Jeg tror, at jeg bliver nødt til at ændre mit syn. Ændre min synsvinkel på mig selv og min måde at takle mit liv på.
Der er noget i mig som nu har prøvet at presse sig frem i lang tid, men som jeg helt bevidst og måske lidt ubevidst, har ignoreret. Eller for at bruge det korrekte term: fortrængt.
De få gange jeg har oplevet, at nogle mennesker, specielt dem som jeg ikke kender, har vist en interesse i min tilstand, har jeg kunnet mærke tårerne presse på og trangen til til at putte mig tæt ind til et andet menneske, blive trøstet og holdt om, har været så overvældende, at jeg næsten ikke har kunnet være i mig selv.
Jeg troede ikke, at jeg var faldet i den fælde. Fortrængingens fælde. Jeg har altid troet, at jeg kendte mig selv. At der var ingen andre der kendte mig og at der ikke var nogen der skulle kende mit sande jeg. men jeg kunne ane hende gennem mine digte og jeg slap da også bevidst tøjlerne, når jeg skrev. Fordi det var jo en anden det handlede om. Selv når jeg skriver dette her, er det for uforståeligt at tænke på at jeg faktisk ville være blevet en yndlingskunde hos diverse kvaksalvere.
Men jeg er træt nu. Efter 10 år kan jeg mærke kampgejsten svinde bort, suge de små laser af facade og mange års opbyggede granit væk, som sod i vinden, som en kultegning, der møder sin skæbne. Regnen!
Jeg kan mærke alle de ugrædte tårer, al den sorg jeg aldrig har fået sagt eller ligeså tænkt, fordi det ville bare krakelere det perfekte billede af granit. Jeg tror, at syndfloden er indeni mig selv. Og den er snart ved at gå over sine breder og ignorer mine halvkvalte forsøg på at stoppe dens rolige, men bastante fremkommen. Hvem prøver at stoppe en syndflod? Hvem er så dum?
Jeg!

Og mit indre vasketøj bliver flået til højre og venstre af ukontrollerbare følelser, som aldrig er blevet hørt. Aldrig er blevet lyttet til. Aldrig er blevet holdt om. Nej, vær stærk! Ingen kan lide en ynker! Disse runer er blevet syet ind i min indvendige hud og som jeg har gjort til mine mantraer i mit ubevidste og til tider bevidste sind.
Og mens alt andet raser for at komme ud, sidder den lille bange pige, krøbet væk fra stormen, i et hjørne ingen ved eksisterer, og skriger. Skingerende og forgrædt. Med et lille håb i hendes øjne om at der bare er een sjæl som kan se igennem granitten, slå den til blods og redde hende. Væk fra stormen. Væk fra syndfloden.
Men hun er gemt langt borte, bag tunge lag, bag sprængsikrede bokse. Hun kommer kun til ord, når alle er væk. Alle!
Kun her til og ikke længere!
Fordi jeg er ikke svag! Aldrig! Ingen skal have ondt af mig! Ingen skal ynke mig! Og hvad er det så jeg er bange for, fordi det er jo tydeligt, selv for en blind?
At miste! At miste den sidste rest af tryghed jeg har tilbage i kroppen. Og hvad gør jeg så? Jeg beskytter mig, så godt jeg kan. Lader ingen komme ALT for tæt på, fordi den eneste jeg kan regne med er mig selv. Men jeg ønsker ikke det er sådan.
Jeg ønsker at jeg kan genfinde det tabte. Den tabte tryghed, hvor alt stadig var godt. Hvor alt var stabilt, var urokkeligt.
Hvor ens forventninger gik i opfyldelse og ikke stak een i ryggen.
Og selvom jeg ikke tror på gud, så gør jeg alligevel, fordi det er hans skyld. Det er ham der tog min uskyld, min mødom, min tryghed. Og hvem siger, at han ikke gør det igen. Giv mig garanti, for helvede!!! Bare 1. Men det kan han ikke. Det vil han ikke. Han har gjort mig til den jeg er og jeg er ikke sikker på at jeg skulle se sådan ud. Forvrænget.
Hvis han tog min tryghed væk for at gøre mig stærk, ja så har han fandeme gjort et godt stykke arbejde. Han glemte bare at stoppe mig. Han glemte at give mig noget igen.
Det er hans skyld, at jeg hver dag tænker på at miste. Det er hans skyld, at jeg inderst inde bare går og venter på at min verden igen falder sammen. Hvem bliver det næste gang? Min mor? Min lillebror? Eller endnu bedre. Min elskede.
Du gør det ved andre, så hvorfor ikke ved mig. Bare een gang til. Bitterhedens syre ætser min glade facade indefra og snart kan I se igennem den. Ja, jeg er sgu bitter. Hvem ville ikke være det?
Jeg står i en transithal og prøver at udnytte tiden så godt og så positivt jeg kan. Men det er ikke positive tanker der driver mig. Det er angsten.
Angsten for at miste.
Igen.