Vi har som alle folk vores traditioner. På ordets længste dag brænder vi et bål, synger Drachmanns midsommervise, der de senere årtier ofte er blevet sunget på Shubiduas melodi frem for Lange-Müllers, og glæder os over den lyse nat.
Vist er det da hyggeligt, hvis man gør det med mennesker man har det godt sammen med, men ligesom nogen skælder ud over julen, så føler jeg også lidt trang til at skælde ud over Skt. Hans. Ikke det kommercielle forretningsræs, det præger ikke fejringen af årets længste dag i så høj grad. Heller ikke stresset og jaget og de spændte forventninger, der skuffes. Det venter jeg med at diskutere, til vi når årets korteste dage.
Skt. Hans har en ting, der egentlig gør mig ubehagelig til mode, og det er heksen.
Min kusines dreng, der for nylig er blevet konfirmeret, blev, da han var mindre, bange for Skt. Hans heksen og syntes det var synd for hende. Er det egentlig ikke en sundere reaktion på denne skik end de voksnes "barnlige" glæde?
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg hverken finder denne skik morsom eller hyggelig, af den simple grund, at heksebrændinger engang var blodig alvor.
En af mine ubehagelige Skt. Hans minder var engang, da jeg så Dreyers film Vredens Dag i tv, der foregår i 1600-tallet. Filmen indeholder både en torturscene og en heksebrændingsscene, og resten af filmens dystre handling spiller på frygten for, at det også skal ramme filmens kvindelige hovedperson. Da det få dage efter var Skt. Hans, var jeg med til en fejring, hvor der var en heks på bålet og der blev smidt de såkaldte heksehyl ind i ilden. Det gjorde mig klam over hele kroppen at høre dette, da de lød som de rigtige skrig, jeg lige havde hørt i ovennævnte filmscener.
Hvad ligner det egentlig med en festskik, der bygger på et sort kapitel i vores historie? Lad os forestille os at tyskerne holdt bål, hvor man brændte dukker forestillende jøder? Så tror jeg, der ville lyde et ramaskrig, og med god grund! Men vi laver altså sjov ud af hekseforfølgelserne, der ikke var det mindste sjov overhovedet og i princippet er lige så brutalt som Holocaust.
Vi har det med at sige, at de jo ikke vidste bedre dengang, men har man læst den svenske forfatter Jan Guillous udmærkede dokumentariske bog om hekseprocesserne (Heksenes Forsvarere), finder man ud af, at de faktisk vidste bedre dengang, og derfor var uden undskyldning. Der var røster, der talte mod hysteriet og overtroen, men de blev dysset ned. Så dengang var det et oppisket hysteri, ligesom da Hitler piskede et hysteri op mod jøderne eller som der kan piskes en lynchstemning op. Rystende er det især, at vores folkekære konge Christian den Fjerde i den grad var en ivrig hekseforfølger. Den side af ham fortæller man ikke, når man fortæller om bygningen af Rundetårn og Nyboder.
Vi skal naturligvis ikke glemme det sorte kapitel i vores historie, lige så lidt som vi skal glemme slavehandelen på De Vestindiske Øer eller samarbejdspolitikken under besættelsen. Det er jo ikke meningen vi skal skønmale os selv som danskere, men den modbydelige skik med Skt. Hans heksen må for min skyld godt blive afskaffet. Den tjener i virkeligheden kun skønmaleriet af os selv, fordi den bagatelliserer et af de sorte kapitler.
Dermed ikke sagt, at man skal holde op med at hygge sig ved bålet på årets længste dag.