Veerne må ha’ varet i to dage inden det gik løs.
Det var natten til lørdag. L var så træt og vi blev enige om at gå i seng. Jeg havde godt på fornemmelsen at noget var ved at bryde igennem men var selv så enormt udmattet oven på to søvnløse nætter.

Klokken var vist 01 da jeg vækkede ham. Jeg ville af sted og følte mig bestemt ikke tryg ved at veerne nu føltes tiltagende og stærkere.

Han må ha’ været nervøs. Han kørte som død og helvede gennem byen, var oppe og hoppe på en kantsten men jeg bare sad det og klamrede mig fast.

Mor var allerede på p-pladsen uden for riget. Jeg kunne nærmest ikke gå men følte mig allerede meget mere tryg ved at være på hospitalet.

På fødegangen smækkede jeg simpelthen fjæset ned i modtagelsesdisken og kunne ikke engang kigge op på den jordemoder som tog i mod os. Hun undersøgte mig og jeg havde sgu allerede åbnet mig 5-6 cm. ”Jeg finder dig en fødestue!” og med de ord viste jeg at showet var i gang.

Ned i badekar, op af badekar, kaste lidt op, falde lidt hen, om på knæ og mosle rundt som en anden flodhest…tilbage i det varme vand, op, ned, hen, ligge stå…ohh my god!

”Veerne er dine venner lille skat!” forsøgte mor. ”De hjælper dig med at føde” Hmmm jeg følte sgu ikke at jeg bondede specielt godt med de veer. Hold kæft hvor gjorde det ONDT!
Heldigvis holdte jeg mig til min plan, om at lytte til hvad folk sagde til mig, altså trække vejret sådan og gøre dit og dat. Hvis jeg bare i to sekunder mistede kontrollen, følte jeg slet ikke at jeg kunne magte mere. Når jeg så arbejde med og gjorde som de sagde, så kunne jeg bedre overkomme det.

Dejlige L…på et tidspunkt blev det for meget for ham og han græd lidt mens han sad ved siden ad mig. Han må ha’ følt sig så magtesløs og da jeg fik en pause mellem veerne, kyssede jeg ham og fortalte hvor stor en hjælp han var selvom han måske ikke følte han gjorde noget.

Jeg var ekstrem sensibel. Mors kaffeånde, L’s tyggegummi og jordemoderens dårlige ånde gav mig den ondeste kvalme. Men selv ikke der kunne jeg finde ud af, at sige det højt af frygt for at støde nogen. Noget jeg senere kun har grint lidt af og taget til eftertanke.

Klokken 07 fik jeg lov til at presse og viste en styrke som forundrede alle der var tilstede. Jeg fik ham ud i tre forsøg.

Jeg turde ikke kigge ned…jeg ved ikke hvorfor men kiggede i stedet dybt på L og mor. Var han ok? L var fyldt med tårer og mor var startet med at vræle da kun så hans lille hoved da det var på vej. ”Han har GULDHÅR!!!” kan jeg huske hun hulkede.

Jeg fik ham op på maven. Følelsen af det her lille varme og våde liv, som langsomt bevægede sig på min hud, kan jeg simpelthen ikke beskrive. Aldrig i mit liv har jeg følt så stor lettelse og i det hele taget så stor en følelse.
Da jeg endelig turde at kigge ned, så jeg et lille ben…et lille blåt ben. Jeg himlede op ”HAN ER JO HELT BLÅÅÅÅ!”. Jordemoderen smilede og beroligede mig. Jeg havde bare presset ham liiiidt for hurtigt ud.

Kort efter fik vi beskeden som fuldendte den lettende følelse. Jeg havde født en sund og rask lille dreng på 3400 gram…med guldhår.

De gjorde ham i stand og lagde ham i sengen hvor L og jeg lå. Alle gik ud og dér lå vi tre bare. I det sekund ændrede alting sig og jeg følte mig sammensmeltet med begge mine dejlige fyre.

Dagene på barselsgangen var hårde. Der var totalt overbelagt, mangel på personale pga Mary (altså helt ærligt) og jeg blev lagt på en 4-mandsstue. Jeg fik hverken ro eller søvn. Alle de nyfødte på min stue græd natten igennem…men min lille dreng sov, spiste og virkede helt rolig. Mine følelser slog de vildeste kolbøtter. Jeg følte mig vendt på vrangen men levede på denne her vilde kærlighed som langsomt men sikkert kom for hvert minut.

Men jeg ville hjem. Besøgene tappede mig meget…det var skønt at folk kom men jeg var så træt. L hentede os, vi tog hjem og langsomt kom jeg helt til mig selv.

I dag er han præcis 14 dage gammel. Lige nu sover han så fint inde i sin vugge. Snart vågner han og siger disse små lyde som jeg nu ved betyder MAD. Jeg lærer ham stille og roligt at kende.

L føler jeg mig mere forbundet til en nogensinde. Problemet er bare, at han blev nødt til at tage på søen. I mandags rejste han. Det var noget vi var blevet enige om. De kaldte ham ud da jeg var højgravid så vi har vist det længe. Det var en svær beslutning for os begge. L’s dilemma var at han blev nødt til at tage en tur, for at hans dagpenge ikke skulle rende ud + at jeg hele tiden har støttet ham i, at færdiggøre den uddannelse. Jeg ville hellere ha’ at han tog af sted nu, end om et par måneder. Lige nu har den lille trold i princippet kun brug for mig.

Havde jeg dog bare forudset det dybe savn. Jeg savner ham så ufatteligt meget. Det gør ondt inden i men jeg ved han er der. Han har det selv enormt svært og ingen af os havde nok forudset hvordan det ville være, at han tog af sted på et tidspunkt som nu.

Mor hjælper mig meget med det praktiske. Det er sgu heller ikke noget problem for mig, at klare alene. Min gamle praktiske gris stor-trives med at organisere dagen ud fra hans søvn og sult osv.

Men savnet til L kan jeg ikke gøre noget ved. Han kommer hjem om 14 dage og tiden skal bare gå. Det føles værst når den lille fyr sover. Så føler jeg mig så alene og tom inden i. Når han vågner, fodres jeg med kærlighed og timerne flyver af sted.

Mine følelser vælter stadig rundt inden i mig. Jeg bliver glad, overrumplet, bange, ked af det, lykkelig…alt sammen på én gang.

Jeg er blevet mor