Århus får mig til at tænke på dig,
dens øjne er mindst lige så blå som dine

stadig, som en smilende tulipan
sender du mig i eksil
som en borg der er beskyttet fra alle sider
er du indhyllet i en foreviget mystik

skibe sejler væk,
ligesom du også går bort
dine blå øjne spejles i vandet
melankolien er en bølge, alene og dyb
du lader mig blive tilbage i Århus

uden dig, vil hverken byen
eller havnen være det samme
du går bort, og Århus vil være en ruin
selv mågerne, vil også flygte,
vandet vil trække sig tilbage
Århus vil finde sig selv i ørknen

solen spejler sig i alverdens farver
jeg finder den, mens den reder dit hår
daggryet skiller sig fra nattens mørke striber
mens jeg leder efter dine hænder

vil denne mystik åbne sig uden dig
er du stadig uvidende om mit hjerte,
jeg kan skrive dit navn på himlen, men
så vil jeg også miste mine drømme
en måneskins nat.