Fugle ramt af fordærv. De er så syge at vingerne knapt kan bære dem. Blinde børn går kadavermarch med slanger dinglende ud af kraniet. Mens glamour, sex, frustration og alskens underholdning bliver zappet forbi deres øjne. Skyskrabere flår i skyerne. De kigger dødt på gaden der flyder med patienter, som ikke havde penge nok til hospitalsregningen. Bilerne gør gaderne mørke og får de gamle grå til at skrumpe ind. Røverierne og vandalismen er ikke til at overse. Store bygninger står som sminkede lig i skæret fra den hostende sol. Blødende håndled chokerer efterhånden ingen. Da det nok er den eneste udvej.
   Alt dette sker mens en lille due ligger i rendestenen og stirrer med slidte øjne. Den ligger på ryggen og olie fra en ramponeret varevogn omslutter den. Næbbet er belagt med guld. Om halsen hænger et lille krucifiks. Jesus løfter hovedet og griner sarkastisk. Fuglen beder ham om at holde kæft. Han griner videre. Fuglen har opgivet at komme fri. Venter blot på at den ikke kan høre denne dæmoniske latter. Den lukker øjnene, men intet sker. De synderrevne vinger er stoppet med at bløde for længst. Alt blod er rendt i den stinkende kloak sammen med revolutionen, der blev trampet ned af evolutionen. Duen ser stakke af papir danse i vinden - skrevet af ansigts løse kontormænd fulde af heroin. Hjerterne er for længst stoppet med at banke. Stjernerne rammer vejen og splinters som glas. Fotografier daler ned med smilende mennesker.
   Ud for et supermarked bliver hovedløse roser delt ud af en hætteklædt mand. Duens sidste kræfter bliver brugt på en sidste smøg og da den ved det sidste hiv tror at nu var det nu. Lever den stadig og himlen græder grønne striber sammen med fuglen. Fotografierne begynder at brænde og papirerne går i jorden. Glasskår skærer en tavs pige, der går i en beskidt kjole. På nakken sidder Satchmo og synger -What a wonderfull world!
   Duen ser en gammel mand på himlen. Han bærer hvide klæder med sin fastnaglede søn hængende på ryggen. Han har en midterskilning og et lille firkantet skæg under næsen. Hans øjne gløder bag et par solbriller. Måske skulle han prøve at tage dem af og se sig i spejlet. Et billede af en rose lander ved siden af det olie omsluttede væsen. Det begynder at skrige. Skrige så den hætteklædte vender sig. Han taber roserne og viser det forvrængede fjæs bag hætten.
   Skriger så Satchmo begynder at græde.
   Skriger så papirerne samt fotografierne begynder at brænde.
   Skriger så olien siver i jorden. Skriger så den grønne regn stopper.
   Skriger så skyskraberne synker i grus. Skriger så asfalten slår sprækker.
   Skriger så krucifikset knuses.
   Skriger så stjernerne samles.
   Skriger så fuglene kan flyve.
   Skriger til græsset begynder at gro.
   Skriger til solen stopper med at hoste.
   Skriger til vandet bliver blåt.
   Gaden eksploderer i et inferno af blomster, træer, bække, syngende fugle, jagende ulve, dundrende elefanter, bakker, bjerge, vandfald, og beton dæmonen knager i sit rustne jernskelet. Inden det fortæres. Solen slår den gamle på himlen omkuld. Han taber brillerne. Sønnen river sig fri af korset. Han går op i flammer. Faderen hvæser med tvedelt tunge inden skoven fortærer ham….
   Duen synker i jorden. Hun kigger en sidste gang på himlen inden hun forsvinder.