Fornemmelsen af at være ensom, men langt fra alene.
   Alene med mine tanker, alene i mørket. Varmt, alt for varmt, lummert mørke. Jeg kæmper med varmen som er ulidelig og tæppet, men jeg bliver for nøgen uden.
   Der burde kunne ske så mange ting i den slags mørke.
   Vi ved ikke hvem hinanden er, os der er stuvet sammen her som kvæg på en godsvogn.
   Massemordere og helgener, jomfruer og madonnaer, eller helt almindelige mennesker.
   Men ikke som du og jeg.
   I mørket bliver grænsen for det almindelige udflydende og veg. Jeg kan forestille mig det mest absurde. Små, grå, gamle mænd med en indre Robin Hood, der venter på at kapre toget, tage fra de rige og give til de fattige, lænse os for alle ejendele, bortføre os til deres hemmelige huler i skoven. Den lange, tynde blondine, lidt Marylin Monroe agtig, på vej til et øde udsted for at gifte sig med en fåreavler eller præst eller hendes første bungeejump. Og hvad så, det er ikke til at vide, og jeg er egentlig i min nuværende situation, ligeglad.
   Morer mig ved tanken om den sporadiske afklædning det var muligt at foretage under disse trange tog-omstændigheder. Bluser og bukser blev listet uset af under tæppet. Men sokker og trusser, det er at gå for vidt: man skulle jo gerne være lidt anstændig hvis nu det umulige skulle ske. Forestiller jeg mig at de andre tænker. Mig? Ingen blufærdighed, ikke noget jeg vil spilde min energi på.
   Lyden af jernbaneskinner. Ved du hvad de siger?
   Nej, ikke da-dum, da-dum, det var kun da vi var små.
   De siger fuck me, fuck me, fuck fuck. Hvor yndigt.
   Rullet sammen på en smal køje. Ingen plads til at røre sig på. Jeg vil ikke sparke til den der ligger ved siden af mig. Jeg ønsker ingen kontakt med nogen, vil ikke tale med nogen, det her en rejse jeg vil være alene om.
   På vej ud i natten, langt, langt væk. Nærmere og nærmere målet, men stadig mange timer derfra, uendeligt mange.
   Tanken om hvad der venter kilder min sjæl, så anderledes så nyt, måske.
   Eller blot en gentagelse af hvad jeg forlader.
   Måske er himlen anderledes blå der langt væk, solskinnet stærkere eller blegere, jorden har en anden farve og træerne kender jeg ikke. Verden har mange dimensioner, farver, lyde og aspekter, jeg endnu ikke har set og oplevet. Så meget jeg har til gode.
   Temperaturen udenfor har ændret sig kan jeg mærke. Jeg må have sovet, vi er allerede kommet længere væk end jeg troede. Kloden føles anderledes her. Hvor jeg så end er.

Venter du på mig derud når jeg ankommer. Står på perronen og kigger efter mig, en udvisket skikkelse i morgenlyset. Profilen som jeg kender så godt, og alligevel vil vi være fremmede for hinanden – et stykke tid. Du, som jeg har satset så stærkt på, hvem er du egentlig?
   Sidst jeg så dig var du i "bytøj". Sort. Sort jakke, sorte jeans, sort t-shirt, så city-agtig.
   Men dine blå blå øjne har spist sig ind i mit indre.
   Deruder må du se anderledes ud. Beskidt? Måske, efter en dags arbejde af helt ny karakter. Tilfreds eller stadig med et hårdt, forstenet udtryk i dit smukke ansigt.
   Mit håb er at du har fundet ro, ellers vil det være min gave til dig.