Vi skulle jo ud at sejle med Christina og Kasper. Da klokken nærmede sig 3 tog jeg fat i Chris for at høre om planerne var uændrede og vi stadig skulle køre kl 4. Det var de, men kunne godt høre på hende at der var... noget. Kunne ikke bedømme om det var godt eller skidt.
Det viser sig så, hun har reddet en fugleunge fra Kahlas klør (deres kat). Og nu sad hun og ønskede at hun ikke havde set det, for så havde den bare været død, uden at hun var blevet ked af det. Hvad man ikke ved har man ikke ondt af.
Hun vidste ikke hvad den skulle have eller om den kunne flyve, eller hvor gammel den var. Vi sad i hver vores ende af telefonen og ved hver vores computer og fandt oplysninger. Vi fastlslogden til at være ca 1-2 uger gammel, og den skal så have mad hver anden time.
Så ønskede hun endnu mere hun ikke havde set det, for hun havde ikke en chance for at give den mad så tit. Jeg lovede at finde hvad jeg havde af fuglemad, og komme så hurtigt jeg kunne. Men da jeg kom, snakkede hun i telefon med Kasper, og havde røde øjne.
Hun havde det sådan set fint nok med at den var død, hun havde ikke regnet med at kunne redde den, men det gør alligevel et indrtyk, når man sidder med et lille væsen i hånden og det så dør :(
Vi gik ud og gravede et lille hul til den, og pyntede gravstedet med en lille buket bestående af en blomst og to græsstrå med frø bundet ovenpå et stort blad, og så i massevis af tomme sneglehus.
Da vi kom ind på gårdspladsen igen var Bo og Kasper kommet.

Og så hed det sejltur...
Det var faktisk super skægt, men skulle lige lære at slappe af...
På vej derud i bilen, var jeg lige ved at vende om... Kunne godt se det sjove i det, men så kom jeg i tanker om, at det to gange var sket for dem, at motoren var gået i stå. Den ene gang havde det kun været Kasper med nogle venner, der var afsted, og deres telefoner var samidig blevet fulde af vand, så Christina havde været ude af sig selv, da Kasper ikke kom hjem, og ikke tog telefonen.
Så både billeder af os fire ude i ingen steder, og med en båd, der ikke kan sejle, men fik også langt værre billeder frem på nethinden.
Jeg er ellers ikke en kylling normalt, men det dér med at være alene i en lille båd hvor det ville gå hurtigt, hvis det gik galt, brød jeg mig ikke så meget om, da det pludselig kom tæt på.
Men afsted kom vi, og til at starte med (på vej ud af havnen) gik det jo ganske langsomt. Så kom vi ud, hvor det skulle gå hurtigt... og det gik hurtig! Med skumsprøjt i hovedet og hår, der stod vandret bagud. Og jeg der lige havde skiftet til sommertøj, fordi jeg godt kunne se, at det var en sommerdag igår. Nøj, hvor jeg frøs. Men så drejede Kasper lidt, og solen ramte hver en plet på min forside, og vi sejlede med bølgerne så det sprøjtede heller ikke så meget mere... Det var dejligt!
Så skulle Vi prøve Tuben (ved ikke om det er rigtigt stavet, eller om det er det rigtige navn - det er en stor badering med bund og håndtag, som man så sætter sig ud i og bliver trukket bag båden på). Christina havde heller ikke prøvet før, og blev noget modstræbende den første. Det var lidt sjovt at se hende sidde der og forsøge at holde sig på den. Hun så ud til at have meget svært ved at nyde det, og fik konstant vand i hovedet og i Tuben. Stopsignalet var at holde en hånd op, og hun brugte det adskillige gange. Efter et par forsøg kom hun ind, og Bo skulle prøve. Han holdt sig godt på, og fik en lang tur. Om han nød det var svært at se, tror han brugte meget energi på at holde sig fast og lige i den. Men af og til så det da ud som om han smilede/grinte. Og så... Kasper svingede en smule og Tuben fløj mod højre, men Bo fløj mod venstre. Det var ikke sådan at han bare røg ud af den, han FLØJ ud af den. Tror nok jeg kom til at hyle lidt, og tænkte, et øjeblik at nu blev han handicappet for resten af livet. Hans hovede dukkede hurtigt op igen, og jeg tænkte lette at han da i hvert fald levede.
Jeg var hende der skulle hale Tuben ind, og halede alt hvad jeg kunne med hjælp fra Christina, mens Kasper sejlede hen ved siden af Bo, der havde det fint, og endda smilede (PUHA!).
Så ville Kasper gerne prøve, men skulle lige give Christina en hurtig sejllektion først. Hun virkede ikke helt tilpas ved at skulle sejle, men gjorde det, og styrede det meget godt, og vi kunne høre Kasper brøle af grin omme i Tuben. Det siger lidt, da vi ikke engang kunne høre hvad vi råbte til hinanden ombord på båden, pga motorstøj.
Så kastede vi anker, og nød vores medbragte pizzaer ude på vandet. Christina havde også taget frugt med, der i blandt skumbananer (det så meget sjovt ud derhjemmerfra: 'jeg tager også lidt frugt med', siger pigen og putter nektariner, bananer og skumbananer ned i posen).
Da pizzaen og det meste af skumbananerne var spist, sejlede vi lidt mere rundt. Kasper havde haft planer om, at prøve en tur i Tuben igen, men efter et godt måltid mad, havde han vist alligevel ikke lyst, så turen gik mod havnen igen, med fuld drøn. Og Christina og jeg begyndte at skråle Atlantis af vores lungers fulde kraft ("Første matros!" "Aye" "Kaptajnen søger Jabador"... etc.) Det er sjovt, som man virkelig kan skråle igennem, når sådan en motor larmer. Det er lige før jeg tror de sejlbåde vi kom forbi kunne høre os, de kiggede da i hvert fald i lang tid på os og smilede og vinkede (men det sidste er vist skik og brug).
Tilbage på sikker grund følte jeg mig glad over en sjov tur, og lettet over at der intet var sket :D

Og nu skal jeg så på arbejde om lidt... SUK!
Det er virkelig en suk-ting at gå på arbejde for tiden. Jeg skal være glad for mine gode kolleger, ellers havde det været... tjah... Dobbelt-suk!
Det hænger sammen, men det er ikke sjovt.
Og nu hvor endnu én forlader os - først til september godt nok, men det er jo menneskene i huset, der giver arbejdsglæde, og hvem ved hvem vi pludselig får i stedet for, eller om vi overhovedet får alle de folk vi har brug for? Nå! Jeg må have tillid til, at de, der bliver ansat er ligeså gode arbejdskolleger som dem vi har sagt farvel til...
Det eneste jeg så kan tvivle på, er om vi får ansat hvad vi mangler...?!?!

Hu-hej hvor det går. Godt jeg snart har ferie!!

Michala