Uha, den er sørme svær.

For i og med at man definerer de perfekte, dømmer man alle andre til en lavere status.
Lad mig starte med at sige at det nok hører med til perfektionen at man erkender sine egne fejl og mangler. Og at man derfor ikke er perfekt.
Jeg tænker at en person der tror om sig selv at være perfekt, næppe kan være det.
"Jeg har kun én fejl. Og det er min alt for store beskedenhed!"
Det kunne være en humoristisk udlægning af sagen.

Måske har naturen noget at sige? Sikkert, men også i naturens dom ville mange være uenige. En farlig psykopat kunne på naturens vilkår være et pragteksemplar: Flot, stærk, målrettet, en vinder, en høvding, som pigerne flokkes om. For de kan se at hvis han bliver far til deres børn vil de være sikret.
Men i vore dages komplekse sociale struktur kan han ikke fungere. Her vil han spærres inde som kriminel.

Mon ikke vi ender der hvor vi blot må angive vore egne præferencer?
En Martin Luther kunne definere en god mand således: En stabil, ædruelig mand der står op om morgenen, passer sit arbejde og gør sit bedste for at forsørge sin kone og børn. Mere behøves ikke. Han må gerne tro på Gud og følge elementære religiøse bud, men han behøver ikke være en helligfranz.
Det blev dette ideal der skabte den nordeuropæiske velstand.

Jeg er selv opdraget til at respektere disse idealer. Stå op om morgenen, pas dine pligter, behandl andre ordentligt, ædruelig, men ikke afholdsmand.
Men jeg er ikke blevet trynet med dem. Jeg har haft megen frihed, og blev givet mulighed for selv at vælge. Også vildvejene.
Mine forældre var ikke religiøse. Men ellers ligner de forbavsende meget Luthers ideal. Selv er jeg mere kikset, og alt andet end perfekt.

Tales om kvinder, kommer der andre aspekter i vejen. Erotikkens hypnotiserende virkninger, der forvrænger virkeligheden. Og man kan se perfektionen i kvinden, hende der eller hende den anden.
Men selv om kvinder kan man ikke definere det perfekte. For man kan sagtens se det perfekte i en der ikke har kinakvindes chance for at blive Miss World.

Og det er måske en af menneskets velsignelser: Evnen til at elske også det, der ikke er perfekt. Og måske blive elsket, trods sine fejl.

Der er kommet for at blive, og det har været der nogle år, at kvinder/piger ommøblerer på kroppen, for at blive perfækt, syntes de.
Jeg nægter at tro det er for at behage mændene, det er ikke deres behov. Hvem gider at røre på en krop af kemikalier og plast.
Nu må mændene til tasterne så kan vi se om jeg har ret. Vh. Hanna Fink

Der er i hvert fald tale om en eller anden liggen under for nogle idealer, som de færreste kan leve op til - og i sidste ende handler det vel om at tækkes det andet - eller det samme - køn, alt efter hvad man nu er til. Mon det er kommet for at blive? Det virker allerede trættende på mange af os at se på disse opsvulmede læber, groteske bryster og tattoo-skamferinger. Jeg for mit vedkommende håber, måske forgæves, på et oprør fra især ungdommen. At de siger fra. Og måske køber en god bog i stedet for alle de åndssvage botox-behandlinger, restylaneinjektioner og silikonekloder i babserne. Desværre har sociale medier gjort mange så ensporede og fantasiløse, at de ikke længere magter at at tænke selvstændigt. Men jeg håber. Vi behøver jo heller ikke at vende tilbage til 60'ernes og midt-70'ernes grimhedsidealer. Ta' nu bare den pudsige og søde Amalie med de sjove fortalelser og sproglige brølere - hun var godt nok meget kønnere før hun begyndte at få pumpet læberne fulde af et eller andet stads.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

For mig er det at være perfekt at leve op til det jeg selv er eller burde være, og det har ikke noget at gøre med moral, kristendom eller mode. Jeg har en dunkel opfattelse af hvad jeg virkelig er, og hvad jeg burde have udrettet i livet. Jeg kan også bruge det billede, at jeg burde være sådan som det var Guds mening med mig, da han skabte mig. Hvad ville en violin være, hvis man ikke kunne spille på den, hvad ville en kniv være hvis den ikke kan skære, hvad ville en pengeseddel være, hvis man ikke kunne betale med den - og hvad ville jeg være hvis jeg ikke kunne leve op til det der var meningen med mig? - Naturligvis har jeg aldrig fuldt ud levet op til mine egne idealer, men jeg må trøste mig med, at jeg gennem livet har gjort hvad jeg kunne.

Kåemer

Kåemer,

Skal jeg erkende at jeg er perfekt i det uperfekte?
Da mit sind kalibrerer mellem et grænsende til vanvittigt storhedsvanvid, og et kontrastfyldt dæmonisk sind, vil jeg på særligt udvalgte dage, simpelthen ikke høre tale om andet end min egen storslåede og absolut uanfægtelige natur og karakter.
Men når jeg så bliver træt af denne selviscenesættende bekræftelsessyge, hvilket sker relativt hurtig. Så træder en mere afdæmpet udgave frem i form af en stoisk ro, inden galskaben igen tager til og jeg må baske mig fri af selvets lænker, der til alle tider har været en kvælende fornemmelse.
Perfekt i det uperfekte, bliver jeg aldrig. Det ville være den største illusion af dem alle, men bevares, jeg er da tæt på:-)

Hej Dino.
Dejligt, at du kom på banen og så med Sokrates.
Jeg ved at jeg ingenting ved, og det er så sandt som det er sagt.
For straks som man tror, at alting er regnet ud, så bryder logikkens undren, med den fortrolige pagt man lige har indgået med visdommens klare indsigt.
Blanco, står man tilbage og må begynde forfra igen...

Jeg tror nu stadigvæk, at det perfekte, - ikke at forveksle med lykken, Kåemer-, udgår fra menneskets evne til at skabe et udtryk af perfekt dimension. Det guddommelige udtryk, hvor alting falder på plads og hvor helhed og detaljer forenes i en fuldendt skabelse.

Og dog, for der findes vel også den perfekte forbrydelse, og det får mig til at tænke på, om det perfekte skal være forbundet med, det gode?

For umiddelbart tænker vi vel det perfekte, som det ideelle gode. Noget vi ønsker og gerne vil være en del af.

Men er det perfekte nødvendigvis godt? Det tænker jeg egentlig ikke.
For der findes vel også den perfekte synd.

Camilla

Jeg kan godt finde glæde ved det uperfekte, men det jeg siger og jeg gør, ændre jeg ikke på.
Jeg vil gå igennem ild og klatre i bjerge for min familie. Gir gerne en hånd til venner der trænger, om jeg er perfekt er minder interesant fir mig. Hanna Fink

En fornøjelse at læse jeres input og skarpe kommentarer til emnet, tak for det !

Nu prøver jeg så at bidrage med mine, måske underlødige, kommentarer til emnet.

Man skal måske starte med opfattelsen af perfektion. Når noget er perfekt, er det sammenligneligt.

Antagelsen er at alle mennesker er individualister, derfor er der ikke noget der kan være perfekt, fordi der ikke er noget grundlag for sammenligning.

Perfekt i forhold til religion, samfund og/eller moral ?

Så er vi nødt til at have nogen der har nogen veldefinerede og velfunderede definitioner af ovenstående.

Hvem sætter så et kryds og siger: det er sådan her det perfekte menneske ser ud.

Hvis der er nogen der tager teten og gør det, er de jo selv mennesker, altid subjektivt.

Perfektion findes ikke.

Finn, min ægtemand, har en tilbøjelighed til at sige: "Det er godt nok!" - Det irriterer mig og jeg svarer: "Nej, det er ikke godt nok. Hvis noget er "godt nok" så er det ikke godt nok".

Denne debat har tydelig vist, at man ikke præcist kan definere hvad perfektion er. Men det skal ikke forhindre en i at stræbe efter det perfekte.

Kåemer

Så sandt og det kan altid blive bedre!

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]