Gulv alene
Peter
5 måneder, 3 dage siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
16 år siden
Verden holder vejret!
Marlene Gran...
12 år siden
At træffe en beslutning
Baru
2 år siden
dag nr. 4 på Fyldepennen....
Gaffa Brandt
11 år siden
Katten ude af sækken
Suree Lio (L...
12 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
11 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
8 år siden
The last soppetur
Olivia Birch...
9 år siden
life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
11 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
10 år siden
Fin lørdag
David Hansen...
8 måneder, 17 dage siden
Vælg ikke tigeren, Martin
Olivia Birch...
9 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
11 år siden
Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
10 år siden
Tankemylder og dagene der...
David Hansen...
8 måneder, 10 dage siden
Min vingeskudte wingman
Flickarocks
9 år siden
Tanker, om mig, livet, nu...
PernilleBB
3 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
11 år siden
Åh den vrede, den vrede!
Bastian
12 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
10 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
10 år siden
Hopeless..
MysteriousGi...
12 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Tvivl.
ceciliemarie
12 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
10 år siden
Mette og musik
Halina Abram...
7 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
17 år siden
Lykken er en svinerøv
Regitze Møbi...
10 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
12 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
8 år siden
Kreativ igen
David Hansen...
10 måneder, 15 dage siden
En lørdag.
Michala Esch...
15 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
10 år siden
Perfektionismen dræber mi...
Neola
3 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
9 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
11 år siden
Tiden
Zein Ali (Bi...
3 år siden
14.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Så blev det gjort.
Ace Burridge...
10 år siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
10 år siden
Juleferie :)
Michala Esch...
15 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
9 år siden
I will never understand b...
MysteriousGi...
12 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
9 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
10 år siden
Danmarks skønhed
Halina Abram...
6 måneder, 29 dage siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
9 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
10 år siden
savføre
Peter
11 år siden
BILEN BLEV MIN I DAG :-))...
Flemming Tri...
11 år siden
Eksploderet spejlæg og 5 ...
Racuelle Hei...
6 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
9 år siden
Kære natbog (XX)
Olivia Birch...
9 år siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
12 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
Diabetes er lig med øjenl...
David Hansen...
9 måneder, 3 dage siden
Det første palindrom-år
Olivia Birch...
10 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
5 år siden
Markedspladsen.
Ruth Christe...
8 år siden
Tømmer lige rygsækken.
Neola
3 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
9 år siden
Citrontræ
Halina Abram...
7 år siden
Måske læsedag
David Hansen...
10 måneder, 10 dage siden
Bogfinke
Peter
9 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
11 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
10 år siden
Nyt år
Martin Micha...
4 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
8 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
7 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 11 måneder siden
Verdens smukkeste foto
Ace Burridge...
12 år siden
Spøgelser på vikingemarke...
Carsten Cede...
10 år siden
En stille bøn
Bastian
12 år siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
9 år siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
9 år siden
Svampe.
Ruth Christe...
8 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
12 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
10 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
14 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Vi kom in dog hilste på Josefine-missen i tirsdags...
Lucas kom hjem fra skole, og kort efter ringede de fra hospitalet og sagde at hun var vågnet op af narkosen - dyrlægen havde prøvet, uden at operere, at rykke hendes bækken bedre på plads, for at se om det ville hjælpe lidt på nervesystemet, og lammelsen ville forsvinde... Men det kunne ikke lade sig gøre. Han sagde det ville være rimligt, at give hende en dag til, for at se om benet forbedrede sig - men gjorde det ikke var der ikke meget mere at gøre.
Min mor kørte mig og Lucas derind. Og vi stod i 20 minutter skiftevis med armene inde i buret hvor hun lå...
Hun så ud til at have det værre end jeg havde troet, men det var nok også eftervirkninger fra narkosen, der gjorde det...
Men hun spandt en masse, og var rigtig glad for at blive kælet. Det var lidt svært for Lucas at se hende sådan, men han var glad for at have kælet med hende.
Vi kørte hjem igen (det tog en krig midt i myldretiden!), og jeg fik lov at låne bilen, da jeg skulle hente Helene hos en veninde, der bor laaangt uden for byen.
Først skulle vi lige handle, men fandt ud af, at vores egen købmand var lukket pga. skadedyr... Den eneste købmand i byen. Det var heldigt vi havde bilen, for så kunne vi køre til næste by og handle. Og direkte efter Helene.
Jeg kørte de andre hjem og afleverede så bilen igen... Og havde en halv time hjemme, før jeg skulle videre til forældremødet...
Kunne godt have haft brug for bare at sidde derhjemme og komme lidt til mig selv, men måske var det meget godt at få tankerne lidt væk, selvom jeg ved Gud ikke følte mig mere eller mindre oplyst efter at være gået fra mødet...
Kom hjem og fik puttet lidt med Bo, talt lidt om det hele... Følte mig godt rustet til at få svar næste dag, onsdag.
Fortalte de mig der ikke var mere at gøre, vidste jeg i hvert fald, at det var det bedste, og at hun havde fået sin chance... Og en del af mig turde stadig at håbe på at de ville fortælle mig hun havde det bedre...
Tog på arbejde. Jeg skulle møde tidligt, og havde tilsvarende tidligt fri.
Og efter et par forsøg fra dyrlægens side, lykkedes det mig endelig at få mulighed for at ringe tilbage...
Der var ingen forbedring i benet... Han sagde vi kunne strække det en dag til, men de havde ingen som helst grund til at tro, at det ville blive bedre...
Og med tisseriet stod det åbenbart stadig ikke så godt til som jeg havde fået indtryk af dagen før. Hun tissede, og gjorde det af sig selv, men hun fik ikke tømt blæren...
Så det billede han ligesom kunne love mig af hendes fremtid, var en 3-benet kat, med evigt tilbagevendende blærebetændelse...
Og så tilføjede han...
"Men det er jo en hård beslutning, for hun er så glad og kælen."
HUUULK!!
Ja for fanden, det er hun altid!!
Selv når hun lavede ballade, og jeg måtte tage fat i hende, spandt hun bare jeg rørte hende...!!
Men jeg kunne ikke holde til mere... Kunne ikke bære tanken om at gå endnu en dag og vente på besked... Højst sandsynligt på dårligt nyt...
Og hvis det var rigtigt at hun efter 5 dage endnu ikke kunne tømme blæren selv, så var der jo ikke noget at stille op der...
Jeg bad dem om at vente med at gøre noget til jeg var der, og han sagde jeg bare kunne ringe når det var...
Ringede til Bo og fortale hvordan det stod til, han ville tage bussen til in børnehave, og være der lidt over tolv.
Ringede til min mor, der ville hente mig kl 12, når jeg havde fri, og derefter vente på Bo...
Vi var der inde lidt i 1, og kom ind næsten med det samme, min mor ventede udenfor. Vi blev vist ind i et lille rum med sofa og bord, og han hentede Josefine til os. Kunne høre hende Mjave uroligt på lang afstand.
Hun kom ind til os... Og virkede meget friskere end dagen før (det var selvfølgelig pga den narkose hun havde været i tidligere). Hun kravlede op til os, og spandt. Og vi kælede hende. Og fik lige 5 minutter med hende alene.
Så kom han ind... Forklarede hvor hurtigt sprøjten virkede...
Og hun lå bare og spandt og kiggede nysgerrigt omkring. Hold kæft hvor vi tudede begge to (og det gør jeg også nu!)
Han tog fat for at give hende sprøjten, men ikke om han skulle have lov at tage fat i hende. HJun satte kløerne i Bos bukser og prøvede at springe væk. Jeg lagde hånden ovenpå hende og troede det var mig der fik hende til at falde til ro. Forventede at høre hendes fortsatte spindne. Men det gik fandme stærkt. Pludselig så jeg at hun ikke trak vejret, og at hendes hoved lå på mit skød skyldtes at hun allerede var død, og ikke at jeg fik hende til at slappe af igen. Troede godt nok ikke at det ville gå så hurtigt.
Og så var det slut...
Jeg kunne ikke ombestemme mig! Kunne ikke sige: "Lad hende få et døgn til, hun virker så frisk jeg tror måske det bliver bedre!"
Det var for sent...
Og tvivlen sad der pludselig... Var jeg for hurtig til at give efter?? Skulle hun have haft et døgn til??Hun virkede så frisk... Kunne hun have kommet sig???
Men det var for sent... Jeg kælede hende lidt mere... Stortudede. Bo løftede hende over i transportkassen.
Vi gik ud, hvor min mor sad og ventede... Ud til bilen, og jeg sad og kælede hende hele vejen hjem...
Forventede hele tiden, at hun ville løfte hovedet og begynde at spinde igen...

Vi kørte hjem til mine forældre. Vi havde fået lov til at begrave hende i deres have, hvor vi altid ville kunne komme og besøge hende.
Bo gravede et hul, og jeg kørte op på skolene og hentede børnene.
Bo foreslog at jeg købte nogle blomster med hjem, så der ligesom var en afsluttende ting at gøre...
Helene var til dans, og kom først tilbage kl. 15. Lucas kunne jeg ikke finde, men da jeg så at hans taske var væk, prøvede jeg at ringe til ham. Vi havde aftalt at han skulle vente til jeg hentde ham, men da klokken var blevet over to, mistede han tålmodigheden og kørte hjem.
Han var nu i fuld gang med at rydde op og støvsuge (Vi har lavet en liste derhjemme med overskuelige opgaver, som han kan lave når han kommer tidligere hjem end os andre, og så tjener han også lidt ekstra lommepenge).
Jeg sagde vi kom hjem så snart Helene var færdig til dans.
Gik op til blomsterhandleren og købte en blomst til at sætte på graven, og fik hende til at binde en lille buket.
Hentede Helene, og vi kørte sammen hjem efter Lucas.
Jeg sagde vi skulle op til mormor og morfar.
"Hvad skal vi dér??"
"Det finder du ud af," sagde jeg, og prøvede virkelig på at lægge mit toneleje, så han ikke troede det var noget sjovt eller spændende der skulle ske, men samtidig så han ikke fik bange anelser på forhånd....
Men det var jeg tydeligvis ikke god til.
"JUHUUU! EN OVERRASKELSE" var hans reaktion.
"Nej, nej, Lucas det er ikke en overrakselse, vi skal bare op til mormor og morfar."
Vi kørte derop, og kom ind og sidde...
Bo kom ind med den kasse vi havde lagt hende i.
Og jeg fortalte at det var Josefine, der lå i kassen... at hun var død.
Og Lucas hulkede.... Højt og hjerteskærende... Og Helene kunne ikke finde ud af hvordan hun skulle reagere, gik hen og kiggede i kassen, og græd så også...
Sådan sad vi i ti minutter.
Helene var henne og kæle hende et par gange.
Lucas kunne ikke engang kigge derhen.
Vi gik ud i haven, hvor Bo hanvde gravet hullet. Og herude fik Lucas endelig kigget på hende en sidste gang, og strøget hende et par gange. Helene fandt en blomst fra dem hver, som de kunne lægge ned i kassen til hende, og så lukkede vi kassen og satte den ned i hullet.
Jeg havde lyst til at hive den op, og åbne bare én til gang, for at mærke hendes bløde, næsten killingeagtige pels igen... En sidste gang... Men det nnytter jo ikke. Den sidste gang havde været der... Det var slut. Bo dækkede hullet til, og bagefter spurgte jeg hver af børnene, om det ville lægge hhv. bukketten på og sætte blomsten i jorden.
Lucas ville ikke, så det blev Helene og mig i fællesskab. Jeg spurgte Bo, men han havde det vist fint med at det bare var os.
Vi satte os op på terassen, og fik en bid mad. Helene var hurtig til at komme ovenpå og spørge om hun kunne få en is. Lucas ville ikke have noget til at begynde med, men så ville han alligevel godt have en rugbrødsmad... Og bagefter kunne en is også klemmes ned...
Vi kom nogenlunde igennem resten af eftermiddagen...
Ungerne var ved at komme sig, og det hjalp da også på mit humør...
Da vi kom hjem gik børnene til nogle legekammerater.
Og Bo og jeg lagde os lidt på sofaen...
Og jeg bliver ved med at tude...
Kan ikke bære at det er slut... Havde hun været gammel kunne jeg tage det. Så havde hun haft hele sit liv sammen med os, og vi havde kendt både killingen, den voksne kat, den ældre kat og den gamle kat...
Men nu... Vi har kun mindet om killingen og ungkatten... Hun var stadig et legebarn, en bangebuks ovefor andre dyr, og utroligt opmærksomhedssøgende overfor alle der kom ind i vores hjem. Sådan havde hun sikert fortsat... Men nu ved vi det jo ikke!
Og lige nu er mindet om hende klart, men om et år... om to år, vil det synes som om det kun var en kort periode af vores liv vi kendte hende... som om vi aldrig helt havde kendt hende...
Tænker på vores egen kat igennem barndommen. Hun blev 20 år, og var en permanent del af vores liv...
"Josefine....? Nå jo, det var den kat vi havde da vi var små ik, mor?" Vil børnen nok sige om ti år...
Det var ikke meningen at hun skulle leve så kort!
Hun blev født hos os, og skulle blive hos os indtiol hun var en gammel kat, der ikke længere gad at fare hele stuen rundt efter en flue...!
Det var bare alt for tidligt!
Hun skulle være en del af vores liv i mange år endnu...
Og jeg ved at om en måned er det meget bedre... Om en måned har jeg vænnet mig til at Tiggyline er enekat... Om en måned føles det ikke så slemt... Om en måned er jeg for længst kommet mig over det pres det er at forsøge at gøre det rigtige... At give hende det bedste uden at trække pinen ud...
Om en måned gør det måske ikke længere så meget at jeg ikke kan huske præcis hvornår og hvordan jeg sidst så hende glad og frisk...
Og det trøster mig bare ikke en skid!!! For det gør det understreger bare min pointe fra før... At hun var en alt for kort del af vores liv! At vi snart vil glemme og komme videre...
Og selvfølgelig vil og skal vi komme videre...
Men hvorfor skal hun ikke være med??
Og hvad er det med mig?? Alle andre synes at tage beslutninger om aflivning forholdsvist cool... Jeg har været helt ødelagt de sidste 5 dage!!
Der er ikke længere noget pres på mig... Nu skal jeg bare komme mig...
Og jeg kommer mig.... Og jeg kan lave andre ting og være glad for det...
Men jeg savner min mis....
Min legesyge, kælne mis...
Og jeg er bange for at jeg senere får lyst til at tage en ny mis ind... Og hun vil overtage den plads der var afsat til Josefine for de næste 15 år.... :'(

Men jeg ved hvor hun er nu... Jeg har en indianer vismand, som jeg har mødt nogle gange. En guide... Ikke til at blive klog på, men mere fredfyldt end noget andet...
Jeg bad ham om at tage sig af hende... Og jeg ser hende allerede klatre op på skuldrene af ham (ikke noget hun normalt gør, men han er en stor mand, og når han sidder ned på jorden kunne hun sagtens finde på det), og hun driller ham, når hun leger med hans fjer og perler, der hænger rundt omkring...
Hun er en indianer kat, det har jeg altid tænkt, og billedet passer perfekt...
Uanset hvordan det hele hænger sammen, er det i hvert fald et skønt billede at have... Af hende og ham :)

Jeg savner dig, Josefine!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Farvel min skønne kat. er publiceret 03/09-2009 10:10 af Michala Escherich (Machula T.).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.