Jeg tænker på at gå i seng. Klokken er ikke engang 20 for christ sake! Men jeg er så træt og så ugidelig. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal foretage mig og energien er væk ovenpå i dag.

Men det har nu ellers været en god dag. Vejret har været smukt og jeg har gået hele vejen hjem til S med barnevognen, hygget et par timer og gået hele vejen tilbage igen.

Jeg har fået en mail fra en gammel veninde. Sådan én kæde én, hvor man skal svare på en masse spørgsmål omkring ens nuværende tilværelse. Det er egentlig en meget god ide men jeg tror ikke jeg svarer. Hvorfor så ikke det?

Jeg har kendt hende siden efterskolen helt tilbage fra 1996. Vi har holdt ved lige siden men, som så mange andre af mine venskaber, gled det ud da jeg blev…tosset dengang. Hun har dog alligevel holdt fast og skrevet flere gange. Jeg har ikke haft overskuddet til at bibeholde kontakten men det kan man jo egentlig sige at jeg har nu!

Men hvad er det med mig og venskaber? Selvom jeg glædes ved dem, skubber jeg altid folk fra mig og føler denne uoverskuelighed i forhold til at holde kontakt. Jeg føler mig lynhurtigt presset, får stress over mobilen og ender altid med at skabe så meget afstand til andre som muligt. Jeg holder et par personer tæt, så som S, de fleste andre flygter jeg fra.

Jeg ville have så godt af at have kontakt til flere mennesker, men jeg gør det ikke. Hver gang jeg har muligheden for at skabe et nyt venskab, bliver jeg bange og lader det glide væk. Det er sket så mange gange. På studiet havde jeg alle tiders mulighed for at få en rigtig god og ny veninde. Hun viste tydelig interesse, ville gerne ses privat – også selvom jeg var gravid og ikke kunne rode mig ud i byture osv – men jeg lod det glide væk.
Flere af L’s kammeraters kærester har gerne ville ses privat, men jeg sniger mig udenom…

Hvorfor??? Det er jo skide søde mennesker der i bund og grund blot er glade ved mig, gerne vil lære mig at kende og blive min ven. Men jeg føler mig presset…på en uforklarlig måde. Eller er jeg bare skide-hamrende genert?

Hvordan får jeg brudt den modstand? Måske ved at springe ud i det og blive ved. Ignorere min frygt, tage mobilen når den ringer, sige ja til at ses…det behøver jo ikke at være en hel dag men bare et par timer.

Når L kommenterer min skyhed overfor andre mennesker, bliver jeg helt stærevit! Jeg går totalt i trods og kan slet ikke holde mig i samtalen. Ingen skal fortælle mig at jeg er ensom og ville have godt af at komme ud. Han rammer vel bare et satans ømt punkt.

Jeg gider ikke mere i dag. Tror jeg vil putte.