[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Den personlige kontakt Engbo går tabt i vores tid hvis man ikke flytter sig fra skærmen.
Spil giver de unge færdigheder i at tage beslutninger hurtigt, men også færdigheder i at håndtere de forskellige spil.
Til gengæld er det som gammel man henter gevinst ved de sociale medier, den holder hjernen igang og der er ubegrænset muligheder at forfølge.
Men i følge undersøgelser, er ensomhed stadig et problem for unge og gamle. Vh. Hanna Fink

Jeg tror bestemt, vi er blevet os selv nok i større eller mindre grad. Grunden skal vi nok søge i tiden og ikke mindst samfundsudviklingen.
Min barndom forløb indenfor en familie radius på under 5 kvadratkilometer. Vi var til alle sider omgivet af familien. Vi boede i samme hus, som mine bedsteforældre. Jeg husker med stor glæde min bedstemor. Hun sad der ved sit monstrum af en Singer symaskine. Hun sprættede gamle frakker og andre klædningsstykker op. Syede plusfours, korte drengebukser, kjoler og forklæder til os børnebørn i den store familie, der omgav hende til alle sider. Serverede vandgrød med tørrede æbler sammen med vidunderlige fortællinger om Danmarks sagnhistorie efter skoletid.
Min oldgamle bedstefar, der rundrygget og forslidt af havnens grove arbejde, læste op af Martin Andersen Nexø, Jeppe Aakjær, Ivar Lo-Johansson og mange - mange flere.
Vi elskede de to gamle mennesker. Kærligheden og ikke mindst respekten for dem er ikke blevet mindre, som årene er gået.
Var de og vi ensomme?
Vi havde simpelthen ingen mulighed for det. Samvær og kontrol var uundgåelig.
Transportmidlerne var ikke eksisterende. Det var pr. gåben, eller måske havde vi en gammel rusten damecykel til rådighed.
Alligevel kom den store vide verden til os gennem vore søfarende onkler, voksne fætre og de, som ellers gæstede huset ude fra det udenlandske. Vi kunne brillere i geografitimerne med beskrivelser af de store steder i Verden: Rio, Murmansk, New York, Valparaiso, Guayaquil, og hele den store vide verden.
Ja! - Jeg ved alt om udlængsel.
Den udlængsel har mine børn så arvet. Altid er de på farten. Snart hid snart did. Vi ser sjældent dem og vore tre børnebørn, men alligevel regelmæssigt. Vi rejser ud til dem, og de kommer hjem ind imellem, men knap så ofte, som vi godt kunne ønske det.
Jeg kan sagtens se forskellen på forskellen mellem den barndom, min kone og jeg havde, og den vi selv gav videre. Vores barndom var kendetegnet ved tryghed og ro indenfor familiekredsen, men også stagneret i klasse stivhed og manglende udviklings- og uddannelses muligheder.
Så snart vi kunne, røg vi ud over bygrænsen. I en fart - så vores bagdele ikke kunne ses for skosåler.
For drengenes vedkommende blev det efter læretidens stramme disciplin ind til mere af samme slags som soldat. De uheldige, som af den ene eller anden grund ikke var heldige at få en læreplads skete indkaldelsen, når de blev 18. Indtil indkaldelsen havde de tjent som medhjælpere på landet eller som svajere inde i byen.
Pigerne kom for flertallets vedkommende enten i huset hos fremmede eller ud på fiskefabrikkerne.
Mange af os fandt os til rette i de større byers hektiske liv. Fik uddannelser, og gjorde karriere på den ene eller anden måde langt fra hjemstavnen. Vi glemte eller forskød halvtressernes grå tristhed i tressernes inferno af muligheder.
Vore koner tilkæmpede sig mere og mere ligestilling. De begyndte at tage deres egne beslutninger, gjorde karriere og dannede dermed grudlaget for den begyndende velfærdsstat.
Vi overlod trygt vore børns daglige prægning til velfærdsstatens professionelle opdragere. Gjorde dem til små prinser og prinsesser i et statsstyret system til erstatning for vores individuelle prægning og eksempel.
Vi havde simpelthen for travlt. Travlt med tidens ubønhørlige krav om materielle værdier til erstatning og kompensation for dagligdagens race. Vi havde så travlt, at vore familieliv blev atomiseret, og vi fik endnu mere travlt med at få etableret et nyt forhold. En ny tom skal om familieresterne.
Skilsmisser og opløste familier blev hverdag for mange børn i denne hektiske periode.
Vi havde intet at tilbyde vore børn, udover vores egen rod- og historieløse tilværelse. Fokuseret, som vi var på materialismens dogmer. Vækst, vækst og atter vækst.
De valgte så i firserne deres egne veje og slogans. Selvrealisering og selviscenesættelse var firsernes nye slagord. Vi så vore børn tilbede (Young urban professional people) kulturens grådige egocentrerede værdisæt på bekostning af ideer og holdninger. Unge finansguruer blev beundret for deres evner til at kunne skabe formuer ud af det, som senere viste sig at være ren blå luft. De førte sig frem på de bonede gulve: iklædt den højeste mode, Gucci udstyr og Rolex ure.
Bankernes direktioner smilede og klappede i deres små hænder, hver gang det ene mere fantasifulde projekt end det andet blev præsenteret for dem.
Det var jo meget sjovere og mere givtig end besværet med smedemester Hansens problemer med at finansiere sine aktiviteter på eksportmarkederne.
Vi har i vores frihedsrus efterladt vore børn og børnebørn i et kulturelt vakuum. De føler ingen skyld, da de heller ingen grund har til det.
Vore børnebørn har nu søgt og skabt deres eget univers - WEB nettet. Det er mere virkeligt for dem, end vi er.
Er de ensomme og mere end vi gamle?
Det er de sikkert, men det har de altid været, da vi aldrig var tlstede.
Findes der ensomme gamle mennesker?
Helt bestemt og rigtig mange tror jeg, men vi ligger, som vi har redt. Vi glemte, hvad vi var kommet af og dermed, hvem vi er.
Vi har intet at tilbyde efterslægten.
Skal vi så skrue tiden tilbage? Det er umuligt og i mine øjne langtfra ønskeligt.

Dog er tiden måske inde til at stoppe lidt op og se på, hvad der er skæg og hvad der er snot.

Med venlig hilsen
Kattegat

Hvis vi var blevet os selv nok, ville vi vel ikke blive ensomme? ;)
Og jeg vil vove at påstå, at internettet ikke har noget med det at gøre. Unge bruger i høj grad internettet til netop at pleje sociale relationer gennem sider som Facebook. Det samme med de mange spil, hvor nogle af de mest populære er den slags spil, hvor man sidder og snakker med hinanden via mikrofon, fordi spillet kræver teamwork.

Ensomhed blandt ungdommen skyldes måske mere det 'virkelige' liv. Mobning er stadigvæk en stor ting på skoler, og som teenager føler man jo ofte generelt, at man ikke passer ind. Nu hvor man skal gå i skole længere, er man måske også tvunget til at fravælge fritidsaktiviteter, hvor man havde mulighed for at mødes med folk, der deler ens interesser.
Ensomheden hænger måske også sammen med, at flere og flere unge får angst og/eller depressioner. Det er i hvert fald normalt at føle sig ensom, når man også er deprimeret. Disse ting skyldes - så vidt jeg har forstået - det enorme pres, som lægges på unge i dag. Med alle Folketingets nye regler for uddannelse, skal man i dag gå en lige linje fra Folkeskole til erhvervsuddannelse/universitet og vide, hvad man vil være, før man er ude af Folkeskolen, så man kan skræddersy sit gennemsnit. For det bliver svære og svære at vælge om.
Man skal have så høje karakterer som muligt for at komme ind på den gode uddannelse, så man ender med at være med til at presse gennemsnittet op til det næste år, hvor en ny gruppe unge så er nødt til at presse gennemsnittet højere op igen, og sådan fortsætter det, indtil den udvalgte uddannelse bliver mindre populær.
Når man så endelig får de høje karakterer, får man at vide, at man altså kun får rene 12-taller, fordi det er for let at få topkarakter i dag, siden 13 er fjernet fra skalaen. Det får man at vide af det Folketing, der selv indførte den nye skala.

Jeg tror i hvert fald, at det er der, man skal se årsagerne til ensomheden.

Et godt bud på en slægtshistorie Kattegat, som jeg kan drage paralleller til mine bedsteforældre og forældre. Hvor man kun ejede de mest basale ting.
Brugte råvarens op, og udnyttede de resourcer man havde.
Ordet ensomhed dengang, tror jeg ikke man anvendte, der var mere omsorg fra naboer og familien, og selv om afstandene til familier var store var et brev kærkomment i ny og næ.

Anne Christine ikke fordi der er noget galt med internettet, men den overfladiskhed der huserer der, skaber ikke nærvær, ikke engang nærvær selv om man er i samme rum, så længe de er online.
Ikke fordi jeg er foraget, men det ligger i tiden at man altid er beredt.
Ingen tvivl om at fritidsinteresserne er i fare med de lange skoletider, og stress kan selvfølgelig avles af høje forventninger, ikke nødvendig ens egne men andres forventninger.
Men man må bare forholde sig til at ensomhed er et problem i vores land.
Vh. Hanna Fink

Det er takket være relationer på nettet, at jeg fandt folk, som jeg faktisk delte interesser med. Frem for at holde min 9. klasses afslutningsfest med min klasse - som jeg intet havde til fælles med - tog jeg til Als for at holde afslutningsfest med to online veninder og den enes klasse. Og det var awesome.
Jeg har ingen kontakt til folk fra min folkeskoletid, da det nok var den værste tid af mit liv. I stedet har jeg kontakt til de folk, som jeg har mødt gennem online rollespil. Så at sige at relationer over nettet er overfladiske, synes jeg er en fejlfortolkning af, hvordan folk kommunikerer via nettet. Der kan opstå tætte relationer, hvis man er i et forum, hvor folk deler fælles interesser. Jeg har mødt mange af mine online skrivekammerater i virkeligheden, og mange rollespilssider holder 'træf', hvor man mødes og har en hyggelig weekend sammen.

Men ja, der er tilsyneladende et problem med ensomhed i Danmark. Jeg synes bare ikke, at det giver mening at bebrejde internettet og materialisme for det. Begge dele kan være med til at skabe nye relationer.
Hvad ensomhedsproblemet faktisk skyldes - når det gælder unge - skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror stadig, at det har mere at gøre med folks skoleliv, siden det er der, de bruger størstedelen af deres tid.

Vi unge føler os presset af hinanden, os selv og de sociale medier til at udføre unikke handlinger og få succes. Det er et konstant pres der ligger på skuldrene og kun tvinger os ned af- som regel i sengen. I de fleste tilfælde sker der ingen fremskridt, og det gør vi kun føler os som en større fiasko. Vi bliver trætte og vi lukker os selv inde, fordi vi hele tiden bliver skuffet over vores svage fremskridt.
Det er svært at være sig selv, da man har muligheden for, at udfolde mange forskellige personligheder, både i skolen, på medierne, i hjemmet og med vennerne. Det er et edderkoppespind og den eneste måde at komme ud af det på, er ved at gøre noget man virkelig interesserer sig for, integrerer sig i et hobby samfund mellem mennesker der har de samme interesse, dér er det svært at føle sig ensom, da man hele tiden bliver anerkendt/ eller får konstruktivt kritik. Man vedvarer derfor en god cirkel af god energi, der hele tiden holder en vågen og frisk.
Det er min erfaring/holdning :)

Helt enig, Regitze :)

Det bekræfter min opfattelse af de sociale medier, der kan man jo opfinde en fiktiv person som man ikke er Regitze. Som ung er det svært at gennemskue så ved de skrevne ord kan man opfinde handlinger der ikke stemmer overens med virkeligheden.
På den måde kan man føle sig udenfor.
Hele miseren er at man digter selv historie ud fra det man læser.
Vh. Hanna Fink