Håbet er en fuglefjer nu, svæver i intethedens åsyn. Ikke uden grund har jeg tilkaldt dig. For mit hjertes skyld ønsker jeg dig. Hold fast ved skyerne, kom med regnen. Fra det sted hvor solen står op og går ned. Kom med et forår der kun er min. Kom, så intethedens fodtrin høres. Himlen er et uundgåeligt jordskælv, der gemmer i sig en udødelig tiltrækning. Trækker vores liv mod en endeløs vej. Kom, så sorgen ender for denne sørgende. Kom med blomsterfuglene. Kom med gådevisende spejle. Kom ikke hvis du vil lade mig være uden dig. Kom med lys til mine formørkede verdener..

Jeg ved ikke hvad der er at fortælle, når du kommer, hvis du kommer, men for din skyld ønskede jeg et hjem i himlen, hvor vores drømme, vores håb, ville vende tilbage og drukne os i lykke, men som de første var det dem, der gik bort. For din skyld tørrede jeg mine tårer, som mit savn, min venten, ville udtrykkes ved og gøre dig sørgmodig, men som en falsk helt var det dem, jeg ikke viste dig. Jeg har prøvet, men håbløsheden har spindet sin væv over os, og hvilken retning vi end vælger, nu, vil kompasset forvirres. Natten er bælgmørk og natten er soleklar, nu hvor jeg tænker på dig, rotter alle modsætninger sig sammen..

En dag mere er slut, vil slutte i stilhed. Mine følelsers styrke aftager en efter en. Jeg kan ikke huske hvor længe det er siden, men en stille gråd siden føltes endeløse veje endebragt, og du var virkelig for mig. Så sluttede drømmenes glæde også, det er som om jeg indser, at det hele består af en tom forventning. Når jeg har mareridt end en for længst glemt god stunds minde ved jeg at selv mit indre syn ikke mere er mig troværdig. Når mine øjne ikke længere ser dig, hverken her eller i det hinsides, ved jeg at det hele kun har bestået af en for længst slukket ildebrand..