Neurose... Ved i hvordan det er? Kan i føle det? Nej vel. I ordbogen står der "psykisk lidelse hvor personen lider af angst og tvangstanker". Kan i mærke det nu? Nej vel. Engang var jeg normal. Der var kun en forskel på mig og normale mennesker. Min drøm og deres drøm. Min drøm var en drøm, ingen andre turde tænke. Rede verden? Nej ikke den drøm. Det er for dumt. Hvem er naiv nok, til at tro at verden kan redes? Nej, mere simpelt. Ikke noget der ville gavne andre mennesker, kun mig selv. Det var jo min drøm.
   Nu sidder jeg her på hospitalet. Ryster, som jeg har gjort det længe. Hvorfor mon?
   Det er nok al den larm? Den tærer mig op indefra. Stille og roligt, men smertefuldt. Det kribler i hele kroppen. Små mider der sætter sig fast i min hud og i mine organer. De bidder i alt. Og det gør ondt. Ondt som bare helvede. Når jeg er alene kan det godt gå væk. Få sekunder ad gangen. Men det er sjældent.
   Måske er det hadet? Det ødelægger. Som en gryde pasta, der koger over. Vandet der siler ned af grydens kant, og skaber store flammer i gas blusset. Skaber kontraster af ild og vand. De får mit had til at skumme over. Angerfuld og tom. Hvid indeni? Har været det. Ved jeg har været det. Smuk som sne. Nu føler jeg mig sort. Sort som en solsort på en hvid snefyldt dag. Tung, stor, grim og fed. Sneen blid og smuk- dalende, langsomt ned, fra himmelen. Så let, så let. Smeltende i hånden på et hvert levende væsen. Undtagen mig
   Det kunne også være kærligheden? Kreering af tomhed. Bristet hjerte. Knust på den hårde jord. Aldrig igen kan det samles. Stykker forsvundet i sandet. Kunsten at sortere guld fra sten, har jeg glemt alt om.
   Men mest af alt, er det nok bare drømmen. Drømmen der var håbløs og uovervindelig. Drømmen der engang var min. Drømmen der døde. På grund af min sindslidelse.
   Det var så virkeligt dengang. Dengang hvor man troede at man kunne. Det var den bedste tid. Nu er jeg bare bange. Så bange. Hvis jeg bare var normal så jeg kunne leve drømmen ud. Fuldføre. Men nej. I ordbogen står der om normale "almindelig; som ikke er forskellig fra gennemsnittet" Er det nu også så fedt? Jeg troede engang at det var kreativt at skille sig ud. Fedt at være ærlig. For mig var spørgsmålet, hvor ærlig jeg turde være. For normale mennesker, var jeg for ærlig. Hudløs, ikke pakket ind overhoved. Jeg mente indpakninger ødelagde.
   Det gjorde den ikke, det var ærligheden der ødelagde. Ødelagde mit liv. Nu er jeg her. Angst. Bange for hver en bevægelse jeg foretager mig. Jeg troede ikke jeg skulle vælge. Vælge mellem at være køn eller klog. Vidste godt begge dele tager tid. Jeg mente jeg havde den tid. Jeg mente ikke, at ting skulle ties ihjel. Så det gjorde jeg ikke. Jeg sagde hvad jeg ville. Der var ikke det mindste forkerte ved mig. Indtil jeg blev bange. Tvangstanker kalder de dem her på klinikken. Jeg ser noget, jeg ikke skal se. Det er noget med de neuroner, jeg har i hjernen. Jeg har 100 milliarder hjerneceller, det har alle, og mine er der noget galt med, siger de. Jeg kan ikke skelne mellem drøm og virkelighed. Det var der det gik galt. Derfor sidder jeg her i dag. Sammen med andre. Sindssyge, måske. Eller er det gennemsnittet, der er sindssyg? De normale mennesker? Mor, far og tante Anna. Er det i virkeligheden dem, der er noget galt med? Ser jeg verden som den i virkeligheden er? Nej, det er noget jeg forestiller mig. Det siger lægen.