Kære Dagbog

Igen i dag har vi været oppe og besøge Utaiko. Sandt at sige var det ikke helt uden sommerfugle i maven, men sådan har det nu også været de andre gange. Opdrætteren er sød at sende billeder hver uge, og selvom de tydeligt viser den store forandring, der er uge for uge, så er det alligevel ikke let at forestille sig helt præcis, hvordan og hvorledes. Billeder er gode, bestemt ja, men det ved selvsyn at opleve, se, mærke og lugte ham overgår nu alt.

Da vi ankom, blev vi mødt af opdrætteren, der ihærdigt havde forsøgt at tilpasse hvalpenes sovetid, så begge kuld (8 hvalpe) kunne være friske, udhvilede og fulde af narrestreger, når vi, deres kommende ejere spændte arriverede. Men ak og ve. Hvalpene ville noget andet, så på nær en lå de alle og snorksov. Der blev nu hurtigt et leben uden lige, for selvfølgelig kunne ingen af os ud bare på afstand, uden at røre, stå og nyde synet af de små syvsovere.

Utaiko... ja, ham kunne jeg godt nok ikke lige få øje på. Eller rettere: Jeg kunne ikke, trods vidt åbne øjne, der kunne minde om et falkeblik, tog et vue ud over det levende køkkengulv, hvor 8 hvalpe nu tumlede rundt mellem hinanden og ovenpå hinanden. At skille ham ud fra kuldet, der er en uge ældre, gav mig ikke mange hint, for alle er de næsten lige store.

Det var derfor en hel befrielse, da opdrætteren udpegede ham for mig. Tsk... tsk... Om han så næste gang gemmer sig under et skab, så skal det nok lykkes mig at finde og genkende ham. Ja ja, tro kan flytte bjerge, så hvorfor ikke også det?

Nu blev det lidt speget. Nok var han fundet og genkendt, men ikke om han ville nusses og kæles! Hele hans ansigtsudtryk oste langt væk af:
"Fy, for pokker da! Lad mig komme væk herfra!"
Der sad jeg så på gulvet med alle mine talenter, eller måske snarere "manglende talenter". Imens ilede Utaiko hen og satte sig under en stol. Et sted, hvor han havde udsyn ud over hele køkkenet. Hmm... åh ja, det var jo ikke ligefrem det, jeg havde forestillet mig. Heldigvis gik der dog ikke så lang tid, før han trippede frem af sit ly, og så skal jeg ellers love for, at det var en glad lille gut, der lå i mine arme. Hele mit ansigt, hår og ører blev nøje taget i åsyn, - ikke bare med øjnene, men også med en varm og våd lille hvalpetunge, der krøb ind alle vegne. Om det så var mine næsebor, så undgik de ikke hans våde hilsen.

Tanja havde i mellemtiden også fået sit for. Den mindste tæve og Tanja faldt vist pladask for hinanden og kun ganske få minutter i den tid, vi var der - 1½-2 timer - var de to uadskillelige. Forstået på den måde, at den konstant lå i hendes arme, både i vågen og sovende tilstand. Flere gange ledte Tanja efter et godt sted for hvalpen at sove, men nej... hun endte med højlydt at konkludere, at der ingen gode steder var. Undskyldninger er der mange af, - især i situationer som denne.

Efter lidt tid gik vi alle, hvalpene inklusiv, ind i stuen, hvor vi fik både vådt og tørt. Snakkes os nye hvalpekøbere imellem gik livlig. Vi fik både snakket om foder, forsikringer, halsbånd, træning, udstilling, socialisering, prægning m.m. Tit var det dog svært at koncentrere sig, for uvilkårligt og ustandseligt faldt ens øjne på hvalpene, der pilede hen over gulvene og lavede alverdens cirkusnumre.

Tiden gik som de andre gange igen alt for hurtig, og let var ikke at sige farvel.

Næste besøg er søndag den 2. januar. Sidste besøg før afhentning den 9. januar.

***

Fra første færd vi valgte navnet "Utaiko", har jeg afkortet det til "Taiko", men Tanja siger konsekvent "Utaiko", så... monstro ikke, det ender med at hun i sidste ende trækker det længste strå? Tror jeg *S*