[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg tror helt bestemt ikke at digte som dem du beskriver, at du selv skriver, med en tydelig handling og som rimer og som på andre måder er mere traditionelle end den mere modernistiske tendens, som du finder "uforståelig", er umulige at finde læsere til. Det synes jeg om noget, Fyldepennen er et bevis på, for her virker de fleste digte til at finde kommentargivere, altså folk der oplevet stor nok en reaktion på at læse digtene til, at de gider give et par ord med på vejen. Der er helt sikkert også folk ude i verden der vil elske lige netop de digte du skriver, med alle de styrker og skønheder som de besidder.

Jeg vil til forsvar for de "uforståelige" digte bare sige, at manglen på handling ikke fratager et digt sin eksistensberettigelse. Nogle gange handler det ikke for mig som læser om logisk at forstå noget, men også og måske især om hvilken følelsesmæssig respons de valgte ord og ordbilleder vækker i en, hvis du spørger mig. Sådan har jeg det i hvert fald, personligt, men der er jeg formodentligt bare publikum til en anden slags digte end den stil du selv foretrækker. Det er litteraturens største gave, at vi alle kan finde noget til vores personlige smag, uden at det betyder andre tendenser eller stilarter er dårligere eller mindre værd.

- S.

Jeg kan nu ikke se at det digt du citerer er så uforståeligt. Ganske vist er billederne absurde, men de er da klare nok. Det er jo billeder fra virkeligheden, men bare skruet "forkert" sammen. Kan du ikke se de heste for dig gumlende på dit punktum. Det kan ikke være sundt, men det er jo så lille, at det ikke kan skade. Og at de gør det samtidig med at de springer ud i faldskærm, det er da et muntert syn. Og din dør der brænder i vasketøjskurven og ledningerne der dingler fra dine fødder. Jeg synes det er stærke billeder.

Prøv at se denne kortfilm. Den er fra 1929 og er en klassiker. Den er lavet af så berømte folk som Luis Bunuel og Salvador Dali. Den er helt absurd, men altså sikke nogen scener.

He he - jo - jeg ved godt at alt kan give mening hvis man vil det, og at der findes mange måder at arbejde med sproget på. Man kan bygge stemninger (uden der er en decideret menig el. handling) og kan kaste med billeder, uden at andre rigtig forstår dem. Eller man kan skrive noget, som ikke giver mening for en selv overhovedet, men som kan give mening for andre. Mit spørgsmål går mere på, om nogen gider læse det modsatte? Altså digte der rimer eller har en helt klar handling. Er de gået af mode? F,eks, digte der minder om Tove Ditlevsens - eller måske Vita Andersens... .-)

Hej Mia Groot.
Helt enig især i dit strålende eksempel. Det er efterhånden sådan at det vil virke fornyende hvis man skriver et digt som rimer. Personligt har jeg det ret svært ved den moderne "digtteknik" i sange hvor man snupper en eller flere endelser af fordi man ikke giver sig tid og talent nok til at udvikle en tekst så den passer med det sprog som er vores. F.eks:
Jeg elsker at rime
fordi det skal ligne
en appelsin der grine (r'et forsvinder!!)
Og desuden hvad f... har en appelsin at gøre her...altså bare et eksempel

"Forunderlige hvis embede ikke eller at bare egenskab sit var havde sit utilladeligt klæderne dum egenskab den usynlige var uduelig man i de"

Dette absurde digt kan vi permutere og få omtrent dette:

"Klæderne havde den forunderlige egenskab at de var usynlige hvis man var uduelig i sit embede eller bare var utilladeligt dum."

... Frit efter "Kejserens nye klæder."

Jeg siger ikke at man ikke kan eksperimentere med sproglige strukturer og endda opnå noget nærmest genialt. Jeg synes bare at der er grænser.

Jeg er helt enig. Tror jeg fortsætter min sti, og så min vi se hvor den fører mig hen :-)

Jeg synes det er befriende, når tekster handler om noget andet end dem selv eller sproget. Selvom det er interessant med snedige sætningskonstruktioner, refleksioner over sproget eller eksperimenterende ordsammensætninger, er det skønt, når forfatteren tør og vil noget mere end bare sproget og teksten. Det er ok med modernistisk absurd galskab - bare der er mening med den. Forfatteren skal give af sig selv - ikke bare brillere med sin kunnen :-D

Det var sjovt at læse dit "uforståelige" digt, som var et eksempel på noget, du syntes er forfærdeligt. Jeg syntes det var ret fedt. Det var nemlig både billedrigt og vældig morsomt. Det provokerede tillige min hjerne der, fordi den er menneskelig, altid leder efter sammenhæng.
Nogle forfattere og digtere ønsker måske netop dette i deres tekster, og eksperimentere med, hvordan det virker. Kunst er det, når kunstneren er bevidst om sine virkemidler, og er god til at bruge dem, i modsætning til det bevidstløse eller tilfældige skriv, som nu godt kan give en god oplevelse, som dit gjorde det.
Hm. Hvad vil jeg egentlig sige med det?
Jo. At selvfølgelig skal et digt tale til læseren,for at han eller hun synes, det er godt. Men fordi det ikke lige taler til dig eller mig, behøver det ikke være sort snak, heller ikke, selv om det umiddelbart ser sådan ud. Håber ikke, det her er sort snak. :)
Personligt er jeg vist også mere til forståelighed, når jeg skriver digte. Men jeg ville gerne være lidt mere modig, i det jeg egentlig synes bedst om digte, der får hjernen til at arbejde, når jeg læser dem.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Sjovt nok, så sad jeg og ville til at skrive et debat indlæg, om det præcis samme emne. Faldt så over dit, og tænker jeg giver et svar selvom det er ved at være gammel. Nu ved jeg ikke hvilke emner du skriver om i dine digte, så vil svare ud fra mine egne erfaringer og de kendte digte med tydelig mening og handlingen man ser, som f.eks. Tove Ditlevsens.
Jeg skriver selv digte, det er digte hvor der er et tydeligt budskab, handling og/eller mening i. Kalder det gerne rå og ufiltreret, fordi du forstår hvad der bliver sagt og du skal ikke lægge en dybere mening i - DOG kan man, i hvert fald i mine egne digte (og mange af Tove Ditlevsens), sætte sig ind i tankegangen og følelserne jeg vil frem til, uanset hvilken situation man sidder i. Det appellerer til dine minder, oplevelser, følelser og fortid/nutid/fremtid ligemeget hvad. Mit mål er, at andre mennesker altid skal kunne sætte sig ind i digtet, selvom jeg måske skriver det på baggrund af et misbrug, men du læser det som ulykkelig kærlighed - fordi det er det digtet vækker i dig. Jeg synes personligt, at det er enormt vigtigt, at der bliver produceret digte med en klar mening i som dit og mit. Det kan evt. hjælpe folk der har det svært i det daglige, med at de ikke skal tænke og tænke for at forstå - for det er ikke altid nemt at skulle når man kæmper i forvejen. De læser digtet, føler det og genkender det, og så ved de pludseligt at de ikke er helt alene i verdenen mere.

Opgiv aldrig dine drømme.
Digte er en smags sag.
Men fortsæt endelig med at skrive og gå efter dine mål. Ønsker alt det bedste.
Mvh
Ann.