Det er faktisk midt om natten, men bliver nødt til at komme af med nogle ting før jeg kan lægge mig til at sove.

Det har været en rigtig dejlig dag idag. Kom dog ikke i motionscenteret i formiddag før jeg skulle hente min lillebror på banegården. Men vi kom fint frem og det var dejligt at se min søster igen.

Det gik også ret godt med mor og Dorthe, blev helt overrasket over at de hilste pænt på hinanden da de kom og sagde pænt farvel da de gik. Da vi sad og fik kaffe og senere spiste var de dog placeret i hver sin ende af bordet. Tror det var meget godt, hvem ved hvad det kunne ha udviklet sig til hvis de havde siddet tættere på hinanden. Jeg synes det er godt der endelig sker noget i hele den "konflikt", men føler ikke der er nogen grund til at gå alt for hurtigt frem. Ét lille skridt af gangen.

Ved 21 tiden gjorde jeg klar til at køre hjemad. Havde ellers overvejet at overnatte hos min søster og så køre direkte på arbejde i morgen tidligt, men havde nu mest lyst til at komme hjem i min egen seng.

På vej hjem sms'er jeg lidt med Ivan. Han havde bare haft en sumpedag derhjemme og prøvede at komme lidt ovenpå igen efter en omgang forkølelse. Efter lidt tid ringer jeg så til ham i stedet for og vi hygge snakker lidt og jeg fortæller om hvordan det gik med mor og Dorthe.

Da jeg kommer til afkørslen for at komme hjem til ham spørger jeg ham om jeg skal komme forbi for at sige godnat til patienten eller om jeg skal køre hjem, klokken var alligevel 22:30. Jeg måtte meget gerne komme forbi for at sige godnat.

Jeg blev helt vildt glad for at se ham, kunne virkelig mærke at jeg havde savnet ham siden jeg så ham igår eftermiddags. Vi sad så og hyggesnakkede i en lille halv time. Kunne på en eller anden måde godt mærke at der var et eller andet med ham, men kunne slet ikke se hvad det var. Til sidst har han åbenbart samlet sig så meget mod til at han kommer frem med det.

Han var bange for at vi ikke var samme sted i det her forhold. Han holder utroligt meget af mig, men han har nok en tendens til at overanalysere alting. Så han føler sig lidt splittet, for han synes han skylder mig (og også sig selv selvfølgelig) at gå helhjertet ind i det her og det føler han ikke helt han kan. Jeg ved at han har rigtig mange ting at slås med oppe i hovedet, men jeg har ikke ville spørge ind til det, var bange for at skubbe ham væk. Det er derfor jeg ikke har spurgt så meget til ham og hans liv, har hele tiden tænkt at det skulle nok komme med tiden, at hvis han havde lyst til at jeg skulle vide det, så skulle han nok fortælle mig det på det tidspunkt. Han har så opfattet det lige modsat, at jeg ikke har været interesseret i ham, måske endda været ligeglad med ham. Og hvis det er noget jeg IKKE er, så er det det.

Har også hele tiden følt at jeg fik lidt blandede signaler, men har forsøgt at fokusere på de positive. Og jeg har da også haft en følelse af at tingene måske gik lidt for godt, at der da snart måtte komme en eller anden form for konflikt til at ruske lidt op i nogle ting.

På én måde blev jeg overrasket over at han fortalte mig de her ting i aften, men på den anden side så havde jeg jo godt mærket at der var noget. Her kan man virkelig se, hvor vigtigt det er at være ærlig overfor sig selv, og ikke bare bilde sig selv ind at alting f.eks. er rosenrødt.

Jeg blev meget ked af at han havde det på den måde og kunne heller ikke lade være med at tude lidt over det. Og så fik han det endnu værre, for det sidste han ville var at gøre mig ked af det. Kan virkelig mærke at der en meget følsom person bag og at han består af rigtig mange lag før man kommer helt ind til hans inderste. Indtil nu har jeg kun skrabet lidt i overfladen, men i aften kom jeg et lag længere ind. Jeg ved at der stadig er langt ind til kernen, men fik nogle dybe ting at vide om ham i aften, så nu er der ét lag mindre.

Han havde ikke noget facit til hvad der skal ske nu, om han ville trække følehornene til sig og sige det var det eller om han fortsat vil ses. Jeg kunne godt mærke at jeg aller helst ville have en afklaring i aften, men vil heller ikke presse ham, for kunne godt mærke at hvis jeg tvang et svar ud af ham så blev det stop. Han sagde dog flere gange at han holdt rigtig meget af mig og heller ikke ville smide guld på gaden.

Kan mærke at jeg helt vildt gerne vil have det her til at fungere og at det vil han også meget gerne. Han har bare en konflikt oppe i hovedet mellem hans hjerne og hjerte, han vil aller helst have fuldstændig kontrol over alle ting i hans liv men det ved han også godt det ikke kan lade sig gøre. Det går ham bare på nogle gange, når det så ikke kan lade sig gøre og det er nok det, der sker i dette tilfælde. For hvis hans hjerte skulle bestemme så ville han bare kaste sig ud i det og se, hvor det førte hen. Det er jo egentligt lidt det jeg gør og det ved han også godt. Og på en eller anden måde ønsker han virkelig at han bare kunne gøre det samme.

Da vi snakkede her i aften kom der nogle lidt dybere ting frem fra begges sider. Han sagde at det var han rigtig glad for, lidt som om det satte nogle ting på plads oppe i hovedet og det virkede som om der faldt en lille sten fra hans skuldre. Det var noget af det han havde savnet de sidste par uger, men det er jo svært når man ikke har kendt hinanden mere end 2 uger, så fortæller man ikke bare sine inderste tanker til hinanden.

På vej hjem ude fra ham tænkte jeg meget over det og vil også gerne dele mere af mig selv og mit inderste med ham, men ved ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. Kom så til at tænke på alle de ting jeg har skrevet herinde efterhånden og overvejer at lade ham læse det. Har ellers hele tiden sagt at jeg vil have det her fri-rum for mig selv, men overvejer at kopiere det hele over i nogle tekstfiler, så han ikke finder ud af, at det ligger herinde. Det vil jeg lige gå og tænke lidt over.

Selvom det var hårdt både for ham at fortælle det og for mig at høre det, så er jeg glad for at vi fik snakket sammen. Meget af tiden kørte det bare rundt oppe i hovedet på mig "jamen hvad så nu, hvad sker der med os, er det slut nu, skal vi ses noget mindre, kan det virkelig passe at jeg er ved at miste ham", altså rigtig mange lidt negative tanker. Vi blev dog enige om at vi begge lige skulle sove på det og så snakke videre i morgen.

Sidder med en mærkelig tom følelse lige nu. På én måde føler jeg at han er ved at gøre det forbi, men på en anden måde føler jeg at det faktisk er præcis det modsatte. Og det er nok den sidste følelse, der er stærkest lige nu, nemlig at det der lige er sket bare har styrket vores forhold. Men, vil også passe på ikke at bilde mig selv noget ind, så prøver at være realistisk og tænke på at det kan faktisk gå begge veje.

Så...er glad for at vi fik snakket...men trist over hvad der kan være konsekvensen af alt det her.

Nå, nu er klokken blevet alt for mange. Tror godt jeg kan sove nu når jeg har fået skrevet alt det her ned, så rumsterer det ikke sådan oppe i hovedet når jeg lægger mig ned. Så må jeg se om vi kommer en afklaring nærmere i morgen...

Nat nat derude...