Kære Dagbog.

Torsdag:

I dag kom Keld så og besøgte os for 1. gang siden i fredags, hvor vi flyttede fra hinanden.

I timerne op til han skulle komme vekslede jeg skiftevis mellem at glæde mig til at se ham, være vred/gal på ham, ondt i maven og kvalme pga. alle de blandede følelser, men jeg var især frustreret over mine egne reaktioner og tårerne, som også vekslede mellem glædestårer og
vredestårer.

Forstod ikke og forstår stadig ikke noget, men mærkede også, hvordan jeg havde savnet ham og det var nok det der gjorde, at jeg blev mest frustreret.

Det ene øjeblik rendte jeg rundt og sang, mens mine øjne tindrede og mit hjerte bankede, det næste øjeblik var jeg gal og vred både på ham samt over den glæde jeg mærkede, ved at skulle se ham igen.

Jeg var meget forvirret og rastløs.

Da han kom, var det som tiden var stillet tilbage til april '98, hvor vi mødte hinanden - iøvrigt via Internettet. Den følelse var meget uvirkelig, men ikke desto mindre føltes det sådan.

Vi havde en dejlig stille dag sammen, som vi bare nød.
Vi fik også spillet kort (noget vi aldrig har givet os tid til) men bedst af alt - vi fik snakket. Fortalte hver især om vores tanker og følelser, hvordan vi havde det osv. Kort sagt fik vi snakket om alt - en snak der varede i flere timer og bagefter var jeg helt flad, men samtidig også ved godt mod. Vi var nemlig begge enige om, at der ingen anden løsning var for os, at det ikke gik at vi boede sammen, men hver for sig var der en stor mulighed for at vi kunne finde ud af det.

Da det var tid for Tanja at blive hentet i børnehaven tilbød Keld at hente hende og hun blev ellevild af glæde og hun nåede dårligt indenfor døren, før hun fortalte det til mig, hvorefter hun tonsede rundt lige til det var tid for hendes sengetid og hun faldt omkuld på sofaen.

Keld og jeg snakkede herefter videre og da vi begge et sted ikke kan undvære hinanden, blev vi enige om at vi fortsat ville mødes som venner samt se om vi ikke af og til kunne holde weekender sammen med alle ungerne.
Blev dog også enige om, at vi ville tage et skridt af gangen - i slowmotion.

Den her adskillelse er måske det bedste der er hændt os længe. Og begge var vi enige om, at skulle det her 'weekend-venskab' nogensinde gå, så var det samtidigt pinligt nødvendigt, at vi var uafhængige af hinanden.

Kun de der kender mig indgående forstår, hvorfor det i den grad glædede mig, at vi fik en 'aftale' i stand om fremtiden, men jeg kan ikke og det uanset, hvad der er blevet sagt og gjort, være uvenner med folk. Det ligger mig så fjernt og jeg forstår ikke, hvorfor nogle i årevis efter måske en skilsmisse stadig er uvenner og er der børn med i billedet forstår jeg slet ingenting.

For mig er uvenskab kun noget der får mennesker til at gå i fordærv og ikke komme videre.

At to mennesker, af den ene eller den anden årsag ikke kan bo sammen, er for mig ikke ensbetydende med at man skal være uvenner.

Hvorfor ikke erkende, at sådan er det. Sket er sket og som i Kelds og mit tilfælde er det ikke småting der igennem tiden er sagt og gjort.
Vi har elsket lidenskabeligt og måske kun 1 time efter har vi bekriget hinanden i en grad jeg ikke kan beskrive. Begge har vi fortrudt mange ting, men har samtidig efter et skænderi aldrig fået snakket tingene igennem og det er en stor fejl. En fejl vi begge var opmærksomme på, men som vi alligevel af uvisse grunde ikke formåede at ændre.

Jeg tror aldrig, jeg igen er klar til at vi kan bo sammen, dertil er der sagt og sket for meget, men kan vi så oppebære en form for et 'weekendforhold', hvilket jeg efter i dag tror er en mulighed, så må det være sådan.

Jeg gik i seng med sådan en fred og ro i sindet, at jeg dårligt tror hovedet nåede hovedpuden, før jeg sov som havde jeg fået en kugle for panden.
Hvornår vi ses igen ved jeg ikke, men jeg ved at vi fortsat vil ses, hvilket i hvert fald for mig er det vigtigste.

Fredag:

Tanja nåede ikke i børnehave i dag. Jeg var simpelthen alt for flad efter dagen i går. Dog tror jeg, at jeg burde have oppet mig og fået hende afsted.

Flere gange sagde hun nemlig, at hun savnede Keld og hvordan forklarer man et barn på 4 år, at han kommer igen om et stykke tid? Jeg prøvede men uden det store held.

Hun ligger nu og sover på sofaen og jeg sidder og mobiliserer nogle kræfter, for det har været en hård dag med hende, men hun har heller ikke haft det let og er meget forvirret lige nu.

Når hun siger, at hun savner Keld og jeg siger han kommer igen en anden dag, så siger hun nej, at han kommer om lidt, hvorefter hun bliver gal på mig, kun for 2 minutter senere at give mig et stort knus og sige hun elsker mig.

Må indrømme, at jeg føler mig totalt lost overfor hende og guderne skal vide, at jeg håber hun med tiden vil forstå at hun ikke skal føle svigt.

Selv er jeg meget afklaret omkring situationen og det hårdeste for mig er Tanjas reaktion og det selvom jeg også føler at jeg er skyld i hvordan hun har det. Jeg kunne jo be' Keld flytte tilbage, men ved også, at det ikke går.

En penneven jeg engang havde skrev noget til mig - en sætning der ikke kunne passe bedre på dagen i går, i dag og for fremtiden.
Med hans ord vil jeg lukke min dagbog for i dag.

"Keep on being yourself, it is not possible to fake forever, love takes on many forms and does not always require being physically close"