At den spire
du har plantet i mit indre
skulle vise sig at gro med sådan en voldsomhed
ville jeg aldrig have gættet på
okay, den passes og plejes
dagligt gøder og vander du den
og med fare for at lyde alt for banal
vil jeg nu erkende at den blomstrer overstadigt

Alle de ord du hælder ud over sarte grønne stilke
lagres i rødderne
siver langsomt ud i bladene
der vifter i vinden
vokser af glæde
over hvad vi har sammen, tilfælles
og hver for sig

Har du set de der små træer
hvis stammer er vokset sammen i indviklede mønstre
en fælles helhed
og alligevel to selvstændige individer
med grene som arme
der rækker både mod hinanden
og væk, mod fjerne mål
sammenfiltrede
og alligevel hver for sig

Måske kunne vi lege planteskole
så kunne vi stå der på rad og række
gro, ved hinandens side
vokse os stærke
i et fælles bed
med hver sit rodnet

Hvordan kan sådan en historie slutte
visner de langsomt
for til sidst at smuldre til jord
forenes i en stor kompostbunke
eller vokser de op mod himlen
i mange hundrede år

Egentlig vil jeg blot fortælle
hvor meget jeg holder af dig