savn,
som jeg har vasket med mine tårer!
Derfor efterlader jeg dig længsler
jeg ikke kan udtale og en sorg,
som uden grund falder til i hjertet.
Jeg efterlader dig forladelser,
som efterspørges på en gravplads..
Med en mere end nogensinde
ufrivillig ondskab,
efterlader jeg dig til dig selv...

Jeg efterlader dig mit hjerte,
evighedsven.. mit hjerte...