Forleden dag, da jeg havde spillet noget musik på stereoen ytrede Fruen at det var noget larm uden melodi. Og ja, det kan man jo godt sige. Men skal musik have melodi for at være god? Hvad vil det overhovedet sige at der er en melodi? Jeg er tilbøjelig til at kalde det for abstrakt musik, hvis der ikke er, og så sammenligne det med abstrakt billedkunst. Men holder det? Og hvorfor eller hvorfor ikke?
Det kan være fristende at sige at abstrakt maleri forholder sig til naturalistisk maleri, som melodiøs musik forholder sig til den abstrakte. Men er det rigtigt? Eller ligger sammenligningen bare i at jeg her bruger ordet "abstrakt" om begge kunstarter?
Man vil nok gå med på at forskellen på naturalisme og det abstrakte i billedkunsten handler om genkendeligheden af motiverne. (Og så i parentes nævne surrealismen som ofte rummer genkendelige motiver, der bare er givet former der ikke ses i virkeligheden.)
Mange mennesker frustreres af billeder, som man ikke kan se hvad forestiller. Når de ser på et abstrakt maleri, vil deres øjne søge efter strukturer der ligner noget man genkender. Og dog findes mange billeder fyldt med genkendelige ting, som man alligevel ikke kan se hvad skal forestille. For eksempel Dürers ""Melancholia." Her skal der søges efter skjulte budskaber, trods det at billedet selv egentlig viser en masse som man godt kan genkende.
Selv har jeg det svært med billeder af Jorn og Carl Henning Pedersen. Jeg forstår dem ikke i den forstand at det jeg kalder forståelse er noget der giver mig glæde. For glæden har jeg nok i! (Hvis jeg havde den.)
Men billederne eksisterer i tid og rum! De er der hele tiden, og i hvert minut på dagen er de som de er.
Anderledes er det med musik. Egentlig eksisterer musik ikke(!) Lad os vælge et stykke musik der varer 20 minutter. Det vil sige 600 sekunder eller 600.000 millisekunder. Lad os prøve at høre hvert millisekund for sig. Nogle vil ligne hinanden og andre vil være helt forskellige. Men ingen af dem findes på samme tid! For musik er lydbølger der varierer i tiden. De er der aldrig samtidig, i modsætning til maleriet, som er konstant i tidens løb.
Hvordan kan musik da glæde os? Når det ikke findes? Hvordan kan vi sige: "Det var et smukt stykke musik?" Det var jo 600.000 forskellige stumper der blev spillet i rækkefølge. Hvordan kan vi se (høre) det som noget der hænger sammen? Er der fordi vi husker det og kan lade erindringen skabe et sammenhængende hele? Det er jo ikke sådan at vi i hukommelsen afspiller alle 600.000 millisekunder på én gang! Det ville lyde rigtig grimt.
Vi husker fragmenter af musikken. En Mozart kunne huske det hele, men han var også på et højere niveau end de fleste andre. Hvad husker vi da? Er det glæden der samler sig og giver os en stor sammenhængende fryd? Det kan være og det er da godt.
Men vor hukommelse spiller bestemt en rolle. Jeg bragte for nogen tid siden et stykke her hvor en dame spillede klaver i mange, mange minutter. Et enkelt tone spillede hun forkert, og det kunne flere af jer genkende. Det må betyde at hvis man kender musikken, så kan man detektere afvigelsen imellem hver tone og vor erindring om, hvordan den skulle have været. Selvom vi ikke kan prale af at vi har hele musikværket i hovedet. Kan det forklares med at vi måske har flere hukommelser? En der ligger i bevidstheden og en der ligger "dybere?" Vi kan måske ikke (bevidst) fremdrage hele forspillet til Tannhäuser, men når den "kører" i baggrunden, er vi alligevel med på det hele.
En ting der peger på at vi husker er, at når der spilles kendt musik, er det som om vi altid kan forudsige den næste tone. Og det synes også at gælde om ukendt musik! Er det vort kendskab til traditionen, der muligør denne forudsigelse? Eller spiller vor hjerne os et puds? Har vi allerede hørt den næste tone, uden at vi er helt klar over det? Nogle har påpeget at vor bevidsthed har et spring i tid. Vor bevidsthed er en smule bagud for sansningen. Den kan man elaborere på, men jeg lader det ligge her.
Tilbage til selve musikken. En melodi er en kæde i tiden af toner der måske gør forudsigelsen lettere for os. I selve genkendelsen synes at ligge en oplevelsesparameter, som ofte værdsættes. Hvis denne genkendelse ikke opleves, så kan man mene at musikken er umelodiøs og dermed grim.
Men der findes andre oplevelsesparametre. For eksempel rytme. Rytme handler om segmentering i tiden. Der er rytme i musik. Også selvom der hverken benyttes bas, trommer eller andre slagtøjsinstrumenter. Det var jeg selv længe om at forstå! Som ung ville jeg have disse instrumenter for at anerkende det som rytmisk musik. En mere musikkyndig kammerat fik så forklaret det nogenlunde.
Men der er flere oplevelsesparametre! En af dem er den der handler om toners samtidighed. Det findes i polyfoni og harmoni. Men disse begreber er alligevel forskellige. Når en pianist spiller en accord med 3-4 toner samtidig kan man kalde det for en harmoni. Men når han så spiller de næste accorder, vil man ikke sige at fingrenes tonespil udgør 3-4 melodier der lyder samtidig. Det sker derimod i polyfoni. Her kan få sangere synge hver deres melodi, (som horisontale foreteelser, altså ting der sker i tiden) og når så man deler tiden ind i vertikale snit, (altså toner der lyder på samme tidspunkt) så er der toner der lyder samtidigt og danner en slags accord. Hele stykker er således en kombination af samtidighed og melodi. Jeg skal indskyde at sådan musik hører til det smukkeste jeg ved.
Nævnes skal også den nyere musik, hvor toner kan lyde samtidigt og danne blokke der i tiden toner frem og afløses af andre. De danner skiftende billeder af lyd (meget ofte bruges billeverdenens vocabularium, når musik skal beskrives!) og de kan være smukke for det motiverede øde. Hertil kommer de indkodede begreber, som man skal være fagmand for at afsløre.
Der kan ligge megen glæde i at vænne sig til at lytte til musik, hvor andre oplevelsesparametre end melodien er fremherskende.