Det var i 1962. Dengang jeg var ung. Timerne var lange. I skolen altså. Det var anderledes. Jeg gik på kostskole. Vi var kun piger, selvfølgelig. Jeg nåede ikke at opleve krigen. Kom til verdenen lige bagefter. Man kunne godt mærke det. Se det i øjnene på de voksne. Man så gennem dem, hvad de havde set. Jeg vil aldrig nogensinde glemme de øjne. Forpinte sjæle, blev vi undervist af. Det var så underligt alting dengang. De var alle ofre. Alle undtagen os. Den nye generation. Det kunne der ikke laves om på. Vi var ikke i nærheden af andre voksne end vores lærere. Det var sjældent at vi så vores familier. Sjældent at vi kom i vores hjem.
   Én lærer var dog anderledes. Else Marie. Hun var en af dem der forstod os. Den eneste. Jeg ved ikke hvad det var med hende. Hun burde være en af dem, der var mest forpint af krigen. Hendes mand døde i kamp. Hendes søn døde i kamp. Alligevel var hun så stærk. Det var ikke bare en facade, det kunne man mærke. Der var ikke den mindste falskhed over denne kvinde. Ikke det mindste. Hun var som en engel. Sendt fra et andet sted var hun i hvert fald. Sendt fra et smukkere sted. De ting hun sagde. De ting hun gjorde. Som en af de eneste skoler dengang, havde vi faget engelsk. Det var det hun underviste i. Hun startede med at sige, den allerførste dag, husker det så tydeligt: "De gamle filosoffer mente, at engelsk oprindeligt var et sprog talt af englene. De mente at dette sprog hverken skulle oversættes eller fortolkes, da sproget er en afspejling af sjælen." Hun underviste os ikke kun i engelsk. Hun underviste os i alting. Hun er det smukkeste menneske jeg nogensinde har mødt. Ikke af udseende, men af sjæl. Af sind. "Lad os i dag analysere livet" og så gjorde vi det. Eller prøvede på det. For hvem kan analysere en ting, som for to mennesker ikke er ens?
   Jeg husker alt hvad hun sagde. Hvert et ord. Det var hende, der gav os verden i egne hænder. Hende der fortalte os at livet var værd at leve. At man aldrig måtte give op. Hun var så tapper. Mere modig end den modigste soldat. Mere vild end den vildeste flod. Mere rørende end den rødeste solopgang på den mørkeste dag. Mere alting end alting. Beundrede denne kvinde mere end noget andet. Hun var speciel.
   "Hvis kærligheden er en illusion, så til helvede med virkeligheden". Hun startede hver eneste time med et citat. Sagt af filosoffer, konger eller borgere. Så gik snakken, på en blanding af engelsk og dansk.
   Hun sluttede hver time med at sige:
   "Så løft jeres stemmer, lad den blive hørt og kræv jeres ret til stolthed og ære. Vi ses unge damer, engang bliver i dronninger."
   Efter alle hendes timer sad vi så diskuterede videre. Om livskvaliteter, kærlighed og had. Hun satte os virkeligt i gang. Hun fik os til at tænke.
   Hun gik meget op i frihed. Ytringsfrihed. Frihed til at leve...
   "Som havet kun har én smag. Smagen af salt. Har min lære kun én smag. Smagen af frihed".
   Hun fandt digte, vi skulle analysere. Den smukkeste poesi om liv og død. Det digt jeg bedst kunne lide var fundet i en soldats lomme. Fundet under krigen. Jeg husker det ikke længere. Det er alt sammen så ufatteligt lang tid siden.
   Jeg elskede den dame. Det gjorde vi alle. Hver og én i den klasse.
   En dag, sidst på året, kom skoleinspektøren ind i vores klasselokale. Hun så trist ud. Timen var begyndt, og Else Marie var ikke kommet. Hun kom heller aldrig.
   Skoleinspektøren fortalte at Marie havde en sygdom. Hun havde haft den i mange år. I nat havde det så slået til. Hun fik det skidt om aftenen, og dagen efter var hun så væk. Vi græd. Græd meget og græd vredt. Inspektøren sagde at lige før hun var gået i seng havde hun sagt:
   "Hils mine unge damer og sig: løft jeres stemmer, lad den blive hørt, og kræv jeres ret til stolthed og ære. Flyv vidt omkring- mine dronninger. Vær så venlig at sige det til dem."
   Hendes ord forblev i evighed i vores hjerter. Ingen ville nogensinde glemme den dame. Ikke en eneste.
   "At se et bryllup er som at se en solopgang. Det er begyndelsen på noget nyt, noget mindeværdigt". Vi vidste godt at det bare var citater, men måden hun sagde det på. Hun fik det til at lyde som noget hun havde vist hele livet. Det var som om hun havde set alting, hørt alting, smagt alting. Hendes stemme var utrolig. Lys og levende. Rolig. Hun fik alting til at lyde så ufatteligt smukt. Som regndråben der falder i vandpytten og skaber bevægelse. Ring for ring, satte hun ild i vores hjerter. Til døden skilte os ad.