Igår kom dommen så....vi som troede at det var en stensikker sag blev da godt og grundigt tørret!

Selvom tømreridioten løj, snød og i det hele taget var en stor fejltagelse i retten og vi havde en fantastisk advokat og gode professionelle vidner, så var beskeden fame igår i telefonen at sagsøgte skal betale 75.000 + renter af et eller andet gebyr.
Troede det var løgn! Hvordan fanden kan det ske? Hvad gør vi nu? Kan man erklære sig selv konkurs?

Men .....vi tog det faktisk helt pænt begge to.....A var sådan lidt:"Nårh ja...men det finder vi ud af! Det vigtigste er at vi alle er raske!"

Og han har ret! Det er bare penge, og så må vi løse hvor vi finder dem! Man føler sig bare en anelse magtesløs, for han fik så snydt sig til at få penge ud af os alligevel. Hvor retfærdigt er det? Men vi gjorde hvad vi kunne for at gøre det svært for ham, nu kan man så bare ærgre sig over at vi ikke havde heldet med sig og undre sig over hvordan han fik snørret dommeren?

Men han har ret. Inde i mit hjerte, så ved jeg at dette var den af vores kampe som var ligegyldig at vinde. Som betyder mindst.

Idag - en dejlig dag - med solskin, størstemandens 12 års fødselsdag, morgenbord med flag, sang og hygge og så en tivolitur efter skole. Med turpas, glade unger og tur efter tur efter tur efter tur i rutsjebanen. Mormor i veteranbilerne og store is og kvalme!

Gemt den dybt inde i mit hjerte.

Men havde lige nået hjem og vende inden vi tog afsted til Tivoli.

Posten kom..der var afgørelsen fra statsamtet...

Begyndte at ryste...turde ikke åbne det....idag skulle være en glad dag og var så bange for flere dårlige nyheder.

Men.....de har lyttet til min søn! De har lagt vægt på hans ord og hans ønsker og de har afvist at der kan være samvær med hans far.

Blev så lettet. Ved at det er det bedste for størstemanden. Ved at det ville have været så hårdt og ved at det ville gå galt igen. Ved at manden igen ville kunne tænde af og opføre sig helt manisk og psykopatisk.

Men nu er han fredet igen et par år! Så dejligt at der blev lyttet...

Måske derfor var jeg helt igennem letlet og istand til at tage hele dagen og stemningen helt ind i hjertet.

Så kom vi hjem....fik puttet 2 små meget trætte unger (og englebørn idag om jeg må tilføje!! Virkelige englebørn!!)

På vej ud af Tivoli stødte vi ind i Karen (hende den smækre sangerinde) og hun var så sød at lade størstemanden give et kram og få et billede. Sød sød pige!

Skulle hjælpe ham med at få det over på FB.

Fik åbnet min egen mail.

Der lå en mail fra ham. Fra min søns far. Fra den mand som i årevis forfulgte og truede os. Som i årevis gjorde mig til et nervevrag, vores liv til et helvede og som har ødelagt så meget i min søn og i mig for altid.

Han havde fået min mailadresse fra Statsforvaltningen. Selvom jeg havde understreget at de IKKE måtte videresende den. At jeg har skiftet nummer og mailadresser utallige gange pga chikane og trusler og at jeg følte mig truet.

De sendte den da bare uden tøven til manden!??

Der stod en enkelt linie:

"Hvis du tror det er overstået, så tager du fejl!!!!!!!"

Begyndte at ryste med det sammen. Skjulte den og lukkede ned for min søn.
Han skulle ikke se den.

Prøvede at gøre hans fb færdig uden at lade ham mærke noget. Kiggede over på A med tårer i øjnene. Han kunne se at der var noget galt.

Kunne med det samme mærke frygten igen.
Mærke de skrækkelige og skræmmende følelser igen.

Hvad nu?

Betyder det at det startet igen?
Betyder det at jeg nu igen ikke kan køre ud uden at være sikker på om jeg bliver kørt ind i eller ned?
Betyder det at jeg igen skal frygte for mit liv.
For mine kæres liv?
Betyder det at der nu hver dag skal komme flere og værre og værre trusler?
Betyder det at han ikke giver op?
Betyder det at han .....hvad betyder det?

Hvorfor skrev han ikke tillykke til sin søn?

Det ville have været så stort af ham.
Det ville være første gang i 7 år at det skete.
Det ville have været en start på at prøve at genoprette kommunikationen.
Det ville have været en helt anden indgangsvinkel til at vi to igen kunne kommunikere.

Det understreger at det at jeg måtte have eskorte ud af statsforvaltningen sidst fordi han opholdt sig i venteværelset var helt reelt.

Det understreger at han ikke har ændret sig.

Det understreger at min kamp er helt reel.

Hvad gør jeg nu?
Sender jeg den til statsforvaltningen?
Svarer jeg - og svarer jeg ligegyldigt eller,,, og sender den så til Statsforvaltningen med mit svar ?
Skulle jeg minde ham om at han skulle have ønsket sin søn tillyhkke.
Jeg ved ikke hvad jeg gør.

Men jeg ved at nu fylder han igen.
Nu har han igen taget plads her i vores liv.
Her i vores forhold.
Her i vores familie.
Jeg har sluppet ham.
Sluppet de følelser det gav da han var allerværst.
Sluppet frygten.

Men det kom så hurtigt tilbage.
Jeg villle sådna ønske at jeg kunne slippe det. Undlade at lade det tage over.
Men hvordan kontrollerer men sin krop når den dirrer af frygt?
Hvordan siger man til en såret sjæl at det er for åndsvagt og at man skal slappe af?

Hvad skal jeg gøre?

Jeg er bange..

Hvis der sker mig noget....så må min søn ikke engang blive her hos den far der elsker ham og har elsket ham siden han var 3. Må ikke blive hos sine brødre. Sin mormor. Sit hjem.
Så bliver han sendt til ham.

Han taler så ofte om at han vil adopteres. Det ville være løsningen på at han kunne blive her. Det ville fjerne den fristelse det ville være at skaffe mig af vejen.

Men man kan jo ikke adoptere uden at "han" skriver under.
Det gør han ikke.

Hvad skal jeg gøre?

Jeg er bange....

M