Det er farligt at være en tegneseriefigur. De kan ikke sige til andre, at de skal se sig for uden at gå ind i et træ, støde ind i en anden person eller falde i et hul. De har også en utrolig evne til at bryde de principper, de lige akkurat har belært andre om. Jeg har altid moret mig over den Tintin-episode, hvor Kaptajn Haddock belærer sin hushovmester Nestor om, at når man tager røret og det er en, der har fået forkert nummer, så skal man tale pænt og høfligt, men da kaptajnen selv tager røret og det endnu engang er en, der skal have fat i slagteren, så svarer han med højrødt ansigt: "Nej for hulen, det er ikke slagterbutikken! Ved De desuden ikke, at det er farligt at telefonere i tordenvejr, frue? Ellers skal jeg sige Dem, at.." her afbrydes replikken af glas, der knuses.
Tegneserieforfatterne udnytter en elementær naturlov: det får os til at le, når en person bryder en regel, han selv lige har belært om. Det viser jo, at det er farligt at belære andre, for ens egne fejl bliver synlige og påfaldende, lagt mærke til, og det er ikke altid det vækker latter som ved tegneseriefigurerne, det kan også vække forargelse.
Et træk ved den schweiziske filosof Rousseaus liv, som de fleste forarges over, er, at han ikke selv beholdte sine børn, men sendte dem bort til en opdragelsesanstalt. Når det er bemærkelsesværdigt, så skyldes det, at han er berømt for sine skrifter om børneopdragelse og far til den moderne, såkaldt frie pædagogik. Der kunne givetvis nævnes andre betydelige personligheder i verdenshistorien, der ikke formåede at opdrage deres egne børn, men når det bemærkes i denne kendte filosofs tilfælde, så er det netop fordi mange af hans skrifter handlede om børneopdragelse.
Men også i undervisningssituationer finder det sted.
For mange år siden gik jeg til skriveundervisning hos Bente Clod, som bestemt gjorde det udmærket, men en af de andre deltagere havde lånt nogle af hendes egne skønlitterære bøger på biblioteket, og da nogen af os efter en time hyggede os på den nærmeste cafe, påpegede han, at vores lærer brød adskillige af de principper, som hun belærte os i timerne. Heraf kunne vi lære, at en skriveunderviser må finde sig i, at fejlene i egne tekster bliver bemærket.
Med dette kan jeg blive grebet af rædsel, da jeg selv er underviser. Jeg har undervist en del i guitarspil og har flere gange sagt, at når man skal improvisere en solo, så skal man ikke skal fylde op med et væld af toner, hellere få udtryksfulde toner, men den dag de hører mig spille i et band eller ved en jam, hvor jeg lader mig friste til at vise mig lidt og vælter mig i toner, da vil de lægge mærke til det, det må jeg se i øjnene. Er man underviser eller om man bare via en indskydelse vil belære andre, så vil ens egne fejl blive iøjnefaldende.
Mest tydeligt blev det, da jeg gik på voksenunderviseruddannelsen. Her blev der undervist i at undervise, og når de fremlagte principper blev brudt af underviseren, så skete det så godt som samtidig med, at de fremlagde principperne, det gjorde fejlene ekstra tydelige. Her blev undervisernes brølere endevendt grundigt i frikvarterer og cafe-hyggestunder efter dagens slutning.
Jeg tvivler på, at der findes nogle undervisere, der ikke i større eller mindre grad har brudt de principper, som de prøver at lære fra sig. Men så er det en slags erhvervsskade: bruddene bliver ekstra iøjnefaldende for andre.