Så fik jeg endelig taget mig sammen til at besøge mit nærmest beliggende museum, Arbejdermuseet.
Ret beset har jeg i mange år følt mig temmelig fjollet, for jeg har, siden jeg flyttede ind i min nuværende bopæl, besøgt British Museum i London, Louvre i Paris, Vatikanmuseet i .. øh, Vatikanet (hvis jeg havde skrevet Rom, var Vatikanet kommet efter mig), Tønder Museum, Grænsemuseet tæt ved Tønder, Ribe Bymuseum, Arken i Århus og flere andre museer i fremmede byer, nogen af dem endda rimeligt fjerntliggende, men jeg har ikke engang fået besøgt min nærmeste nabo, som er et husnummer efter mig. De har endda flere gange haft særudstillinger, der lød særdeles tillokkende, når jeg i min dagligdag passerede forbi og så plakaten, men så har der altid været den klassiske undskyldning, at der jo er så meget at se til i hverdagen.
Men nu skulle det være, jeg havde fridag, min skriveinspiration var gået død, og jeg havde ikke noget særligt på programmet, så jeg gik derover og fik så dermed et indblik i, hvordan arbejderne havde levet i det tyvende århundrede - her var jeg ved vanens magt lige ved at skrive dette århundrede.
Et af interiørerne havde endda genstande, som jeg kunne huske fra mit barndomshjem, og i opstillingen af en gammel købmandsbutik genkendte jeg erstatningskaffen Richs, som stadig eksisterede i min tidlige barndom. Så begynder jeg lige at tænke, hvornår jeg selv skal på museum. Den samme fornemmelse havde jeg af lokalerne, hvor det handlede om den kolde krigs tid, et fænomen som jeg er vokset op i skyggen af.
Arbejdsløsheden i trediverne er før min fødsel, men hver gang jeg ser den fremstillet gribes jeg af gru. Det er godt nok en dans på roser at være ledig i dag, der er rigeligt af torne at stikke sig på, men dengang var det nærmere et tjørnekrat. Avisudklip fra den tid fortalte, at også dengang sagde man i visse kredse, at de ledige selv var skyld i det, de havde for lidt motivation til at gå i arbejde og der måtte derfor skæres i fattighjælpen. Denne holdning til ledighed er altså ikke et nyt fænomen, og mennesker, der har denne holdning, vil fastholde den, uanset hvor elendige de lediges vilkår er. For mig var det endnu en god grund til ikke at tage denne holdning alvorlig.
Uhyggeligt var det også at se millitariseringen af det politiske liv i samme årti. De kolde vinde fra vores naboland mod syd viste sig ikke kun der, hvor man åbenlyst gik med hagekors, det trak rigeligt af den vind i de etablerede partiers stuer. Endnu engang må jeg sige, at faren for nazismens tilbagekomst ikke ligger der, hvor de åbenlyst fejrer Rudolf Hess, men der, hvor tendenserne viser sig i små bidder, ofte hos mennesker, der ikke er klar over det selv. Jeg måtte konstatere, at sådan var det også dengang.
Da dette specielle museum er større end det ser ud til udefra, så var det ikke alt, der blev set på lige grundigt, men det betyder så, at det ikke bliver mit sidste besøg hos min hyggelige nabo.