I årevis har jeg ladt dig leve i mig,
men dine grådlabile grønne øjne,
har frataget havet dens skyer
stormene er blevet angste, havet er i depression
selv fuglene flyver
bort med dine billeder

På bjergstier har du skrevet mit navn
uden nåde har du trådt på min værdighed
I årevis har jeg ladt dig leve i mig
men dine grådlabile grønne øjne,
er som ildkugler, brænder mine drømme
ved hver middagstid sender jeg dig bort
fra mit sjæls ufrugtbare jord

Ved ikke om jeg skal kalde dig et fortvivlet håb
Ved ikke om jeg skal kalde dig en skør kugle
I en dyb afgrund leder jeg efter dit hjerte
Ved ikke om jeg skal sige kom tilbage
eller glem mig

I årevis har jeg ladt dig leve i mig
men dine grådlabile grønne øjne,
har frataget mig mine drømme
I kærlighedens hav er vandet udtørret
det sidste forår har forladt vores hjerter
roserne er visnede, håbet er forsvundet
nu har jeg kun savnet tilbage