Der kan let ske sprogforviklinger, når folk fra forskellige lande mødes, også når nogen skal lære et fremmed sprog.
Jeg har hørt, at en turist i København ikke kunne forstå, hvorfor alle foran ham i køen stod og sagde pøbeløb. Sådan hørte han Dankort-brugerne sige: På beløbet.

I den forbindelse kan jeg fortælle, at min onkel og tante havde et australsk udvekslingsbarn boende, der hed Jenny. Da de havde en kat, undrede hun sig over, at de nogle gange kaldte den en kat, andre gange en mis. Hvad hed den egentlig, spurgte hun. Her til svarede de, at den hed begge dele. En dag, da Jenny var den, der skulle fodre katten, åbnede hun vinduet for at kalde på den og råbte: "begge dele!"

Apropos hvad man kalder katte, så kender jeg et dansk-norsk ægtepar, der en overgang også havde kat. Det var på det tidspunkt, deres datter var ved at sige sine første ord. Hun kunne slet ikke forstå, at hendes far kaldte katten for en mis og hendes mor kaldte den en pus, så hun kaldte den en pis totalt uvidende om, hvad det ord betød.

Jeg har jo boet i Norge, så jeg har selv prøvet nogen af de måder, danskere og nordmænd kan misforstå hinanden på.
Da jeg en af mine første dage deroppe omtalte en, jeg havde mødt dagen i forvejen, som et rart menneske, kunne jeg ikke forstå, hvorfor de kiggede forvirret på mig. Indtil det gik op for mig, at rar på norsk betyder mærkelig.

Et par dage efter var det min tur til at blive forvirret, for jeg havde haft besøg af nogle nordmænd på min hybel, og da de sagde farvel sagde de, at det havde været en artig kveld. Hvorfor siger de det? Hvad havde de ventet? Ganske vist kom jeg fra et land med fri porno, men behøvede de af den grund at betone det så kraftigt? Indtil det gik op for mig, at artig på norsk betyder spændende, inspirerende.

Det var snart mig, der blev helt forvirret igen. For en ung pige begyndte at fortælle om nogen erindringer om hendes forældre, der for nylig var døde, og hun sagde, at hun var bange for at komme til at grine. Det lød da mærkeligt i den forbindelse, men jeg fandt da ud af, at grine på norsk er at græde.

Snart var det igen nordmændene, der blev forvirret over noget, jeg sagde. For vi havde stået og lavet skæg med både det ene og det andet og havde leet højt. Flere af os kunne ikke stoppe igen med vores latter, så jeg sagde, at vi var nogle værre grinebidere. Jeg fattede ikke deres forvirring før jeg fandt ud af, at grinebider på norsk er en kværulant.

I disse situationer gælder det vist om at tage alt i bedste mening.