Tretusindsyvhundrede og tres meter fordelt over ni huller. Passiar siger jeg bare, det er da ikke noget . Nej jeg, se jeg, spiller rigtig golf, så jeg går aldrig under femtusind meter, og så får jeg en masse intense naturoplevelser, med raske traveture i skov og krat. Se et godt brombærkrat og mandshøje brændenælder, det er natur, når man jagter en bortkommen bold, for slet ikke at tale om de ca. tre milliarder myg, der går på vingerne, når man pirker blandt skovbundens vakre vækster efter sin lille hvide, gule eller røde kugle.

Jeg vil berette om en ganske almindelig aften i en højhandicappers liv. En ikke ringe aftensrunde med mange interessante oplevelser, hvis sum kan sammensluttes til: man ska' sgu være ydmyg i det her spil, ellers går man krakkemut undervejs.

Oppe ved hul to slår jeg et gigantisk slag, man kan høre historiens vingesus, eller også var det svuschet af et treerjern. Bolden går vinkelret ud til højre og Tee'en går i dækning, den forsvinder ned i jorden som et søm, der har fået et hug af en lægtehammer.

Eders ærbødige kikker betuttet efter bolden og kvæder så: - Det var dog besynderligt, det har jeg sandeligen aldrig prøvet før. Og så har jeg ikke engang en klerikal baggrund.

- Så var det fame også på tide, siger min medspiller tørt. Nogle mennesker ejer ikke sympati for andres ulykke.

Men se ved fjerde hul, er det en helt anden sag. Det drive skulle have været indrammet, for en højhandicapper, der har et næsten patetisk resigneret forhold til fejlslagne bolde, var det et rigtigt svendestykke, et Michelangelisk mesterværk gjort af en golfer. Bare nu den stakkels kugle ikke slår sig, når den kommer ned fra det ydre rum.

Senere flyver bolden et par gange frem og tilbage over en ellers meget velklippet green. Er det et rekognosceringtogt eller blot nysgerrighed. Jeg mener nok den kunne holde sig på greenen, når man nu beder den så pænt om det. Græsset har heller ikke godt af alle de svovldunster, der flyver bagefter.

Senere - meget senere laver jeg to mesterslag. Et smukt hook, der sender bolden i skjul i det høje græs og, da jeg efter megen søgen må erkende, at den ikke er til at finde, dropper jeg en frisk bold og sender den i et fuldendt slice tværs over fairway og ind i skoven, jo de femtusind meter er ikke helt ved siden af.

Jeg trasker over i skoven for at finde bolden. den er væk, men der ligger tre fire andre, så skidt med det. Det er også herovre, jeg finder mig en ven. Vi har fælles interesser, den kan også lide at lede efter golfbolde, der er kommet på afveje i skovbunden.

Det er en bassethund, den er både flink og rar, og dertil lige så bred over ryggen som en Frederiksborghest, men dog i sagens natur noget mere kortbenet. Den har også erkendt, at det er for anstrengende at rende banen rundt, så den overlader mig venligt tre bolde, der skønt de drypper af savl, dog er fuldt anvendelige til deres oprindelige formål.

Jeg klapper den anerkendende på hovedet og modtager et taknemmeligt hundeblik. Så husker jeg mine drengebøger. Det kunne jo være min nye ven kunne finde den bold, jeg oprindelig kom herover for at finde. I alle drengebøger var der hunde, der kunne snuse til en ting og så finde ejermanden bagefter, eller også var det omvendt. Jeg holder en goldbold ned til dens snude, det er værd at forsøge. Den åbner et enormt gab og sutter med velbehag bolden i sig og gnasker fornøjet på den, det var dog en grove flink mand, der sådan giver slik.

Jeg får bolden igen efter lidt overtalelse, den er noget klæbrig, så jeg sender den til tørring i ionosfæren med et nierjern.

Det giver et smæld, der ikke lyder helt rigtigt og bolden forsvinder af syne lige i tilslaget. Jeg siger lange sagtmodige ting og begynder at lede, den kan jo være hvor som helst. Til sidst opgiver jeg og trasker ind til niende green, nu kan det også være det samme, min kvota på 5000 meter er opbrugt.

Og der lå den så og grinede af mig to meter fra flaget, men hvem pokker skulle også have troet, den kunne finde på sådan noget, det var ikke med i mit erfaringsgrundlag for - 5000 meter.