Lille fugl havde besøgt Bedstemor og Bedstefar, det gjorde hun så ofte hun kunne. Lille Fugl var otte år gammel. Vejen kendte hun. Over prærien, gennem skoven og langs åen, så var der ikke langt hjem.
   Lille Fugl gik rask til, hun sang en af de sange bedstemor havde lært hende, sang med ren og klar stemme om den bølgende prærie, hvor Bison græssede og gav mad til hendes folk. Tunge skyer trak sammen, snart regnede det. Lille Fugl skuttede sig, tog sit skind og lagde det over skuldrene. Hun havde nået skoven, den ville give læ for den værste blæst og regn. Hun småløb, var lidt bange, da tordenen kom rullende fra bjergene bag de store skove i vest. Lille Fugl løb nu så hurtigt hun kunne. Et kæmpe fyrretræ styrtede foran hende, og spærrede vejen. Lille Fugl var nu meget bange, Hendes vej var spærret. Hun satte sig, kaldte på sin bedstefar og bedstemor, og sagde med bange stemme:
   "Bedstefar, bedstemor, jeg er bange, hjælp mig. Er det mig der har givet vinden den vrede, så træet må dø?"
   Hendes bedstemor smilede til hende, sagde hun kunne være tryg, ånderne ville passe på hende. Straks følte Lille Fugl sig bedre tilpas, hun elskede sine bedsteforældre.
   Hun klatrede mellem de store grene, og var lidt efter på den anden side af det styrtede træ. Hun løb videre, tænkte på sin bedstemor som hun elskede. Posen af skind med kagerne, havde bedstemor bagt til hende, så hun kunne spise dem på vejen hjem. Hun stoppede op, tog en og smagte på den. Kornene og fedtet bekom hende vel, hun så drømmende for sig, da bedstemor havde bagt kagerne over bålet til hende, kun hende.
   Da hun igen så op, stod en stor kronhjort på stien og spærrede hende vejen. Hun rystede, så stor den var. Hjorten virrede med sit enorme gevir. Lille Fugl sagde med rystende stemme:
   "Onkel Kronhjort! Jeg er bange, du er så stor og jeg så lille. Vil du ikke nok lade mig passere forbi dig? Jeg skal den vej, er på vej hjem fra bedstemor og bedstefar."
   Men den store Kronhjort blev stående, spærrede hende vejen. Hun begyndte at græde, var bange og alene i den mørke skov, og hjorten var så stor.
   Igen så hun bedstemor for sig, der smilende sagde hun skulle gå til venstre, der kunne hun komme frem.
   Hun løb det bedste hun havde lært gennem skoven, og rev sig lettere til blods på de mange grene der svirpede om hendes spinkle krop. Da hun endelig stoppede og så sig tilbage, var hjorten væk. Igen tog hun en kage, nød dens smag af det hun så godt kendte, bedsteforældrenes varme. Den smagte af bedstemor, det gjorde hende rolig. En vandpyt på hendes vej var lige løbet over, hun lagde sin lille hånd i strømmen af vand, tog en håndfuld og drak det langsomt. Det var friskt, livede hende op. Hun huskede at takke vandets Ånd for at slukke hendes tørst.
   Lille fugl fortsatte småløbende sin vej mod hjemmet, fandt åen, og fulgte dens løb hjemover. Vandet brusede voldsomt, efter den regn der var faldet fra himlen i tove. Men hun var tryg nu, hun var tæt på hjemmet. Hun vadede over ved det gamle vadested, selvom det var svært at holde balancen i den rivende strøm. Så så hun sin far komme løbende mod sig. Han var urolig for hende, og var gået hende i møde. Lille Fugl kastede sig i hans arme, og græd glad.
   "Far! Jeg var så bange i skoven, men bedstefar, bedstemor og kronhjort viste mig vejen, da det store træ var faldet."
   Hendes far knugede hende ind til sig, og takkede den store Ånd Manitou for at passe på hans lille pige. I skoven var mange træer faldet for uvejrets rasen. Den sti Lille Fugl altid benyttede, var helt væk nu. Et jordskred havde forvandlet den til et gabende sår i skrænten. Stille takkede Gule hånd Ånderne for at havde passet på hans lille datter. Lille fugl var våd, gennemblødt, men tryg i sin fars stærke arme, Lille Fugl var endelig nået sikkert hjem.