Tak for de breve der dukkede op efter dagbogen i går.
Hele dagen blev brugt på forsøg på ikke at tænke – og når det ikke lykkedes stortudede jeg – så allerede inden klokken var 2 var jeg noget så træt.

Skrev lidt med de der skrev i går, og noget af det fik mig til at tude endnu mere, og ikke mindst: Tænke!
Jeg vil skrive nogle af sætningerne herinde, og lade mine tanker komme frem.
Gad vide hvor lang tid det vil tage at skrive denne dagbog?? Mon jeg vil tude konstant, eller vil jeg være hård imens jeg skriver?

Noget af det der kom var:
”Da jeg for lidt tid siden var "down", var der en, der skrev til mig, at livet kan være som et ludo-spil, hvor man sommetider bliver slået "HJEM", og det kan bare føles uendeligt hårdt, når det sker, men Annika, det eneste der er at gøre, er at spille terningerne endnu engang og se, hvor man så kommer hen i livets ludo-spil - forsøge at få en ny 6'er..! Men jeg kan godt følge dig - det er barsk, når man føler at man måske kun kommer fremad med 1'ere..!”

Ludospillet fik mig til at tænke – det var meget ubehageligt. Fik skrevet et langt svar tilbage. Nogle af de ting der kom frem var:

”Ingen kan komme med de rette ord - ved ikke selv hvad det er, men dine fik mig til at stortude igen og tænke videre - en ting jeg konstant prøver på at undgå for tiden, for kan ikke komme videre med mig selv.

På den ene side er jeg bange for at jeg bare er en selvoptaget, nærttagende bitch som skal tage sig sammen - hvilket jeg ikke kan..

På den anden side er mine tanker om jeg skal have noget prof. hjælp til at komme videre - men kan ikke finde hoved og hale i hvad jeg skal gøre, hvad der er rigtigt, ved ikke hvor jeg skal henvende mig, tør heller ikke gøre det....
Mangler vist godt og grundigt en der kan tage mig i hånden, se hvad jeg føler og ved hvad jeg bør gøre - og få mig til det.
Kan slet ikke selv finde ud af det....

Og aner ikke hvem der skulle tage mig i hånden...
Mic og min mor - jeg kan ikke sige det til dem - bede dem gøre ET eller andet - burde vel nærmest være på den lukkede *haha siger hun i tankerne mellem de tunge tårer*. Jeg ved de ikke kan læse mine tanker, men jeg kan ikke sige/skrive det, kan ikke, har prøvet så ofte, men lukker af når jeg prøver.

En veninde?? Har ikke haft en siden jeg var 10 - det er 17 år uden en veninde og hvor det let kan tælles på 2 hænder hvor mange gange jeg har haft nogle med hjem fra skole mm.... Så der er heller ingen hjælp at hente.

Ved også at jeg skal ud - ud fra mit hjem og være aktiv og glad - lave nogle ting, være sammen med andre - men føler mig altid så udenfor når jeg er med andre - føler at jeg ikke duer, er dum, et fjols, underlig osv.. (ja, også på bakken, men måtte bare møde op).

Har ingen kontakt med kommunen hernede - så kender ikke min sagsbehandler - og kan heller ikke selv bede om at komme derned og sidde og stortude foran en ukendt - som jeg måske kan med, måske ikke kan.

Har prøvet at finde aktiviteter om dagen eller aftenen - helst dagen.
Der er ikke nogle ting jeg gerne vil, som er i nærheden og som trækker..
Eneste om dagen er for pensionister eller psykisk udviklingshæmmede - og de har slet ikke nogle ting jeg har lyst til (pc, internet, bordfodbold)

Så aner bare ikke hvad jeg skal gøre..

ps: min terning slår ikke engang 1 for tiden - den slår slet ikke, så vinden trækker mig bare bagud - det er noget møg at spille ludo i stormvejr udenfor.
Solen skinner også her, men hvad hjælper det?? Vil hellere sidde i et sort rum med varm cacao, varme boller, tæpper, puder, og et program på min pc, så jeg kan redigere i min hjerne og uploade et nyt program.”


Her til morgen læser jeg så det svar der kom tilbage – det fik mig atter til at sidde og stortude. Åhh hvor er jeg dog bare træt af det møg.

Nogle af de kloge ord der kom:
” Når jeg læser dine ord, er de tanker, der falder mig ind, at du er en meget ensom pige, og at du måske altid har været det. Du er sikkert en "ener" som så mange af alle os, der er på Fyldepennen... Tja jeg tror nemlig ikke, vi bare er gennemsnitsmennesker, alle os, der har det med at udtrykke sig i det skrevne ord.
Mange gange handler det om at se sig selv, som man nu engang er, og så forsøge at acceptere det, at holde af og elske sig selv, med de egenskaber, fejl og mangler, man nu engang består af. ”

Nej, måske er det rigtigt – måske er alle herinde tossede på deres egen dejlige måde??? Måske…. Hvem ved?? Er jeg en del af pennens tossede personligheder, eller er jeg en stakkel der prøver at presse sig ind???
Endvidere stod der bla:

”Du er nødt til at gøre noget ved din ensomhed Annika, og det læser jeg, at du også godt selv er klar over, men at du har svært ved at få taget hul på "bylden", og at du har svært ved at be' om den hjælp, du har brug for. Ja, du har brug for at komme ud blandt andre, men det behøver jo ikke absolut at være sammen med pensionister eller udviklingshæmmede - uden at kende dig helt, har jeg faktisk en fornemmelse af, at du er super-dygtig ved en PC'er, så måske kunne du' ligefrem tage et job som underviser el.el.??? Måske er det at skyde for højt i første omgang, men klart skal du da ud at beskæftige dig med noget, du gerne vil, og ikke bare lave patch-work el.l bare for at gøre noget. ”

Ja, jeg er mere end klar over at jeg skal gøre noget ved det – men jeg kan ikke finde ud af hvad det skal være??
Da jeg læste disse ord, kom årene løbende igennem mit hoved.
Skoleskift har jeg prøvet nogle gange, men det var lige præcis i ’86 at det hele ændrede sig. Hvorfor gik jeg fra at være en af tøserne på 1 skole, en af dem med veninder, og som ”havde noget at sige” – direkte ind i en anden skole og blev usynlig?? Det er jo ikke en af de klassiske ”mobberier” (er ignorering mobning?). Jeg kan ikke have ændret mig fra dag til dag?? Jeg har nogle tanker omkring hvorfor, men kan alligevel ikke forstå det – det er ikke muligt.
Lige siden den dag, har jeg været alene. Ude af øje – Ude af sind. Det passer nu meget godt.
Gik også på Højskole, men også der følte jeg mig udenfor – var med i en ”gruppe” – da skolen var ovre fandt jeg ud af at en af dem fandt det belejligt at jeg havde bil… har ikke kontakt med én eneste af dem i dag, det var mig der skulle kontakte dem hvis der skulle ske noget – altså igen ”presse mig ind i deres liv” efter opholdet var ovre. Igen følte jeg mig meget dum, svigtet og naiv. Herefter bakkede jeg for at lave noget med folk hvis det involverede bil – ville ikke være en der skulle misbruges efter godtbefindende.
I dag tror mange at jeg er åben. Tror jeg egentlig ikke at jeg er – jeg skriver måske nok dagbog hvor hele ”mig” er i… men er jeg åben, eller er det noget andet?? Nogle prøver at begå selvmord - det har jeg ikke ”mod” til, det gør sikkert ondt. Nej, jeg tror at min dagbog alt for ofte er min måde at råbe på hjælp. Hjælp for at komme videre – hjælp til det jeg ikke selv tør – komme videre.
Nej, jeg har ikke behov for at komme ud og være sammen med hverken ældre eller handikappede – jeg trænger til at være ”normal”. Problemet er bare at jeg ikke kan finde noget der giver lyst til at møde op.
Er også bange for at jeg fortsætter mine vandte tankegange. Møder op og alt er godt i starten – hurtigt går det dog så op for mig at jeg er som jeg plejer… uden liv og veninder. Når andre mødes privat og laver noget, er jeg den der stadig altid møder op alene, sidder alene hjemme, og ikke har noget fælles med nogle ud over lige når det er i det lokale. Jeg vil ud af det, men hvordan??

Der var meget mere i brevet:

”Jeg kan godt forstå du synes det er svært at henvende sig til en sagsbehandler, du ikke engang kender, men hvad med din læge f.eks.?? Kender du ham/hende godt nok til at du tør at tage en snak..?? Der kunne også være den mulighed, at du bestiller en tid hos lægen f.eks. En uge frem i tiden, og derefter sætter dig til at skrive et brev til lægen, som du kan sende i god tid inden konsultationen. Så er lægen forberedt på, hvad det hele drejer sig om, og kan forberede sig på at hjælpe dig bedst muligt - om det så skal være proff. Hjælp til at komme ud af dine depressive tanker, eller en mere praktisk hjælp, ja, det vil vise sig. ”

Yeps – kender ikke sagsbehandleren, kender heller ikke lægen…. Har tidl. Skrevet et langt brev som min daværende læge fik. Jeg kan ikke huske hvad hun sagde (en læge jeg havde i under 3år, men hvor var hun dejlig!), men jeg skulle til Bornholm kort efter og jeg tror nok jeg skulle vende tilbage efter opholdet ”om det var”???
Skal jeg sætte mig udenfor den lukkede?? Hjælper det?? Skal jeg bare tilmelde mig nogle kurser og møde op – måske de fænger når jeg møder op?? Men hvordan kommer jeg frem og tilbage? Ved at jeg ikke orker kørestolen retur gang på gang.

Herefter kom der:

”Jeg fornemmer godt dit store behov for kontakt og nærhed med et andet menneske, du savner at ha' en veninde tæt på, som virkelig kunne holde dig i hånden og sige "kom så"... Har du mon ikke mange mail-venner her fra Pennen som evt. Bor i nærheden af dig..? Er der ingen du har så stor tillid til, at du kan be' om den hjælp, du har brug for..???”

Yeps, jeg har behov for at føle mig som et normalt menneske, med et normalt liv, med normale vaner….. Opleve noget….
Mail-venner herinde fra?? Modtager indimellem brev grundet dagbogen, men ellers vil jeg nok mere eller mindre sige nej.
Føler at jeg ”presser” mig ind i folks liv. Og ellers har de selv nok at rode med, samt at jeg ikke vil være en belastning i deres liv. Jeg vil bare ”være”…
Be om hjælp?? Er opvokset med at man skjuler sine problemer for omverdenen. Desværre hænger det ved, selvom mange tror det modsatte, for ”jeg skriver jo offentlig dagbog” – ja, jeg skriver dagbog, men når folk er i min nærhed irl prøver jeg på at være ”en normal glad pige” uanset hvor meget nede jeg er – og uanset hvor svært det er at gøre….

Herefter kom et afsnit som jeg slet ikke kan læse uden tårer:

”Jeg tænker lige lidt på, hvorfor du mon er så bange for at be' om hjælpen hos Mic og din mor..?? Er det mon ikke netop de to mennesker, der kender dig allerbedst, og som du kan være sikker på vil hjælpe..?? Er Mic klar over, hvor dårligt du har det lige nu..?? Ser han dine tårer eller er du bare perfekt til at skjule det, når han er hjemme..?? Kunne du måske be' ham om at tage med dig til en snak med en sagsbehandler eller lægen..??”

Mic og mor er de 2 eneste mennesker i denne verden jeg tør være ked af overfor irl. De eneste 2 jeg tør tude foran… Jeg ved også at de vil hjælpe mig, ved at de vil gøre alt hvad de kan for mig – men de kan bare ikke læse mine tanker.
Mic ved at jeg er meget trist for tiden – men tårer mm. Kan jeg stadig holde tilbage når han er hjemme – men mit humør er negativt. Han ved at der er noget.. Min mor kan også høre det når vi taler i tlf. – normalt ringer jeg ikke selv når jeg er nede, men hvis hun ringer og jeg tager tlf. (gør jeg ikke altid hvis jeg er nede) siger hun intet – men næste gang vi taler kommenterer hun at jeg lyder gladere end sidst.. Jeg ved det er hendes måde at fortælle mig at hun er der for mig, og vil lytte til mig – men jeg kan bare ikke. Skal jeg noget, så skal det være på skrift… men jeg vil ikke. Hun har nok af andre ting selv.
Jeg vil ikke bede nogle om at tage mig til en snak… Jeg vil…. Jeg ønsker at andre kan tage ansvar for mig i en periode. Jeg ved godt at det er mig selv der skal tage ansvar, men jeg orker det ikke for tiden. Jeg har ikke modet.. Jeg vil ikke være en svage der ikke kan klare sit liv selv og skal have hjælp – jeg er svær at finde ud af, kan ikke selv.

Det sluttede ca:

”Lige nu vil jeg bare ønske for dig, at du må finde dens styrke, der skal til for at du kan få taget hul på at løse dine problemer. I hvertfald er du absolut ikke bitch, du er en sød og dejlig pige, der er røget ned i et hul lige nu... Det sker for os alle ind i mellem, og nogen gange er man bare nødt til at gøre noget drastisk for at komme op igen, men jeg er helt sikker på, at det skal du nok komme. Din terning skal nok spille 6'ere igen min pige....))))”

Ja, det skal den nok den terning.. Der er bare så mange tanker jeg ikke kan finde ud af – en masse ud over det der er her.
Udadtil siger jeg også nogle ting betyder mindre for mig end de gør i virkeligheden. Er jeg indstillet på ”super sensitive”??? Kan man slå den ned på ”normal” eller ”low”??
Åhh jeg ønsker sådan at nogle kunne tage sig af det hele for mig, men jeg ved godt det er mig selv der skal. Ville ønske at man kunne lave en ”udskrift” af mine tanker, ord og følelser, for orker ikke at sidde og stortude overfor nogle, for at komme på rette fod.

Tak for de kommentarer der er kommet til mig – de hjælper mine tanker videre. Men nu er jeg atter meget træt og har ondt i hovedet, så vil nok lægge mig ind og sove lidt.

Annika