Vi har fejret 60-årsjubilæum for befrielsen, som for vores og Hollands vedkommende er 4. maj. Når vi kommer til 8. maj, fejrer andre dele af Europa jubilæum, for der sluttede 2. verdenskrig i Europa med Tysklands kapitulation. Amerikanernes fejring kommer i september, vi europæere har det med at glemme, at Stillehavskrigen, varede nogle måneder længere.
Så er det væsentlige ikke krigen. Det væsentlige er dem, der anstiftede den, nazisterne. Det er jo et tilbagevendende spørgsmål: hvordan kunne det ske? Hvordan kunne folk hoppe på den? Hvordan kan vi forhindre, at det sker igen?
At Hitler var en stjernepsykopat er for så vidt tydeligt nok, men det er jo ikke ham, der er interessant, den nazistiske ideologi er og bliver som den er, uanset hvem der fører den til magten. At der i dag kan opstå nynazistiske bevægelser og at der er røster, der vil bagatellisere eller ligefrem benægte Holocaust, er et rystende bevis på en fransk filosofs udtalelse om, at vi ikke lærer af historien.
Jeg kan ikke løbe fra, at faren egentlig ikke er dem, der selv ved de er nazister og ligefrem er så dumme, at de siger det højt. Faren er, at den kan ligge som tendenser hos mennesker, der slet ikke ved det selv. Vi møder det jo:
"Demokratiet er en besværlig styreform, det går så langsomt. Lad os få en stærk mand, der ordner det hele."
"Vi er alt for blødagtige i vores retssystem, lad os handle ekspedit og få dem skudt, så vi heller ikke skal betale skat for at de sidder i fængslerne."
Vi skal ikke glemme, at selv mennesker, man ikke ville tilskrive nogen nazistisk tankegang, faldt for Hitler, fordi han fik folk i arbejde. Min egen morfar havde faktisk været tyskvenlig af samme grund, men fortrød det hurtigt efter 9. april 1940, og som jeg kendte ham var der ikke skyggen af ægte nazisme i hans holdning.
Disse tendenser forstod Hitler, for den sags skyld også Mussolini, at spille på. Den rette manipulator kan spille på dem i dag.
Hvad så, når det sniger sig ind i den politik, der føres? Det er jo strafbart i Tyskland at sige, at holocaust ikke har fundet sted. Selv om jeg bliver lige så gal i skralden som mange andre over at nogen kan sige det, så er spørgsmålet om et forbud af den type i virkeligheden ikke er at overtage nazisternes metoder. Det er jo en god grundregel: når man vil bekæmpe demokratiets fjender med disse fjenders egne midler, så har demokratiets fjender fået listet noget ind ad bagdøren.
Hvad med dansk politik i dag?
Vi har den diskriminerende starthjælp, hvor der gøres forskel på folk efter deres etniske oprindelse. Jeg er ikke muslim, islams holdning står mig fjernt, men når vi forsøger at integrere efter disse metoder, har vi så ikke overtaget nazisternes metoder?
I dag lever kommunerne højt på aktiveringen af de ledige. Skattestoppet finansieres ved, at man sætter de ledige til at gøre offentligt arbejde for kun kontanthjælpen, og når de gør det figurerer de ikke i statistikken som værende ledige. Derved har man valgt en kosmetisk løsning på arbejdsløsheden, der tydeligt ligner, da nazisterne tvangsudskrev de ledige på social ydelse til krigsindustrien og så strøg dem fra ledighedsstatistikkerne.
Hvad med kulturpolitikken? Vores største kulturdanner Danmarks Radio har totalt overtaget de reklamefinansierede kanalers fiksering på seer- og lyttertal, og derved indsnævres alsidigheden. Ensretningen klares fint uden et totalitært system, så snart der er profit med i spillet. Det er så en ting, men at staten ligefrem støtter det som f.eks. det oppumpede H. C. Andersen show, så er det man spørger: har man overtaget nazisternes ensretning af kulturen?
Med andre ord: stille og roligt kan det liste sig ind i den gængse politik! Midlet er, at tale imod det.