Jeg så hende fra busvinduet i dag. Hun var genkendelig, selv om årene var gået og alderen havde sat mærker, da hun er lyshåret var de første grå hår ikke påfaldende.
   Hun var en person fra min fortid, som synes så fjern, som om det var en anden tidsalder eller ligefrem fra en fremmed verden, som jeg engang var kommet ind i via en magisk port.
   Eller er det denne her verden, der er den fremmede verden? Var det verden dengang, der var den virkelige? Hvilken magisk port er jeg så kommet igennem?
   Er den midaldrende mand, der så hende i dag, virkelig identisk med den unge mand, der dengang var usikker og nervøs for sin fremtid?
   Egentlig ville jeg gerne have snakket med hende for at høre, hvordan hun havde det, men min bus kørte, og da jeg skulle nå en aftale kunne jeg ikke så godt stå af.
   Hvorfor egentlig også det? Hun har nok glemt mig. Der var en rude mellem hende og mig, og havde jeg mødt hende ude på fortovet, havde der formodentlig været en mur imellem os.
   Det hindrede ikke synet af hende i at vække minder.
   Vi blev aldrig mere end venner, som man siger.
   Hvorfor siger man egentlig det, er det ikke meget at være venner? Men det siger man altså. Jeg ved godt, at det er ment i modsætning til at være kærester, men "kun" venner, "bare" venner. Som om venskab ikke betød noget!
   Det gjorde mig trist, dengang jeg mistede kontakten med hende. Jeg overvejede, om jeg alligevel var lidt forelsket. Det er da "risikoen", når en mand og kvinde er venner, det ved jeg, men måske var det bare sorg over tabet af en god veninde. Vennesorg er også smertelig, den overdøves bare ofte af det meget skråleri om kærestesorg.
   Hun var som to personer, den venlige og glade pige, der lavede meget sjov, og en usikker, nærtagende pige. Det kunne skifte fra den ene til den anden med kort varsel.
   Hun hoppede ud af sin uddannelse, fordi hun ikke kunne klare den mindste smule modstand i den. Hun kunne ikke holde fast på nogen af de jobs hun tog efter det, den mindste ulempe fik hende til at give op.
   Det samme problem havde hun i forhold til mennesker. Hun kunne ikke holde fast på kærester, venner eller bekendte. Den mindste konflikt fik hende til at give op.
   Gentagne gange følte hun det som et nederlag, og ingen syntes at have nederlag som hende.
   Min vilje var god nok, men rakte ikke til at korrigere forvrængning af proportioner. Jeg bar over med hendes ustabilitet, men da hun flyttede og brændte alle broer, var der intet at gøre mere.
   Dog er det den venlige og glade pige, som jeg husker.
   Den aften, vi spillede komedie sammen, den bløde mand og den hårde kvinde. Den var morsom for os, men sikke et held vi ikke havde tilskuere.
   Vores små musikaftener, som vi i ironisk selvhøjtidelighed kaldte Schubertiader.
   Den sene nat efter en teatertur, hvor vi spillede opdagelsesrejsende i mørke.
   Der var hun så, tredive år ældre som jeg, som en lukket forlystelsespark mindede hun om den spas, der er slut nu.
   Bussen kørte mod det liv, jeg nu var forpligtet overfor.