Hun gik på landevejen, det regnede. Alt omkring hende græd, ligesom hun. Hun havde ikke set solen i flere dage. Det var som om den aldrig ville vise sig igen, som om den heller ikke kunne lide hende. Men hvad var det hun havde gjort der var så forfærdeligt, og hvorfor var der ingen der svarede hende derom, når hun spurgte.
På sin vej hjem, mødte hun mange mennesker. De fleste lod som om de ikke så hende, var hun virkelig så grim at ingen ville kendes ved hende. Hun holdt fast i at så længe ingen kendte hende, så længe ingen af dem gav hende en chance, så havde de ingen grund til at bedømme hende på forhånd. Alle deres åndssvage fordomme, kunne de godt pakke væk igen. Hun var ikke anderledes end dem, hun havde bare levet et andet liv. Men i den samme verden, og selvom hun tit havde hørt sætningen: "Bare vent, den virkelige verden, er ikke for tøsedrenge..."
Hun var født ind i den virkelige verden, hun havde mødt den. Og i øvrigt altid levet i den, for der findes ingen forkert verden. Bare fordi man ikke bor hjemme hos sin mor og far, gav det dem ingen ret til at bedømme hende. Sådan var det bare. Vi lever alle i den samme verden, og nogens kamp for en plads i livet er hårdere end andres.
Hun havde også mødt de der altid kun havde ondt af sig selv, og ønskede medlidenhed. Men hvad med om de kom videre i deres liv. Det var altid små ting de snakkede om at have oplevet. Når hun prøvede at hjælpe dem, gjorde de hende altid til grin. De havde i hvert fald ikke brug for hjælp. Det var de mennesker hun kunne forære Amalienborg og de ville stadig ikke være tilfredse. Intet i verden kunne gøre dem tilfredse, de søgte kun medlidenhed. De var de personer hun ikke kunne klare. Hun ville så gerne hjælpe alle på sin vej, men dem magtede hun ikke. Hun havde så tit prøvet at hjælpe disse, men måtte opgive, bedst som hun troede hun var nået ind til dem. Der var ingen indgang ind til dem. De stod IKKE til at redde. Og havde hun foræret dem en smule hjælp, vendte de det altid imod hende selv igen. På den måde havde de det bedst.
Der var dem der på forhånd altid ville hade hende, dømt på forhånd. Men at hade nogen, er også nemmere end at elske dem. For det at "hade" ved vi alle hvad er, men at "elske" nogen, kan være mange ting. De fleste tror det er farligt, de skyr kærlighedens liv. At møde et menneske der vil en så meget godt, at det næsten var parat til at ofre sit liv for en, må da være noget særligt. Hvorfor reagere så mange så med at hade dette menneske. Fordi man er jaloux, og så er det nemmere at hade det, for det kan man forholde sig til. Man skal endelig ikke lukke op for det, for tænk hvis nu man kom til at holde af det. Og måske endda lære noget af det. Nej, så hellere holde os til had og fordomme. Det er klart det nemmeste. Vi forlader vores ansvar.
Så var der også dem, der kunne reddes. Dem hun kunne hjælpe, de der bad om det. Som om hun var den eneste der kunne helbrede dem. Som om hun var en gud for dem, de bad til hver gang de behøvede gode råd, eller hjælp. De var ikke bange for at bede om hjælp, eller at tage imod den. I blandt dem, blev hun ikke gjort til grin. Hun følte sig noget værd, når folk tog imod hendes hjælp, og ikke var bange for at bruge den positivt. Hun følte i få sekunder at livet var værd at leve, at det var det har hun havde levet for. Og at det havde været det hele værd. Hun følte at nogen endelig så på hende og gav hende den chance, hun så længe havde længtes efter. Hun mærkede lykken var med hende, hun mærkede at dér fandtes kærligheden. Den kærlighed hun havde ledt og længtes efter. Her fik hun den anerkendelse hun fortjente. I dét øjeblik, følte hun sig hjemme.
Hun levede for de øjeblikke, velvidende om at de ikke varede for altid, og velvidende om at rejsen ikke endte der. For når de havde fået deres hjælp, var hun pludselig ikke god nok mere, og så fortsatte hendes uendelig rejse.
Hun forlod dette øjeblik, velvidende om at hér havde hun udrettet noget. Her havde hun gjort sin gerning, hun havde hjulpet Gud. Om han så ville det eller ej.
Hun havde levet og vandret for disse få sekunder - øjeblikke, hun havde vandret i dage, i år. Hun havde vandret for altid, hun vil vandre for altid. Hvis ikke noget får hende til at finde hjem.