Michala:
Kære Camilla
Christina og jeg er sådan nogle, der først en uge inden vi skal til noget stort, som f.eks. din 30- års fødselsdag, kommer til at tænke… ”Hmmm… Gad vide om vi mon skal forberede noget?”
Hvorpå vi bliver enige om snart at finde en dag at sætte os sammen og finde på noget genialt. Endnu to dage senere erkender vi så, at den dag, hvor vi begge har tid, bare ikke findes. Der findes ikke engang en dag, hvor bare den ene af os har tid til sætte sig og tænke kloge tanker.
Men som bekendt er tid ikke noget man har, men noget man ta’r, så på magisk vis er det alligevel lykkedes for os at finde på lidt at sige.

Christina:
Ja, Camilla. Vi kan jo starte med at gå i modsatte grøft: Lige så rodede og ustrukturerede Michala og jeg kan være og er, ligeså gennemført ordentlig og struktureret er du.
Da vi var børn, var det ikke så udpræget som det er i dag, men vi husker dog tydeligt hvordan du holdt os i ørerne med slagord som: ”I vores så moderne tid har vi en smart ting kaldet en opvaskemaskine…” Er en sætning vi vist har hørt dig sige mindst én gang om dagen i en periode på … rigtig lang tid. Man kan undre sig over at vi ikke lærte det.
Og hvor ofte er man ikke pludselig kommet hjem til et opryddet værelse, fordi du simpelthen ikke kunne holde rodet ud mere, selvom du kun skulle kigge på det gennem døren.

Michala:
Den dag i dag er det stadig en ren fornøjelse at have dig på besøg, for pludselig har du fundet på et fantastisk system til noget der ellers ligner kaos, eller opvasken er taget, bordet ryddet og tørret af.
Men faktisk har det jo også været et problem for dig, at du ikke kan slappe af når der er rod. Vi skal sent glemme den dag vi var inviteret til videohygge hjemme hos dig, og du stolt viste os en blok papir og en æske farver frem, som du i dagens anledning havde lagt i vindueskarmen, selvom det slet ikke var deres plads. Det lå der af den simple grund, at du skulle vænne dig til at ting af og til godt måtte ligge fremme.
Senere hen, er du så gået helt amok, og bedt os lade frokosttallerkner stå i nogle timers tid, så du kunne vænne dig til synet af lidt rod.

Christina:
Men én ting er sikkert: Det har været sundt for os to, at have dig til at holde os i ørerne, og til at sætte os i gang, ordne værelse, og give en hånd med i huset. Men du har sandelig også holdt os i gang på andre områder:
Sommeren 96 er en sommer der har sat sig særligt fast i hukommelsen. Sommeren hvor du fik din Bryan Adams CD, og en bog om at holde sig i form. Michala og jeg var tvangsindlagt en time hver dag til at følge et stramt træningsprogram, mens ”Summer of 69” spillede for fuld styrke!
Det var hårdt arbejde, og der var ingen vej udenom. Vi protesterede naturligvis højlydt, og forsøgte at springe over hvor gærdet var lavest – dog uden held – men som du nok også er klar over, nød vi det lige så fuldt ud som dig. For det første var det jo god musik, og for det andet opstod der en rolleleg mellem os, med dig som læreren og autoriteten, og os som fjollehattene, hvor al fornuft prellede af som vand på en gås. En rolleleg der var blandt vores favoritter.

Michala:
Måske var det også derfor, at Linie 3 faldt så meget i vores smag. Efter at have set samtlige af deres shows adskillige gange, havde vi efterhånden lært dem udenad. Og så fik den ikke for lidt.
Som en afspejling af os selv i det virkelige liv, blev du Preben, den fornuftige der forsøgte at skabe orden i kaoset, og holde os alle sammen på et i forvejen planlagt spor. Jeg var som regel Anders, der af og til hoppede på fornuftsiden men for det meste bare morede mig over og tilsluttede mig kaoset. Christina var Thomas, dog en lidt blidere version, da hun nægtede at bande. Thomas der kørte ud ad sin egen bane, og gjorde hvad han selv fandt sjovt eller nødvendigt.
Mange timer på bagsædet på vej til sommerhus, er fordrevet med at citere ”Hvor er de to andre?!!” fra ende til anden, til stor morskab for mor og far, håber vi.

Christina:
Men Linie 3 er nu ikke det eneste vi har taget til os og lært udenad. Vi har jo haft en fællesinteresse i at spille teater, og har i den forbindelse fordelt roller fra mange af de gamle danske film og opført inde på værelset eller i stuen, eller i bilen, eller hvor vi nu har befundet os når lysten opstod.
Men en klar favorit har nu været musicalen Atlantis. Hele eftermiddage og aftener er gået med at øve de samme sange, fordele rollerne anderledes, give gode råd, lytte til CD’en. Og hvis vi rigtigt var i stødet, har vi optaget vores egen version på kassettebånd, og lyttet til den bagefter. Og moret os over at det, der for øjeblikke siden lyd så godt, mens vi sang af vores lungers fulde kraft, pludselig lød så forkølet og ganske falskt. Men hyggeligt var det!


Michala:
Ja ja Camilla. Nu skal det jo heller ikke lyde som om du ingen laster har.
Hele søstreflokken med kærester har jo i et år spillet online spillet Travian. Et spil du som den eneste har modstået at spille. Indtil vi for et par måneder siden snød dig med. Og pludselig kom jeg i tanker om den største af dine laster. SPIL! Det kommer selvfølgelig an på om man anser oprydningsflippet som en last eller en egenskab.
Der var en tid hvor du kunne spille computerspil hele dage. Og Gud nåde og trøste den, der sagde noget når det gik dårligt. En skelsættende dag, var den dag du spillede Pinball på Amigaen, der stod på mit værelse. Jeg åbnede munden i samme øjeblik kuglen trillede ned i dybet. Det resulterede i, at jeg fik en lussing, og blev smidt ud af mit eget værelse. Jeg selv fandt det lidt komisk, men jeg ved, at det var den sidste gang du spillede… Indtil vi fik dig kapret til at spille med os andre på nettet. Og nu står du op om natten, og sætter ure, for at komme på lige nøjagtigt, når du har mulighed for at gøre noget.

Christina:
Men det er jo ikke kun computerspil, du går op i med liv og sjæl. Det gælder også alt fra Olsen til avancerede strategibrætspil. Kommer nogen foran, peger du fingre i et forsøg på at få alle til at rotte sig sammen mod denne spiller.
Taber du kan man forvente at blive svinet til og høre forsvarstaler om hvor tæt du var på at vinde, eller hvor irriterende det var da f.eks. Michala lige ødelagde samtlige dine planer. Vinder du kan man forvente sejrsdans på bordet, med en medfølgende hjemmelavet sejrssang.
Vi finder det jo sjovt og charmerende. Måske fordi vi er opvokset med dig. Måske fordi vi vist selv har de samme tendenser.


Michala:
Vi er ved at være ved vejs ende, og vil lige snige lidt alvor ind her til sidst. Du er jo vores storesøster med stort S, og har altid taget storesøster rollen meget seriøst. Hjulpet os, når der var problemer store som små, beskyttet os, og aldrig været bange for at tale vores sag, når der foregik uretfærdigheder. Et problem var det da for dig, at Christina og jeg ikke lærte at enes, før vi flyttede hjemmefra. Jeg tror vi antog at du kunne også lide din mæglerrolle også nu vi var ved at slå hinanden ihjel, men jeg kan huske du engang begyndte at græde, fordi vi bare var nogle paphoveder der insisterede på at skændes. Fra den dag af har jeg tænkt meget på, om vores småkampe nu også var værd at køre helt ud i det hysteriske.

Christina:
Nu hvor vi er blevet voksne – sådan næsten da – holder du ved din storesøsterrolle. Du skal ikke mægle mellem os mere, vi er blevet gode venner nu. Men du stiller op, når vi har problemer. Undersøger regler og paragraffer for os, hjælper med at lægger budget, lægger alt andet til side for en snak hvis vi er kede af det, og du holder os også stadig i ørerne og sparker os i gang med de ting der skal gøres, om det så er gymnastikøvelser, eller udfyldning af forfærdelige formelt udseende papirer.
Alt i alt: Du er en fantastisk storesøster – vi kunne ikke ønske os nogen bedre!
Vi vil gerne bede jer alle rejse jer og råbe HURRA for Camilla.