...lige pludselig var det den 1. december. Jeg har virkelig forsøgt at være på forkant med alt hvad der nu er at holde styr på, men for dælan da jeg syntes der er meget....møder med kommune dit og dat, undersøgelser hos diverse eksperter, skolehjem-samtaler på alle 3 skoler, messer på jobbet, bankmøder, indsendelse af diverse papirer til alt muligt nødvendigt voksen-noget, tilmeldelse til julediskotek i 2. klasse, nissehygge med den anden 2. klasse, legegrupper.....åh suk...

Men så var den der altså lige.....den 1. december....en mørk, regnvåd og alt for pludseligt....havde glemt at købe ungernes julekalender...tror nok jeg tænkte, at de nok snart var så store at det ikke betød så meget og at jeg nok skulle nå det..men...nix..
Selv teenageren spurgte som det første da han tumlede ud af værelset med sovehår og missende øjne:
"hvor er min chokoladekalender?"
HOST!
Lovede dem, at jeg nok skulle sørge for, at der var julekalender om eftermiddagen, og at vi så også skulle julehygge...så var det ok. Og ...ved ikke hvorfor det egentlig ikke skulle være det. Ungerne forstår jo godt, at det ikke er fordi jeg ikke gider, men at man godt kan glemme. Det er jo bare oppe i mit eget stressede hoved, at forventningerne og kravene til Super-mor opstår!
Om eftermiddagen var jeg alene med ungerne.
A skulle til julefrokost.
Det kræver altså lidt regulering i den normale planlægning, at vi bare på sådan en enkelt dag ikke er to, men det gik trods alt.
Jeg fik handlet og sikrede mig de to sidste Disney chokolade julekalendere i Netto, fik hentet mellemmanden fra den ene SFO, samtidig med at jeg talte med mindstemanden i hans nye mobil, mens han selv stod på bussen hjem fra sin SFO, fik kørt teenageren til fodbold, med de omkringboende fodboldkammerater - skønt med køreanordning, som så sørger for, at jeg kun skal køre den ene vej, og at en anden forældre så kører hjem. Blev dog en anelse irriteret, da vi sad og ventede i bilen på den ene, som liige skulle på potten, og der sad han så i 12 minutter, før vi kunne køre videre.

Glemte at jeg skulle have købt gran, så vi kunne lave juledekorationer, så kørte omkring den nærmeste gård, som solgte gran ved vejen, og sikrede mig et skønt stort jule-duftende bundt gran.
Luftede hurtigt hundene i skoven, lukkede hønsene ud i haven, og lod opvaskemaskine, vaskemaskine og støvsuger stå, og ryddede i stedet spisebordet og hev kasserne med juledekorations-pynt frem. Tændte for radio Soft, hvor der selvfølgelig er julemusik hele tiden. Last Christmas fyldte stuen og vi sang alle med...lyder fantastisk når de to skråler hvad det er de mener der bliver sunget.

Mellemmanden og jeg havde jo samlet en masse nødder, grene og kogler, på vores gåture i skoven.
Ungerne satte sig ved bordet, og gik i gang med at forme ler…..det blev til tissemænd, skåle, kugler og vist nok en kat eller en hund, inden det blev mast fladt igen og placeret på en skive træ og var klar til kalenderlyset…

Da vi åbnede kasserne, var det en sær gang fnuller af noget som lignede tørt græs, halvspiste nødder og tomme små nødde-hatte, som mødte os, og nårh ja…en masse små musselorte!
Heldigvis kunne vi bruge nogle af koglerne og de tørrede appelsinskiver fra sidste år…de har nok været for harske til at en lille mus gad sætte tænderne i dem.

Ej hvor var det hyggeligt ….jeg elsker altså de små stunder med mine unger. Der duftede af gran og vi havde grå lerfingre og glimmer overalt, og det blev de mest skæve og sære juledekorationer, men de er skønne!
Jeg skrævede hen over Steggerhunden, som var i gang med atter at humpe den stakkels Kvik-hund, og satte en gang kødsovs over på komfuret , og så sørgede jeg for at gemme lidt af leret til teenageren, da han helt sikkert også stadig ville lave en når han kom hjem.

Grannåle overalt, bordet smurt ind i ler, og så var der spaghetti og kødsovs til alle. Min mor kiggede forbi og fik et glas rødvin, og så sad vi der og snakkede lidt om julegaver, om ondt i ryggen, om madpakker og om jul.

Stor jubel over julekalender fra mindstemanden, som fluks ryddede sit skrivebord og gjorde plads til den. Til mellemmanden som ikke kan lide andet end vingummi, og som jo ikke selv kan se numrene på de små luger, havde jeg nået at lave en lille kommode-julekalender med 24 små skuffer, som han kan åbne i rækkefølge, og derved selv tælle sig frem til næste nummer. Fyldt en lille syrling i hver og han blev så glad, at jeg blev helt rørt. Den skulle stå i stuen på bogreolen, fordi han syntes at alle skulle se den hele tiden.

Teenageren dukkede op, og råbte at han var hundesulten. Der blev fløjet lidt med papirsflyvere og kastet med hoppebolde, og så var det tid til at gå i seng. Vi er i gang med at læse om Mumitroldene og det er den skønneste historie. Har set filmene da jeg var lille, en aldrig læst hele bogen. Den er meget beskrivende, og med mange nye ord og begreber, så det kan tage tid at komme igennem, men især for mellemmanden er den perfekt. Et udtryk som:
”…Hemulen slap taget og lod sig dumpe ned af stolpen og landede i græsset”
Den skal lige vendes, for mellemmanden mener jo at Hemulen holdt fast i taget, og havde jo ikke hørt at der var tag på stolpen…

Da de var puttet, vi havde pustet i drømmefangerne og der endelig var ro, kom teenageren springende ind. Klar til at se TV2’s julekalender med sin mor, og lave juledekoration samtidig.
Vi spiste jødekager, og igen var der grannåle og ler overalt, han så ikke meget af hvad der foregik i fjernsynet, men gik meget ihærdigt til værks med det dersens juleri….
Jeg kunne ikke lade være at smile, da jeg kunne høre han sad og nynnede imens. Ikke tit han nynner egentlig, kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt det – det var dejligt. Julekalenderen sluttede, dekorationen var færdig og han så smilende op:
”Mor hvornår er det den der med Lars Hjortshøj kommer?”
”Den har vi lige siddet og set?”
”Nårh…..nåmen så går jeg ind og spiller lidt igen…superhyggeligt det her mor, og den blev flot ikk?”
Og så var han væk igen, balancerede sin dekoration ind på værelset og lukkede døren … De 25 minutter gik hurtigt - for hurtigt. Jeg sad tilbage og var glad men føler også at han så hurtigt er ved at smutte fra mig. Kan se på hans FB-statusopdateringer at han stadig glæder sig til jul, og jeg syntes det er sødt at han skriver det selvom det måske ikke er så sejt når man er 13.

M