Tirsdag aften, da jeg drak øl med mig selv, endte med at Mr. aldrig kom, og jeg tog mig sammen og skrev til ham, at det sgu nærmest kunne være det samme. At han ikke virkede rigtigt interesseret, og at jeg i virkligheden vist heller ikke var det.

Næste morgen ringede vi sammen, og han kom så dejlig småfuld hen til mig om aftenen. Alligevel. Jeg sagde til ham, som sandt var... 'jeg ved ikke helt hvordan jeg har det, med det her, men jeg har stadig lyst til at se dig'. Og så kom han.... og så blev han hele 1 maj. På trods af at han er det rødeste menneske jeg kender, og på trods af, at venner ringede og ville ham alt muligt.

Jeg er ikke tilhænger af, at man dropper sit liv for en af det andet køn, men jeg er tilhænger af, at man ikke er bange for at gøre det en enkelt dag engang imellem. Og det var vi vist to, der nød igår.

Jeg er helt gloende. Og har ligepludselig fået en helt ny respekt for den stakkels mand, der vist har været helt vildt hængt op de sidste par uger (og jeg har været væk 3-4 weekender i træk). Alt imens jeg beskylder ham for at være lunken, når det er migselv, der har været det.

Vi så en film, og jeg begyndte at græde og fik underligt svært ved at stoppe igen. Det gav ingen mening, men filmen var Elisabeth... Kate Blanchet (jeg er stor-fan)... ud over at vælte den Spanske Armada, bliver hun forelsket i en mand, som ender med at være sammen med hendes bedste veninde og hofdame... og hun må være stor og alene, og bliver nødt til at tilgive dem begge.

(Der må gerne grines... af frøken, der identificerer sig med USA's smukkeste skuespiller/ og samtidig en historisk imponerende dronning mens violinerne går amok - sidder selv og slår mig på lårene, så typisk).

Nå, men jeg kunne ikke rigtigt holde op igen.... (pisse irriterende... der gik ligesom hul i 'vi hygger'-facaden) Og så tvang han mig til at snakke om det. Ikke til at snakke om mig og ham og fremtid, bare til at sige nok, til at han kunne forstå, hvorfor jeg blev ked af det. Jeg fik fortalt, at det var noget med, at man dybest set var alene.... at det nok var den del af det at blive voksen, jeg til evighed har sværest ved at acceptere, og så at jeg nogle gange har tudedage.... hvilket er sandt. Det var ikke helt godt nok, sagde han. Og så måtte jeg jo være ærlig og fortælle, at det også handlede om skuffelsen ved at blive forladt, og det nødvendige i at tilgive for ikke på en eller anden måde at lade sig selv i stikken i bitterhed.

Og han var helt utroligt sød og forstående. Gik ikke nær, snakkede ikke om ham og mig, og aftvang mig ikke noget... sagde bare, at man nok måtte leve med, at det måske aldrig gik helt væk. Og at man bliver nødt til at lade sig reagere.

Og resten af dagen snakkede vi bare om dejligt sjove småting, og var lige ude og drikke en enkelt øl sammen. Han fortalte, hvordan han havde lavet dyreforsøg med edderkobber, da han var lille. De bliver tiltrukket af lys, men kan ikke lide at brænde sig. Og, de lærer ikke som brændte børn, havde han konstateret:) Han havde ladet en edderkop kravle hen til en tændstik og brænde sig, så den løb lidt væk, men blev ved med at komme tilbage tiltrukket af lyset..... pudsigt... ham og venner havde også kogt et helt glas fuld af edderkopper??? Puh ha da, sikke en oplevelse. Havde jeg gjort det, ville jeg stadig have haft mararidt om det den dag idag.

Men, summa summarum. Vi hyggede, som jeg ikke har gjort det længe, og idag er jeg helt glad og tindrende og også lidt bange og urolig i maven samtidig. Ved ikke om jeg orker eller tør eller har lyst eller kan lade være.

PS: overså ham svare på sms fra han mor, hvor svaret lød at han var hos mig - med navns nævnelse. Jeg følte mig forpligtet til at fortælle, at min mor altså ikke vidste om ham. Måske er han endnu tættere på sine forældre end mig? Alligevel lidt overvældende.... smigrende.... og det bekræfter min mærkelige uro, over det der med at man kan føle sig så lidt bekræftet, når man fucking virkelig slet ikke har nogen grund til det. Sygt!